”Jeg var begyndt at opfatte mig selv som en, der var rejst til fjerne lande og blevet der i mange år. Som en antropolog, der havde forelsket sig i en indfødt pige, mens han levede blandt de oprindelige folk i New Zealand for at studere og katalogisere deres vaner og ritualer […]. Mine observationer og den kærlighed, jeg havde oplevet, var blevet flettet sammen.”
”Uskyldens museum”, s. 483.
Romanen er anlagt som en af litteraturhistoriens store kærlighedshistorier a la Shakespeares ”Romeo og Julie”, Goethes ”Den unge Werthers lidelser” og Tolstojs ”Anna Karenina”. Selvom Kemal er hovedperson i romanen, har den som så ofte før i Pamuks værker også en anden central figur – denne gang kærlighedens væsen. Pamuk undersøger kærlighedens veje og vildveje igennem Kemals forelskelse i Füsun. Kemal skaber ligefrem et museum over sin kærlighed til Füsun. Det er således et slags museumskatalog (og et meget langt et af slagsen!), læseren bliver budt på. Det er et katalog over de mange genstande, Kemal har samlet fra Füsun, for hver gang, de har set hinanden, har han stjålet af hendes ejendele. Han har opbygget en enorm samling af genstande – tøj, cigaretskodder, fotografier, kaffekopper og så videre. Romanens fortæller er kustoden, der fører læseren rundt på uskyldens museum og viser alle de mange genstande frem. Han rejser endvidere rundt i Europa for at se andre små, afsidesliggende museer, der kan inspirere ham til at skabe det helt rigtige Uskyldens Museum. Således giver romanen også grobund for en diskussion af kunstens- og kulturindustriens rolle.
For øvrigt hører museet ikke længere alene til i fiktionens verden. I 2012 åbnede Pamuk således dørene for et virkeligt Uskyldighedens Museum i Istanbul.
Orhan Pamuk
Pamuk betyder bomuld, eller vat, på tyrkisk, men det betyder ikke, at han forfatter blødsøde litterære værker. Ganske vist er indpakningen fin i form af en fantastisk sprudlende sprogbehandling og ...
Læs hele forfatterportrættet