Kim Leine

Genrer og tematikker

Kigger man på tværs af Kim Leines efterhånden mange romaner, kan man konstatere en drift mod at prøve noget nyt af. Som en kamæleon har Leine hele tiden kastet sig ud i nye genrer og fortællermæssige projekter. Men til trods for variationen træder også en række fællestræk frem. For det første kan man konstatere, at det selvbiografiske spiller en stor rolle. Debutromanen medførte således en vis debat, da det er de mest tabuiserede og smertefulde dele af forfatterens eget liv, der kommer til udtryk i romanens form.

Leines roman er på sin vis den afgørende brik i det liv, der skildres. For det, der redder personen i og bagved historien, er netop, at han formår at skrive sig ud af ungdommens traume og voksenlivets stofmisbrug. Grænserne mellem romanens fiktive univers og biografiens fakta smelter bort i Kim Leines barske bog, der således rummer et klart aspekt af selvterapi. På spørgsmålet om det har hjulpet ham at skrive, siger Kim Leine: ”Ja. Fordi en del af forbandelsen ved al misbrug er hemmeligholdelsen. Når det til gengæld eksploderer, som nu med bogen, kender alle mine venner pludselig til det. Jeg har jo taget hele verden i ed på det, der er sket. Det andet er, at det er blevet mere konkret: En bog, jeg kan åbne og lukke.” [2]Tine Maria WintherSig mig lige…: Ned med fuld musikInterview i Politiken, 2007-02-10..

Valget af genrebetegnelsen erindringsroman begrunder Leine på følgende måde: ”Det er en roman i formen og en erindringsbog i indholdet. Ordet roman antyder, at man forholder sig lidt frit til stoffet.” [2]Tine Maria WintherSig mig lige…: Ned med fuld musikInterview i Politiken, 2007-02-10.. Leines bog er ikke skønlitteratur med enkelte biografiske træk, men nærmere en litterær bearbejdning af forfatterens eget liv. ”For mig var det vigtige at skrive en roman, fordi det altid har været min ambition at genfødes litterært. Og jeg havde jo indholdet. Da jeg så havde fundet en form, hældte jeg bare indholdet i.” [1]Thomas HebsgaardFlygtningenInformation, 2007-02-01.. Også de to efterfølgende romaner ”Valdemarsdag” og ”Tunu” tager afsæt i forfatterens personlige liv og forhold.

Et andet fællestræk ved Leines romaner er Grønland. I Kim Leines univers er Grønland et lige dele råt og dragende sted. Det er, som om livet på Grønland skærer ind til benet og lader alt det opbyggelige, forfængelige og forhåbningsfulde falde til jorden for at efterlade den enkelte både skrøbelig og afpillet, men måske også mere fri og ærlig. Kim Leine karakteriserer selv betydningen af det grønlandske på følgende måde: ”Grønland er også min egen frigørelse. For mig symboliserer Grønland at krænge sin gamle slangeham af og skifte identitet. At gøre oprør mod vedtagne love og finde sin egen vej. Nogle gange sker det på en destruktiv måde. Både for mig selv og for personerne i mine bøger.” [3]Marianne Krogh LarsenDen kontrollerede ekstaseWeekendavisen, 2012-03-09..

Endelig har Leine med sin spændingsromanserie om Karoline Blicher åbnet et nyt genremæssigt spor i forfatterskabet, hvor brændstoffet er kombinationen af en højaktuel politisk virkelighed og spændingsgenrens dramatiserende agent-ramasjang.

Beslægtede forfatterskaber

Kim Leines debutbog er en speciel roman, da den så direkte er en litterær fremstilling af forfatterens eget liv. Men kvaliteten af hans debut består ikke kun i den utrolige historie, forfatterens eget liv rummer. Romanen rummer også en klar sproglig kvalitet. I det nøgterne og usminkede sprog, som de rå og voldsomme begivenheder formidles i, fornemmer man med mellemrum sprækker af melankolsk sødme og skønhed.

Den hudløst ærlige skildring af det seksuelle overgreb giver Leines bog et vist slægtskab med en selvbiografi som Kristian Ditlev Jensens ”Det bliver sagt” fra 2001, der også vakte opsigt med sin kredsen om seksuelle overgreb i barndommen. Leines debut kan også siges at være beslægtet med et forfatterskab som Erling Jepsens, der i høj grad tematiserer seksuelt misbrug og psykisk uligevægt, og hvor det at forholde sig litterært til disse tabuer bliver en slags selvterapi.

Med sine medrivende skildringer af det grønlandske samfund kan man se Leines romaner i sammenhæng med den danske forfatter J. Bech Nygaards romaner ”Natten er nådig” og ”Solen står lavt”, som skildrer det grønlandske samfund i 1960'erne med stor indsigt og personligt engagement. Eller grønlænderen Ole Korneliussen, der, siden han var 20 år i 1967, har boet i Danmark og skriver ud fra et kulturelt blandingsperspektiv. Sidst, men ikke mindst, kan man nævne Peter Høegs ”Frøken Smillas fornemmelse for sne”, der kan læses som en postkolonial kommentar til det stadig eksisterende dominansforhold mellem Danmark og Grønland.

Kim Leines række af spændingsromaner om politikeren Karoline Blicher og det betændte forhold mellem Vesten og Putins Rusland kan også ses i sammenhæng med en forfatter som Leif Davidsen, der netop med afsæt i Rusland gennem mange år har dyrket den politiske spændingsromangenre.

Relaterede forfattere