Christel Wiinblad

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
maj 2026

Hovedforfatter

Niels Vestergaard
cand.mag. og journalist, 2011

Christel Wiinblad har i både romaner og digte beskæftiget sig med tematiske tungvægtere som misbrug, tab, incest og masochisme. Det er således sigende, at hendes succes startede med udgivelsen ”Min lillebror”, der handlede om forfatterens forhold til sin skizofrene og selvmordstruede lillebror – og som var tilegnet ham.” For Wiinblad er kærlighed og lidelse tæt forbundne størrelser, og det udfoldes ikke mindst i ”Deep Purple” (2024), der i en højstemt og messende bøn åbner for alt det, der er større end os i denne verden, for intet mindre end Universets kærlighed.

Autofiktion

Baggrund

“Jeg har altid vidst, at han ville blive min skæbne og var min skæbne. Altid. Han har fået mig i kontakt med følelser, som jeg ikke er sikker på, at jeg ville kunne nå alene.” Sådan sagde Christel Wiinblad (født 1980) i et interview, efter digtsamlingen om hendes lillebror, den sarte og drømmende rockmusiker Jannick Wiinblad, var udkommet i efteråret 2008 [6]. På det tidspunkt var det næsten halvandet år siden, hun havde præsenteret den på DR2 i talkshowet ’den 11. time’, mens den endnu kun forelå i manuskriptform, og hun stadig gik på Forfatterskolen. Jannick Wiinblad var med i studiet og forløste seancen med sin og bandet Mother Sparrows “United”, lyrisk og nedtonet.

”Jeg så dig sidde dér, og var det træernes bark, jeg så her, du så hele Universets kærlighed i? Jeg så dig sidde dér, og var det træernes grene, træernes kviste og træernes blade, jeg så her, du så hele Universets kærlighed i? Jeg så dig sidde dér, og var det træernes bark og træernes blade, jeg så her, du så hele Universets kærlighed i? Jeg så dig sidde dér, og var det mig, du så hele Universets kærlighed i?”

”Deep Purple”, s. 273-4.

Foto: Lars Gundersen

Født
Den 13. juni 1980 i Svendborg.
Uddannelse
Forfatterskolen, 2008. Cand.mag. i dansk og etnologi fra Københavns Universitet, 2011.
Debut
49 forelskelser. Athene, 2008. Digtsamling.
Litteraturpriser
Morten Nielsens Mindelegat, 2013. Kritikerprisen, 2024.
Seneste udgivelse
Word : strenge. Antipyrine, 2026. Digte.
Inspiration
Audrey Hepburn, Pete Doherty, Herta Müller, Robert Frost, Walt Whitman og Inger Christensen.

I 2009 mistede Christel Wiinblad sin lillebror til selvmord. Hun tog afsked med ham i essayet ”Min lillebror”, som findes på Politikens hjemmeside, og i 2024 udgav hun ”Deep Purple”, der er en art dødsmesse kredsende om sorgen efter broderens død. Bogen er skrevet som en bøn, og netop bønnen har altid været en fast bestanddel i Wiinblads liv: ”Jeg beder selv hver eneste dag. Det har jeg gjort, siden jeg var omkring fire år. Jeg forstod ikke ordene i Fadervor dengang, men jeg forstod, at der var noget utroligt i de ord. (…) Som barn forstår man jo kun det utrolige i troen, men det er også det vigtigste, at man er del af noget større, der er utroligt.” [8].

Ifølge Christel Wiinblad selv går hendes skriverier helt tilbage til barndommen, der var kaotisk. Hun blev udsat for en del flytninger og uro, og det har givetvis givet næring til skriveriet og indstiftet den særligt urolige grundstemning, man finder i hendes bøger. Hun beskriver selv sin skrivelyst som en slags sygdom: “Det er der hele tiden. Og det er en mærkelig måde at leve på – i hvert fald for mig. Men jeg bliver også lykkelig af at skrive.” [1].

Siden Christel Wiinblad debuterede i 2008 med digtsamlingen ”49 forelskelser” har hun udgivet værker inden for rammerne af roman, lyrik, passionsspil mm. Forfatteren er efter en årrække i København bosat i Svendborg.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

I antologien “Udveje – fra 90’erne” (2001) hæfter litteraten Marianne Stidsen sig ved et sammenhængsskabende perspektiv, en interesse for barndom, familie og parforhold og en bekymring over den virkelighed, vi deler med andre end familien, i Wiinblads generation af smalle forfattere. Og i sit portræt af samme generation, “Generationsmaskinen” fra 2004, lægger kritikeren Lars Bukdahl vægt på æstetisk specificitet og litterær individualitet. Han lytter efter sprogtone og teksthumør og noterer, at ‘charme’ er et af generationstrækkene.

Begges karakteristik af emnekredsen passer frem til år 2011 på Wiinblad. Men herefter flyttes fokus over på kærlighedsrelationen og de destruktive elementer, der ligger heri. Desuden er det sammenhængsskabende perspektiv i både “Prolog”, ”Ingen åbner” og ”De elskende” kastet op i luften og gennemhullet, inden det rammer jorden. Og så er der hoppet op og ned på det, på en måde så fortællingen er op til læseren at sammensætte ud fra stumperne.

”Deep Purple” fra 2024 er med et citat fra bogen ”et flyvende syn af alt det lysende, der er her.” (s. 149). En religiøs henvendelse midt i en stor sorg giver teksten karakter af bøn; en bøn der messer afsted med rytmiske gentagelser og brudt syntaks. Christel Wiinblad fortæller i et interview med Kristeligt Dagblad, at værket handler om, at man kan sanse mere end man tror, og at der findes flere virkeligheder bag den fysiske virkelighed. Under arbejdet med bogen havde hun flere besøg af engle og en fornemmelse af kontakt til både Gud og sin afdøde bror. Hun uddyber: ”Det er også derfor, at den hedder "Deep Purple", for lilla er synernes farve, ligesom man kender farven fra den katolske messe. "Deep Purple" står for dyb åndelig helbredelse, og så er det også det chakra i vores hjerne, der åbner os for poesien og det åndelige. Jeg tror, at der findes mange af den slags oplevelser for kunstnere, men i mit tilfælde var det nok lidt ekstremt at have den direkte kontakt, men jeg kunne ikke have skrevet bogen uden bøn,” [8].

Beslægtede forfatterskaber

Christel Wiinblads skrift er inspireret af Écriture féminine – en fransk og feministisk litteraturteoretisk retning fra 1970’erne – og den koncentrerer sig i forlængelse heraf om at fremskrive kroppen i teksten og i øvrigt at forhandle og debattere den måde mening produceres på en henholdsvis kvindelig og mandlig måde. Wiinblad trækker her aktier på hovedværker inden for genren, som f.eks. Sylvia Plath med “Ariel”, Joan Didion med “Play It as It Lays”, Fay Weldon med “Praxis” og ikke mindst Marguerite Duras med ”Elskeren” – som alle arbejder med at finde udtryk for en specifik kvindelig erfaringsverden. Hos Wiinblad kan man navnlig se inspirationen i ”De elskende”, hvor henholdsvis kvindens og mandens tale både er markeret forskelligt og lyder ganske forskelligt.

Blandt Christel Wiinblads samtidige i dansk litteratur fremhæves Josefine Klougart og Nina Søs Vinther ofte som åndsfæller, men hos forfattere som Lars Frost, Ursula Andkjær Olsen, Lone Hørslev og Mette Moestrup m.fl. fornemmer man en lignende mørk tone, udtrykt via forliste forhold, braste illusioner, knuste drømme og personlige tab. Går vi imidlertid til udlandet, finder vi hos en forfatter som den nobelprismodtagende Herta Müller – som i øvrigt er et selverklæret idol for Wiinblad – måske det stærkeste slægtsskab. Tog man en nation af smerte og skalerede den ned til en villavej, ligner Wiinblads Odense til forveksling Herta Müllers Rumænien og 'overgrebets matrikel'. Müllers lille tysktalende enklave, degenereret, indeklemt i et hjørne af verden, ingen ser eller bryder sig om at se. Det er det samme knuste perspektiv, den samme undersøgelse af skam og isolation, den samme forpligtelse på sproget, de udtrykker.

“Prolog” skriver sig ind i en dyster strøm af fortællinger om incest og overgreb mod børn fra forfattere som Kim Leine, Tomas Lagermand Lundme, Erling Jepsen og Kristian Ditlev Jensen.

I ”Deep Purple” skriver Christel Wiinblad sig ind i et religiøst rum, hvor hendes afdøde bror viser sig som en engel på jorden. I Sebastian Nathans digtsamling ”Engle” fra 2024 er englene også en del af livet på jorden, og der er en tæt forbundethed mellem det sårbare jeg og himlen, stjernerne, natten.

Bøn og tro er også et centralt element i norske Jon Fosses septologi (”Det andet navn”, ”Jeg er en anden” og ”Et nyt navn”, 2019-21), hvori kunstneren Asle går sorgfuld og undrende gennem livet med Gud og døden som følgesvend.