”Jeg synes, der er så meget, som slet ikke er, som det burde være. Det meste er faktisk skrupskørt, nogle gange ondskabsfuldt, også selv om folk siger, at det er helt almindeligt. Hvis jeg kan få det frem, sådan så folk kan se, eller indse, hvor skørt det hele er, og ikke bare lukke øjnene… Jeg ønsker at få folk til at se verden sådan, som jeg gør. Ligesom gennem mig, det er hundesvært.”
”Vindueskiggeren – Familiehemmeligheder 4”, s. 131.
Romanen tematiserer tilblivelsen af en dramatiker og kan læses som en form for poetik. Erling fortæller detaljeret om sine inspirationskilder. Han fremhæver dramatikere og forfattere, der har inspireret ham og viser, hvordan han lader sig inspirere af virkeligheden – og hvordan dramatikken nogle gange kan blive overhalet indenom af virkeligheden. Hele tiden render han rundt med et notehæfte, så han kan nedfælde sine tanker og ideer, så intet undslipper ham.
Løgne og fortielser inden for familiens rammer er ligeledes et centralt tema. Selvom Erling i første omgang forsøger at afsløre det velstående miljø som snobbet og afstumpet, bliver han draget af det og bliver i tvivl, om han egentlig selv angler efter at blive som dem. Men efterhånden som han forstår, at løgne og fordæktheder også trives i bedste velgående i det pæne miljø, og at det bestemt ikke står bedre til end i hans egen familie, skriver han et hørespil, der afslører fordæktheder, løgne og vold i Suzannes familie. Men den slags skal han selvfølgelig ikke slippe godt fra. En fattigrøv fra Gram må kende sin plads og bliver sat behørigt på plads – blandt andet med politiets mellemkomst og et polititilhold om ikke at nærme sig familien igen. Erling får dog det sidste ord, da Danmarks Radio antager hans hørespil.
Erling Jepsen
Der bliver ikke lagt fingre imellem, når Erling Jepsen lufter skeletterne i sine hovedpersoners skabe og blotlægger fortielser og løgne. I flertallet af sine romaner tager han livtag med den sønder...
Læs hele forfatterportrættet
