”Derfor var det jeg havde skrevet, den vigtigste og mest betydningsfulde del af mig. Jeg troede, at ordene ville være min krop når jeg ikke længere var her.”
”Brevbogen”, s. 214.
Men foruden gendrivelsen af minderne fungerer brevene samtidig som selvbiografiske beretninger med poetiske iagttagelser af verden og rum for filosofiske betragtninger. I løbet af romanen erfares det, at der er en forskydning i romanens tid, da Aleksandra befinder sig i en anden historisk periode end Vladimir – en tid, der ligger væsentligt tættere på vor egen.
Den epistolære roman beskæftiger sig ofte med en relativt simpel intrige i relationen imellem to mennesker, men i ”Brevbogen” er der meget mere på spil. Brevene præsenteres i rækkefølge med skiftende afsendere, men de forholder sig ikke direkte hinanden. Måske når de aldrig frem? Denne forrykkede eller mislykkede kærlighedskorrespondance gør Sjisjkin i stand til at blotlægge figurernes mest personlige følelser og refleksioner samt at motivere personlige livsberetninger fra to forskellige historiske og geografiske kontekster.
”Brevbogen” er først og fremmest en roman om kærlighed og længsel – en længsel, der forstærkes ved de to elskendes afstande i tid og skildrer en dyb ensomhed. Men romanens egentlige temaer er snarere at finde i de mange små beretninger, iagttagelser og filosofiske betragtninger, som den består af. Og her kommer Sjisjkin så vidt omkring i sine figurer, at der rent fortælleteknisk mere er tale om uens perler på en snor end om en samlet fortælling. Og disse varierer fra beskrivelser af poetiske sansepåvirkninger og simple iagttagelser til krigens gru og tunge betragtninger om væren og erkendelse og om død og evighed.
Mikhail Sjisjkin
Den russiske forfatter Mikhail Sjisjkin er en hyldet fornyer af den russiske romantradition, der bærer arven fra Tjekhov, Tolstoj og Nabokov ind i det tredje årtusind. I hans forviklede og forunder...
Læs hele forfatterportrættet
