”Viserne har plirret sig frem til klokken elve. Den skæggede skikkelse af psykolog med luften af rådne æg stående en meter ud fra munden har lige trykket hoveddøren i.”
”Prolog”, side 72.
Håbet ligger i sproget: “I spredte, men intense etaper, når farkroppen ikke kigger, giver hun sig hen til det levende, tavst messende sprog. Klart og barnligt præcist blomstrer det af den ældgamle, altid nyfødte magi, som ham i stuen aldrig hverken vil kunne høre eller se, men som hun har lært noget om både i religionen, historie og billedkunst: Stjerner som blinkede/ huller –/ stukket ud i det/ altid nymalede loft – / der ikke/ findes // som flagermus, der/ dykker – helt tæt som blid// fra nyslået græs (…)” (s. 90).
Et forsigtig bud på en tolkning kunne være, at forestillingen om magi i sproget forlænger sig ud i fortællingen. Sætningsforløbene er påfaldende, sart overhængte med spidsstillinger, indskud, allitterationer, skæve billeder, betydningsforskydninger, omhyggelige tillæg til substantiver og verber i et klart, strømmende forløb mellem de faste registres øer (hverdagens, avisernes, filmenes, virksomhedernes, ungdommens sprog etc.). Der er ingen borgerlige navne at hæfte sig ved, intet mig, ingen far, men krop, farkrop, øjne, ben, ører, etc. Som agerer separat – enkeltdele og konkreter, mens almindelige helheds- og sammenhængsskabende abstraktioner er forsvundet. Sproget er tvunget ud af sit leje, men tilbyder et nyt. Det er symptom på overgreb og symbol på modstandskraft. Det er registreringer som ”En pause af tavs evighed filtrer entreens rod af pige endnu mere sammen” og “Nypoleret tåge står højt i deres øjne, der vildt reflekterer stearinlysenes stjernede lys.”
“Prolog” er indledningen på en trilogi, som også tæller ”Ingen åbner” fra 2012 og ”De elskende” fra 2014.
Christel Wiinblad
Christel Wiinblad har i både romaner og digte beskæftiget sig med tematiske tungvægtere som misbrug, tab, incest og masochisme. Det er således sigende, at hendes succes startede med udgivelsen ”Min...
Læs hele forfatterportrættet
