”I lang tid er der helt stille. Min mor taler ikke til far, og han taler ikke til nogen af os (…) Vi smiler sødt til mor, og hun smiler kærligt til os, men hun kommer alligevel til at græde.”
”Forbandede yngel”, s. 179.
Lisa er vokset op i en søskendeflok på fire. Storebroren Ivan er også soldat, mens lillebror Peter sidder i kørestol efter en faldskærmsulykke. De fire søskende har meget forskellige interesser, temperament og talenter. Maries selvmordsforsøg bringer dem sammen og tvinger Lisa til at reflektere over deres fælles fortid.
Deres far var en hårdtarbejdende landmand. Han lod sine frustrationer gå ud over børnene ved at slå dem. Forældrene skændtes, især pga. den dårlige økonomi, og børnene sympatiserede med og forsvarede deres mor, når faren beskyldte hende for at være skør. Først sent går tingenes rette sammenhæng op for Lisa, der har fungeret som reservemor i familien. Det giver en form for forløsning. Opvækst i fattigdom med vold og usikkerhed får konsekvenser for børns voksne liv, og børn, der bliver for tidligt voksne, fordi deres forældre ikke magter deres ansvar, er romanens centrale problematik.
Historien er skrevet i et beskrivende, sansemættet og opløftende sprog, ligesom den sideløbende fortælling om Lisas forelskelse og de fire søskendes sammenhold står i kontrast til den barske barndom. Militærets disciplin er for Ivan og Lisa en befriende modsætning til det kaos, de er vant til hjemmefra.
Riebnitszkys egen opvækst har mange fællestræk med Lisas, og hun arbejdede på bogen i over 20 år. Da den udkom i 2013, vandt den Politikens romankonkurrence og De Gyldne Laurbær.
Anne-Cathrine Riebnitzsky
Anne Cathrine Riebnitzskys baggrund i både det litterære og militære gør hendes forfatterskab atypisk. I en hverdagsrealistisk prosa fortæller hun om udsatte børn i fattige, danske familier og kvin...
Læs hele forfatterportrættet