Pablo Llambias

Genrer og tematikker

Stilistisk er fornyelse og eksperiment centralt i Pablo Llambías’ forfatterskab, og hver ny udgivelse er kendetegnet ved nye strategier og nye fortælletekniske greb.

Tematisk er der mange gennemgående pointer på tværs af bøgerne. En af dem er en blafrende, sammensat virkelighedsopfattelse. Der findes mange spor og fortællinger i hver historie, som tilsammen danner det enkelte værk. I sin fremhævelse af kompleksiteten blander Llambías også forskellige genrer, lader faktuelle oplysninger indgå i fiktionen og refererer eksplicit til værkets konstruktion ved blandt andet at benytte sig af selvbiografisk materiale.

Dekonstruktion er ligeledes et vigtigt begreb i forfatterskabet, der på forskellig vis behandler det spænd mellem en forestilling om livet og det, livet egentligt indeholder, som er et til tider smertefuldt menneskeligt grundvilkår.

Det banale og trivielle er en del af livet, ligesom filosofiske spørgsmål, konstruktioner og fortællinger om livet og tilværelsen er det. Hos Llambías kombineres disse pointer om kompleksitet og konstruktion imidlertid med et samfundsengagement og en samfundskritik, der blandt andet kommer til udtryk i en tematisering af vores omgang med historien. Til manges overraskelse fremhæver Llambías i bogen ”De elskendes bjerg” også den store kærlighed. Som han selv siger det om slutningen af romanen: ”En påstand om, at kærligheden findes – lidt ligesom klokkerne i slutningen af Lars von Triers ”Breaking the Waves”. Den, tror jeg, har inspireret mig”. [5]Karen SybergJeg vil give mennesket håbInformation, 2006-11-04..

I trilogien med ”Monte Lema”, ”Hundstein” og ”Sex Rouge” fra 2011-2013 benytter Pablo Llambías sonetten i det formmæssige udtryk. Selvom teksterne er sat på vers, er det langt fra lyrik, som man kender det fra klassiske sonetter. Sproget er renset for metaforer og andre sproglige billeder, det er så prosaisk og ligefrem, som det overhovedet kan blive. Grimheden synes at være bevidst tilstræbt.

Det centrallyriske jeg i et digt er et jeg, der sanser, fortolker og erkender verden omkring sig. Pablo Llambías' sonetter derimod skaber et billede af et jeg, som har svært ved at lægge sig fast på en bestemt fremstilling af sig selv og sine omgivelser.

Desuden er sonetterne heller ikke afgrænsede til deres egen udsigelse. Meningen fremstår i relationen mellem dem og i dialogen med andre tekster, som for eksempel når fortællerjeg'et i ”Sex Rouge” reflekterer over kritikeren Lilian Munk Rösings læsning af ”Monte Lema”.

Beslægtede forfatterskaber

At 1960’erne og 1970’ernes avantgarde fortsat lever, er forfatteren, film- og videokunstneren Pablo Llambías et stærkt vidnesbyrd om. Ligesom mange i de to årtier blander han genrer og kunstarter, og hans værker skjuler aldrig deres karakter af konstruktion og kunstnerisk proces. Som sine forgængere synes Llambías at mene, at det hele skal med, og at det hele faktisk kan komme med. Det indebærer også, at han i sine værker leger med selvbiografisk stof og lader grænsen mellem fiktion og virkelighed være flydende. En anden nyere dansk forfatter, som også benytter sig af forskellige avantgardestrategier, er Claus Beck Nielsen, som Llambías på dette punkt kan sammenlignes med.

Forfatterskabet er originalt i sit forsøg på at tænke forholdet mellem kunst og det sociale på en ny måde. På dette punkt minder Llambías måske mest om andre billed- og konceptkunstnere. I sin brug af faktuelle oplysninger og skildringer, der er præget af minutiøse detaljer, kan han sammenlignes med den danske forfatter Peter Adolphsen. Der kan også siges at være et slægtskab med en forfatter som Naja Marie Aidt, hvis digt- og collagebog ”Balladen om Bianca” opstod som et samarbejde mellem forfatteren og fotografen Kim Lykke, og som afstedkom en udstilling på Galleri Asbæk i forbindelse med udgivelsen af bogen. Llambías kan også placeres i forhold til andre danske 90’er-forfattere, der benytter sig af et realistisk formsprog til at spille med og mod virkeligheden – som eksempelvis Simon Fruelund.

Bogen ”Ud over havet” og dens skildring af et parforhold, der går i stykker, har også fået flere anmeldere til at sammenligne den med anden, nyere dansk litteratur, som fremstiller privatliv i litterær form, herunder skildringer af skilsmisser – som Lone Hørslevs ”Jeg ved ikke om den slags tanker er normale” og Helle Helles ”Ned til hundene”.

Relaterede forfattere