BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Kim Stanley Robinson
Foto: Christopher Michel via Wikimedia Commons
*Seneste udgivelse

Kim Stanley Robinson

    Hovedforfatter
    • Andreas Tonnesen
      cand.mag., juli 2026

    Intro

    Med over 20 udgivelser, oversættelser til 24 sprog og med en lang række priser er Kim Stanley Robinson en af USA’s mest fremtrædende forfattere. Som science fiction-forfatter tegner han nogle formidable billeder af den kaotiske fremtid, der står for døren, og af de problemer, som den udbyttende kapitalistiske kultur fører med sig. Men side om side med den planetariske krise og dens lurende katastrofer er der en gennemgående appel til os mennesker om at forholde os til de landskaber, som vi er forbundne med, og en tro på at fællesskab og bæredygtighed kan være mulige byggesten for en fremtidig verden.

    Kim Stanley Robinson blev født den 23. marts 1952 i Illinois og voksede op i Orange County i Californien. Her oplevede han i sin barndom, hvordan de oprindelige appelsinlunde forsvandt til fordel for den voksende forstadsbebyggelse. Men det var først i 1970’erne, da han stødte på Science fiction-genren, at han fandt en udtryksform, der kunne beskrive de hurtige forandringer, han havde oplevet i sin opvækst, og som senere blev baggrunden for hans såkaldte Orange County-trilogi, som han skrev i årene 1984-1990. Han begyndte litteraturstudier på University of California-San Diego (UCSD) i 1970. Efter en M.A. i engelsk på Boston University i 1975 færdiggjorde han sin ph.d. på UCSD om den amerikanske sci-fi forfatter Philip K. Dick i 1982. Hans vejleder var den anerkendte litteraturteoretiker Fredric Jameson, som har haft en blivende indflydelse på Robinsons ideologiske ståsted siden da. I 1978 flyttede Robinson til den nordlige del af Californien, hvor han brugte megen tid med at vandre i bjergene.

    Kim Stanley Robinson
    Foto: Alain Herzog via Wikimedia Commons
    • Født:

      23. marts 1952 i Waukegan, Illinois, USA.

    • Uddannelse:

      Ph.d. i litteratur, University of California-San Diego (UCSD), 1982.

    • Debut:

      The Wild Shore. Ace Books, 1984. Roman.

    • Litteraturpriser:

      Bl.a. Nebula-Prisen, 1987 og 1993. Hugo Prisen, 1994.

    • Seneste danske udgivelse:

      Antarktis. A Mock Book, 2025. Roman. Oversætter: Niels Dalsgaard.

    • Inspiration:

      Forfatteren nævner blandt andre Gene Wolfe, Ursula K. Le Guin, Samuel R. Delany og Stanisław Lem.

    I denne periode mødte han også sin kone, miljøkemikeren Lisa Howland Nowell, og de to blev gift i 1982. I 1988 bragte Lisa Howland Nowells arbejde parret til Zürich i Schweiz i to år, og siden tilbragte de fire år i Washington D.C, hvor Robinson gik hjemme og passede den første af parrets to sønner. I 1991 flyttede parret tilbage til Davis i Californien i et bofællesskab.

    ”Min krop fungerede så godt, at alt alle vegne til sidst blev opslugt og fortæret af mig. Jeg blev så stor, at jeg åd verden, og alt blod i hele verden er mit. Hvad er jeg? Det ved I jo godt, uanset at I ligesom alt muligt andet ser mig indefra. Jeg er markedet.”

    ”Fremtidsministeriet”, s. 223.

    Gennem de seneste snart tyve år er Robinsons skrivearbejde foregået udendørs i al slags vejr. ”Jeg skriver på gårdspladsen nær ved min have under et træ. Jeg er ikke sikker på effekten af det, det er et godt spørgsmål. Fordi jeg elsker det så meget, vil jeg sige at det har genskabt forbindelsen til romanskriveriet som noget meget glædesfuldt (…) At flytte det udendørs har simpelthen gjort mig gladere og det tror jeg kan mærkes i bøgerne.” [1]Alvaro Zinos-AmaroDiggin in the dirt: a conversation with Kim Stanley RobinsonClarkesworld, issue 106, July 2015.

    Blokeret indhold

    Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

    Vælg "Tillad alle"

    Videoklip: Forfatterarrangement ved COP30 i Belem i Brasilien, hvor Kim Stanley Robinson var inviteret til at læse op fra sin roman ”Fremtidsministeriet” og diskutere sit syn på fremtiden og klimakampen. UN Climate Change, 18. november 2025.

    Udvalgte bøger

    Genrer og tematikker

    Med over 20 romaner og et væld af litterære priser på sit CV er Kim Stanley Robinson en af USA’s største nulevende forfattere, der har og har haft sci-fi-genren som sit naturlige start- og slutpunkt. Hans værker og deres tematikker forekommer stadig mere aktuelle. Det gælder blandt andet ideerne om civilisationens ekspansion ud i rummet og terraformningen af fremmede planeter, dvs. ideen om at manipulere en planets temperatur og økologi for at gøre den beboelig for mennesker, som Robinson særligt undersøger i sin Mars-trilogi skrevet i årene 1992-1996. Det er jo et emne, der i disse år har stor betydning blandt en række magtfulde tech-milliardærer som f.eks. Elon Musk og Jeff Bezos. Det skal dog siges, at Robinson, der ser sig selv om økosocialist, politisk ligger et helt andet sted.

    Et gennemgående træk ved forfatterskabet er den maksimalistiske form og ambition. Det er omfangsrige bøger og de store perspektiver, der er i spil. Bøgernes form samler mange vinkler og tonelejer i de fascinerende udlægninger af planetens potentielle fremtid.

    Forfatterens store viden om og engagement i alverdens planetariske forhold er ikke kun tydeligt i mødet med bøgerne, men er også årsagen til, at Robinson blev inviteret til COP30 mødet i 2025. I den sammenhæng er det oplagt at koble Kim Stanley Robinsons science fiction-univers med betegnelsen cli-fi (climate fiction), altså en klimalitteratur, der har den planetariske krise som sit centrale omdrejningspunkt. Selv peger forfatteren netop på sci-fi-genren som den mest betydningsfulde fortælleform, når kommer til at skildre den aktuelle virkelighed og de forandringer, vi oplever: ”Tag bare ting som internettet og klimaforandringer – det er science fiction-historier. Og lige nu er vi midt i en stor science fiction-fortælling med pandemien. Siden den startede, har jeg oplevet ti gange mere opmærksomhed omkring mine bøger. For hvis du vil læse om, hvordan tingene føles lige nu, vender du dig mod science fiction. Det er virkelighed.” [2]Bror Alex DehnVerden er blevet et stykke science fiction. Nu må science fiction-romanen bidrage til at ændre denInformation, 2021-03-27.

    Beslægtede forfatterskaber

    Den fremtid, som Robinsons bøger åbner op for, er en kriseramt fremtid. Men krisen forstås netop i ordet egentlige betydning, som et vendepunkt, hvor såvel katastroferne som muligheder for noget nyt og bedre er til stede. På den måde sammenbinder Robinsons romaner dystopiske og utopiske elementer, når han kigger ind i planetens nære fremtid. Bøgerne er båret af politisk indignation og håb. Den indledende dedikation til hans universitetsvejleder, litterat og marxistisk teoretiker Fredric Jameson i ”Fremtidsministeriet” vidner tydeligt om Robinsons politiske ståsted, der er båret af et opgør med den neoliberale ordens destruktive og udbyttende kræfter, når det kommer til planetære og sociale dynamikker.

    Forfatterskabet ligger i forlængelse af det, der med mellemrum beskrives som ’New Wave” science fiction og primært var en engelsk, amerikansk strømning i 1960’erne og 1970’erne. Centrale navne i denne bølge er blandt andre Gene Wolfe, Samuel R. Delany, Stanisław Lem, Philip K. Dick og Ursula K. Le Guin.

    Desuden nævner Kim Stanley Robinson selv sin kærlighed til romangenren som sådan og sin glæde ved en række af genrens store forfattere som Alejo Carpentier, Joyce Cary, Joseph Conrad, Gabriel García Márquez, Marcel Proust og Virginia Woolf.

    I dansk sammenhæng er der en lang række forfattere, der ligesom Robinson har den planetariske krisetilstand som det centrale omdrejningspunkt for deres værker. Dog er der få, der arbejder så tydeligt med det store globale format, som Robinson gør det særligt i ”Fremtidsministeriet”. Et bud kunne måske være Theis Ørntoft i romanen ”Jordisk” (2023). Desuden kan man nævne forfattere som Jonas Eika, Charlotte Weitze, Silja E.K. Henderson, Olga Ravn med romanen ”De ansatte” (2018) som danske bud på klimalitteratur.

    Relaterede forfattere

    Bibliografi

    Romaner

    Fremtidsministeriet
    Fremtidsministeriet

    Kim Stanley Robinson

    A Mock Book, 2024. (The Ministry for the Future, 2020). Oversætter: Jakob Levinsen.

    Antarktis
    Antarktis

    Kim Stanley Robinson

    A Mock Book, 2025. (Antartica, 1998). Oversætter: Niels Dalgaard.

    Om forfatterskabet

    Artikler

    Klimakrisen er en gave til alle, der søger mening i tilværelsen

    Rune Lykkeberg

    Information, 2025-01-24.

    Web

    Hjemmeside, der indeholder en biografisk del og links til interviewmaterialer – artikler såvel som video og lydmaterialer.

    Forfatterens officielle facebookside

    Søgning i bibliotek.dk

    Emnesøgning på Kim Stanley Robinson

    Kilder citeret i portrættet

    [1]

    Diggin in the dirt: a conversation with Kim Stanley Robinson

    Alvaro Zinos-Amaro

    Clarkesworld, issue 106, July 2015.

    [2]

    Verden er blevet et stykke science fiction. Nu må science fiction-romanen bidrage til at ændre den

    Bror Alex Dehn

    Information, 2021-03-27.