”og samtidig sover min lillebror i sin egen seng på Fyn, uroligt og plaget af mareridt, og også i aften, når han går hjem fra parken, hvor han i sneen har spillet hackysack med de andre, får han lyst til at klatre op på rådhustaget for bare at falde ned, og jeg tænker på de sting, der snart skal lukke sig på hans håndled (…)”
“Min lillebror”, side 18.
Fra den 13. januar 2006 på en vinterkold Vesterbrogade hedder det “og lige før/ troede jeg, fodsporene,/ jeg her sopper og glider rundt i,/ var min lillebrors, men han er jo hjemme på Fyn,/ og han går heller aldrig med cowboystøvler, og lige nu/ er der præcis et halvt år til,/ at han bliver lagt/ i en seng med den hvide stues/ blide tryk omkring sig (…)”. (s. 12).
På digterens seksogtyve års fødselsdag den 13. juni “kommer han igen til at drikke to en halv liter gin/ og vælte rundt mellem fremmede mennesker/ på fremmede gader, nærmest// hermetisk lukket, som han gjorde, da han sidste år i november/ var på besøg hos mig, og efter han (da festen sluttede)/ var blevet væk, løb jeg rundt i byen hele morgenen/ og samlede noget af ham sammen og op: Dér// jordbærhuen, dér en sko og dér en sok,/ en trøje, et halstørklæde, og endelig/ lå den beskidte blomstrede skoletaske foran mig/ på fortovet lænet op ad posthuset i Købmagergade/ med ham hægtet på, sovende, så jeg forsigtigt måtte slæbe ham hjem i seng (…)” (s. 40).
De syv digte er omkranset af en indledning fra Jannick Wiinblads fødsel den 2. marts 1984 og en afrunding fra den 14. juli 2006, dagen efter det tredje selvmordsforsøg, den 13. juli 2006. Hun finder et fotografi på morens køkkengulv: “Først nu lægger jeg mærke til, at det allerede kan ses, fordi han også på det her foto har rynket sine bryn og klemt sine læber sammen i den ret usædvanlige grimasse, som jeg nu ved markerer, at han er urolig over noget, der aldrig bliver sagt, fordi han er helt alene om noget, der ikke kan siges. Først om tyve et halvt år (hvad der altså er i går), vil han komme i nærheden af at formulere det (…)” (s. 48).
Med det konkrete forhold til en selvmordstruet lillebror som afsæt når Christel Wiinblad ind til kernen af nogle almenbegreber: “Det er hudløst “Ærligt”. “Sandt”. “Ægte”. Men på en helt anden måde end den giftige devaluering, der reducerer disse menneskelige grundbestanddele til underholdning. Ærlighed og sandhed er blevet til show, hvor man på tv-skærmen kan præstere og demonstrere sandheden om sig selv. Mellemmenneskelige relationer er blevet en valuta. (…) “Min lillebror” viser, hvad ordene dækker over, når de dækker over en virkelig sandhed”, bemærkede Kim Skotte i Politiken (Kim Skotte: Digte og musik: I hvert fald i det grønne. Politiken, 2008-11-08) helt på linje med digterens intention.
Christel Wiinblad har formuleret det sådan her: “Det er mærkeligt, hvis den skrøbelighed, som jeg tør vise frem både i mig selv og i min lillebror, chokerer. For det chokerende er vel, at den kan få andre mennesker til at indse, at vi hele tiden har ansvaret for hinanden. Jeg synes, det havde været problematisk, hvis jeg havde vist min bror frem som underholdning. Se, hvor spændende. Se, denne katastrofe – er den ikke chokerende? Så vi alle kunne sidde og pege fingre ad det hæslige. I stedet vil jeg i øjenhøjde med de her grimme ting, som man normalt ikke taler om.” (Mads Fisker: Lillebror er den bedste i verden. Berlingske Tidende, 2008-11-24).
Christel Wiinblad
Christel Wiinblad har i både romaner og digte beskæftiget sig med tematiske tungvægtere som misbrug, tab, incest og masochisme. Det er således sigende, at hendes succes startede med udgivelsen ”Min...
Læs hele forfatterportrættet
