”Da jeg spurgte, om Bangkok var en farlig by, sagde hun nej, den var fantastisk sikker i betragtning af, hvor stor den var, og det føltes som et slag i ansigtet.”
“Muleum”, side 91.
Således ender Julie blandt andet i Rumænien, hvor der er udbrudt fugleinfluenza, og hvor hun tager ud til en landsby og forcerer diverse afspærringer for at komme i nærkontakt med de syge fjerkræ. Da det ønskede resultat udebliver, bliver Den Demokratiske Republik Congo med dets voldsomme borgerkrig en ny eftertragtet destination. Men undervejs har Julie også været i Bruxelles, i Bangkok og i Seoul, hvor hun er blevet gravid efter en affære med Ahn Hyun-Soon, der er otte gange verdensmester i kortbaneskøjteløb. Julies rejse ender med endnu et selvmordsforsøg. Denne gang er det hendes intention at styrte ned med en lille flyver i Sahara. Men den unge pige mister ikke livet, og i stedet ender romanen efter den både dødsmærkede og morsomme rejse i en slags happy ending. Julie giver nemlig liv til en ny lille pige, slår sig ned med den polske håndværker Krzysztof, som under hele fortællingen har istandsat det efterladte hus i Oslo. Bogens spøjse titel “Muleum” har at gøre med Julies barndom og med det familieliv, som hun så smerteligt er blevet frarøvet. For “muleum” var den fejlagtige måde Julie forsøgte at sige museum, da hun var barn. Men i stedet for at korrigere den lille pige blev betegnelsen familiens lille hemmelighed. Titlen bliver derfor ved romanens slutning et billede på den særlige, familiære arv, Julie mistede, og som hun i starten ikke kunne forvalte. Det bliver en positiv og vigtig ting, som den unge mor ønsker at give videre til sin lille nyfødte pige.
Loes bog tager fat på den unge piges sorg og selvmordsønske på en kontant og direkte facon. Og som forfatter er han er ikke bange for blande dette emnes alvor med alverdens groteske og morsomme tankespind og tildragelser.
Erlend Loe
Norske Erlend Loe tog mange med storm med romanen “Naiv.Super” i 1996. Den forunderlige blanding af eksistentiel angst, filosofiske overvejelser og legende omgang med hverdagens små tildragelser udgør en original stemme i nyere norsk litteratur.
Læs hele forfatterportrættet