Romanen har en kollektiv form, hvor fortællerpositionen skifter mellem flere personer. Centralt står figurerne X og Val, der begge bor på Antarktis, den ene som arbejder og den anden som bjergbestiger, der guider turister på ture. Den tredje figur er Wade, som er på besøg, udsendt som en progressiv senators betroede medarbejder. Men også den kinesiske Ta Shu bliver en gennemgående stemme, der som geomantiker – en ældgammel praksis, der søger at aflæse landskabers energier og åndelighed – tilføjer en anderledes poetisk klang til romanens mange beskrivelser af forholdet mellem mennesker og landskaber.
”Ren, stor; iset, prismatisk – på en eller anden måde føler jeg at jeg stadig ikke har fanget det. Dette kan ikke være de egenskaber der gør dette sted så fabelagtigt. Måske rummer al skønhed et mysterium i sig der ikke kan forklares. For dette sted er smukt; og engang var hele verden smuk som dette. Når man ser det første, erkender man det andet. Vi forstår præcist hvor smuk hele verden engang var.”
”Antarktis”, s. 559.
Romanens plotmæssige omdrejningspunkt udløses, da en ukendt gruppe igangsætter en stor øko-sabotageaktion, der umuliggør kommunikation og kaster romanens tre figurer ud i en fælles dramatisk overlevelseskamp i de nådesløse landskaber.
Robinsons roman udspringer af forfatterens rejser til kontinentet i 1995. Fascinationen af kontinentets storslåede og barske landskaber og samtidig en bekymring for området som uberørt natur er et bærende element i romanen. Men som en gennemgående vending i romanen også understreger, nemlig at _”_det der er sandt i Antarktis, er sandt alle andre steder” (s. 591), så har Robinsons roman også en bredere tematisk appel. Den er en kritisk belysning af den moderne civilisations destruktive dynamikker og en appel om at se og begribe vores planet på en ny og mere holdbar måde.
