Mikhail Sjisjkin

Genrer og tematikker

Mikhail Sjisjkin er som forfatter først og fremmest en kreativ og dygtig komponist. Hans romaner kombinerer adskillige spor, perspektiver og stile. Og derfor er de atypiske og originale i deres form, selv om deres temaer er eviggyldige. Sjisjkin har forladt de traditionelle plotstrukturer, der normalt driver en romans handling frem, for at gøre plads til ”betragtninger” – fortællernes iagttagelser eller tanker. Med sine figurer som agenter inddrager han både sagn og myter, beretninger fra bipersoner og andre litterære værker. Idet Sjisjkin overskrider sine karakterers umiddelbare tid og rum, bliver hans romaner knyttet sammen af andre forbindelser. De komplicerede formelle greb og doseringen af stoffet i postmoderne brudstykker overskygger ikke indholdet, og Sjisjkin skildrer sine figurer med skarpe psykologiske og poetiske snit.

Rent tematisk er Mikhail Sjisjkin tro over for den stolte russiske romantradition, da hans romaner behandler de moralske spørgsmål ved at fremvise og overveje menneskers adfærd. Samtidig er døden et tilbagevendende motiv – ofte stillet over for det skrevne ords evighed. Når en af hans fortællere tegner et erindringsbillede, gengiver en fortælling eller præcist griber en sansemættet iagttagelse og folder den ud til en filosofisk tanke om døden, om eksistens og eller om tingenes status, kommer han vidt omkring i, hvad det vil sige at være menneske.

Der er i Sjisjkins forfatterskab en gennemgående anvendelse af selvbiografisk materiale – eksempelvis har han selv bestredet samme erhverv som tolken i ”Venushår.” Og der er en form for gennemsigtighed i bøgernes fortællere, der gør, at man aldrig kommer helt kommer tæt på dem, selv om de gengiver deres inderste tanker og følelser. Sjisjkin har udtalt sig om forbindelsen imellem ham selv og sine fortællere: ”Hovedheltene bliver aldrig beskrevet. Og det er der en helt enkel grund til: Alle mine helte er mig.” (Anna Griboedova: The Idea Behind Letter-book Came To Me Overnight. Russkiy Mir Foundation, 2011-30-11).

Beslægtede forfatterskaber

Mikhail Sjisjkin er med sin blanding af formalistiske postmoderne stilgreb og videreførelse af den russiske romantradition med dens solide behandling af svære eksistentielle og moralske temaer en dybt original skikkelse på samtidens internationale litteraturscene. Han er sig bevidst om sine forgængere og har selv tilkendegivet, at han er dybt inspireret af sine russiske forfædre – særligt Anton Tjekhov, Lev Tolstoj og Ivan Bunin. Desuden er han med sin både flydende og flakkende skrivestil blevet kaldt en blanding af James Joyce og Lev Tolstoj.

Lev Tolstojs romanfigurer var som Sjisjkins komplicerede størrelser, som han brugte til at behandle moralske spørgsmål med. Lige som Sjisjkin skrev Tolstoj skarpe psykologiske portrætter og demonstrerede sin forståelse for menneskets mentale mekanismer. Og hvor Tolstoj i eksempelvis ”Krig og fred” præsenterer sine menneskelige skildringer med krigen og den russiske historie som baggrund, anvender Sjisjkin ligeledes Ruslands konfliktfyldte historie som handlingsskabende motiv.

I forlængelse af Sjisjkins slægtskab med Tolstoj kunne man desuden pege på forfatteren og dramatikeren Anton Tjekhov som en af de betydende skabere af den russiske romantradition. Her er desuden et sprogligt sammenfald, idet Tjekhov som Sjisjkin bruger ”stream of consciousness” – fortællerens tankestrøm – som litterært værktøj i bestræbelsen på at skildre mennesker i moralsk uføre.

En anden sproglig og tematisk slægtning på litteraturhistoriens familietræ er som nævnt James Joyce. For også Joyce betjente sig i sine bøger af stilblandinger og skift, lige som han brugte bevidsthedsstrøm som fortælleteknisk strategi. Begge formår de at hæve det lokale – hos Joyce er det Dublin, hos Sjisjkin er det Rusland i forskellige afskygninger – til noget universelt og gøre det almenmenneskeligt vedkommende. Joyce og Sjisjkin er desuden bundet sammen af en form for konceptuel genanvendelse af myten eller andre litterære værker som kompositorisk princip, f.eks. ”Odysséen” i Joyces ”Ulysses” og Xenofons myter om hærførerens Kyros i Sjisjkins ”Venushår”.

Relaterede forfattere