BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Lån på biblioteket

Den afrikanske Farm

Karen Blixen

354 siderUdgivet: 1937

Lån på biblioteket
    Hovedforfatter
    • Karina Søby Gulmann
      cand.mag., februar 2024

    Intro

    Karen Blixens anden udgivelse er erindringsromanen ”Den afrikanske farm” fra 1937. Romanen foregår på hendes kaffefarm i Kenya og strækker sig over perioden 1914 til 1931. Den bliver fortalt af en jeg fortæller, hvilket Blixen kun benytter få andre steder i sit forfatterskab – bl.a. i erindringsværket ”Skygger på græsset”. Fortællerstemmen er Blixens egen, men der er ikke tale om en egentlig selvbiografi, da helt afgørende dele af historien er udeladt – for eksempel nævner hun slet ikke, hvor syg af syfilis hun var i perioder, og ægteskabet med Bror Blixen omtaler hun kun i en bisætning. Tilsvarende nævner hun kun de mange problemer med kaffefarmen i forbifarten, ligesom hendes store kærlighed Denys Finch Hatton blot er en bifigur. Det helt centrale tema i værket er Afrika – det storslåede landskab, de lokale masaier og kikuyuer og Blixens forhold til dem. Med ”Den afrikanske farm” indskriver Karen Blixen sig således i den kolonialistiske litteratur, og det er oplagt at lave en postkolonial læsning af værket ved at fokusere på, hvilke spor fra kolonialismens tankesæt, der er i romanen.

    ”Den geografiske beliggenhed, og højden over havet forenede sig her om at frembringe et landskab, der ikke havde sin lige på hele jorden. […] Træernes løv var tyndt og let, opbygget på en anden måde end løvet på træerne i Europa, det voksede ikke i kupler, men i brede, vandrette lag og i parabler. Denne særegne struktur gav de enligtstående træer en palmeagtig, bevinget silhuet, eller en romantisk og heroisk holdning, som en fuldrigger med sejlene givet op.”

    ”Den afrikanske farm”, s. 9.

    Allerede fra første side får man et indblik i den store forelskelse, Blixen følte til Afrika. Hendes beskrivelse af landskabet er så legende let, og det skrives frem med en barnlig begejstring; ivrigt og legende, men blot med en poets vokabularium (se citatet). Det er kun i beskrivelserne af Denys Finch Hatton, at hendes sprog får samme opløftede stemning. Resten af romanen bærer en mere analytisk og filosofisk fortællestemme. Man får det indtryk, at hun gør sig meget umage med at beskrive de indfødte – deres udseende, forhold og skikke, og hvordan de skiller sig ud fra den vestlige verden.

    Andre temaer i romanen er identitet, 1. Verdenskrig, missionærer, nybyggere, jagt, litteratur og kærlighed. Selvom Denys Finch Hatton spiller en langt mindre rolle i værket end i den senere filmatisering, viser hun tydeligt i sit sprog, at hun har tabt sit hjerte ikke blot til Afrika, men også til Finch Hatton. For eksempel skriver hun: ”Når han [Denys Finch-Hatton] kom tilbage til farmen, lukkede den sig op, den talte, som kaffeplantagen taler, når den blomstrer i de første regnbyger, drivvåd, duftende, som en sky af kridt.” (s. 174).

    Karen Blixen

    At læse Karen Blixen er som at træde ind i en eksotisk, kulørt og filosofisk verden. Kulisserne er som taget ud af den klassiske kunst – maleriske, med storslåede vidder og drømmende eksistenser. P...

    Læs hele forfatterportrættet

    Opdag andre bøger