BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Sjisjkin, Mikhail
Foto: Forlaget Batzer & Co.
*Seneste udgivelse

Mikhail Sjisjkin

    Hovedforfatter
    • Emil Groth Larsen
      cand.mag., 2013

    Intro

    Den russiske forfatter Mikhail Sjisjkin er en hyldet fornyer af den russiske romantradition, der bærer arven fra Tjekhov, Tolstoj og Nabokov ind i det tredje årtusind. I hans forviklede og forunderlige romaner kombineres flere lag af fortællinger, når han skildrer Ruslands evige konflikter, folder sine sansemættede iagttagelser ud til filosofiske arabesker og sætter levet liv på sprog. Han beskæftiger sig med det skrevne ords bestandighed og holder det op imod menneskets forgængelighed, når han graver sig ned i sine fortælleres forskellige afkroge og viser os deres verdner.

    Baggrund

    Mikhail Sjisjkin blev i 1961 født i Moskva og voksede op i Sovjetunionen. Hans mor underviste i litteratur, men det var igennem storebroderens gruppe af fritænkende venner, der læste forbudte værker, at Sjisjkin fik interesse for litteratur. Efter sin skolegang studerede han engelsk og tysk ved Moskvas Statslige Pædagogiske Universitet. En del af uddannelsen havde militært formål, så han lærte bl.a. at foretage afhøringer af tyske krigsfanger. Siden da arbejdede han først for et ungdomstidsskrift og underviste siden i tysk og engelsk på en skole i Moskva. I 1995 flyttede han med sin kone til Schweiz, hvor han bl.a. arbejdede som tolk og lærer.

    ”Og pludselig forstår jeg en meget simpel ting, nemlig at dette trinbræt, denne lygte, hammerens slag mod akselkassen, den græshoppeagtige filen fra telegrafens vindue, lugten af røg og af det varme lokomotiv der pruster af damp og smøreolie, og dette skrig fra lokomotivet – et hæst og træt skrig – det er mig.”

    ”Brevbogen”, s. 91.
    Sjisjkin, Mikhail
    Foto: Forlaget Batzer & Co.
    • Født

      18. januar 1961, Moskva.

    • Uddannelse

      Har studeret engelsk og tysk ved Moskvas Statslige Pædagogiske Universitet.

    • Debut

      Novellen Urok kalligrafii (Kalligrafitimen). Znamja, 1993.

    • Litteraturpriser

      Mikhail Sjisjkin er den første forfatter, der har vundet alle tre af de største russiske litteraturpriser: Den Russiske Bookserpris, 2000. Den Store Bogpris, 2006. Den Nationale Bestsellerpris, 2006. Desuden Den Internationale Litteraturpris, 2011 (Haus der Kulturen der Welt, Tyskland).

    • Seneste udgivelse

      Brevbogen. Batzer & co, 2013. Oversat af Trine Søndergaard.

    • Inspiration

      Lev Tolstoj, Anton Tjekhov, Ivan Bunin.

    Sjisjkins debuterer med novellen ”Urok kalligrafii” (”Kalligrafitimen”) i tidsskriftet ”Znamja”, der også udgav hans første roman, ”Vsekh ozjidaet odna notsj” (”Natten hænder os alle”) – begge i 1993. I 1999 fulgte romanen ”Vzjatie Izmaila” (”Erobringen af Izmail”), men det var først med ”Venushår” fra 2005, at han opnåede et internationalt gennembrud. Udgivelsen af ”Brevbogen” i 2010 cementerede Mikhail Sjisjkins position som Ruslands måske største nulevende romanforfatter. Bogen er oversat til 25 sprog. Foruden sine fiktive værker har Sjisjkin skrevet to litterære rejsebøger.

    Sjisjkins romaner trækker veksler på den traditionelle russiske litteratur med forfattere som Tjekhov, Tolstoj og Nabokov, men hans værker præsenterer sig i en anden og mere sammenstykket form, hvor perspektiv, afsender og stil ofte ændrer sig. Indholdet i hans bøger spreder sig og peger i mange retninger, men beskæftiger sig helt enkelt med dét at være menneske. Når man som læser tages med rundt i de forskellige afkroge af karakterernes sind, støder man på de store spørgsmål om moral, eksistens og død. Der veksler imellem det iagttagende og næsten trivielle til det storladne, arkaiske og filosofiske. Imens Sjisjkins romaner er udpræget russiske og beskæftiger sig med landets historie og konflikter, har de samtidig en universalitet, der i kraft af de skarpe skildringer af figurernes eksistentielle anliggender hæver dem over tid og sted.

    Blokeret indhold

    Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

    Vælg "Tillad alle"

    Udvalgte bøger

    Genrer og tematikker

    Mikhail Sjisjkin er som forfatter først og fremmest en kreativ og dygtig komponist. Hans romaner kombinerer adskillige spor, perspektiver og stile. Og derfor er de atypiske og originale i deres form, selv om deres temaer er eviggyldige. Sjisjkin har forladt de traditionelle plotstrukturer, der normalt driver en romans handling frem, for at gøre plads til ”betragtninger” – fortællernes iagttagelser eller tanker. Med sine figurer som agenter inddrager han både sagn og myter, beretninger fra bipersoner og andre litterære værker. Idet Sjisjkin overskrider sine karakterers umiddelbare tid og rum, bliver hans romaner knyttet sammen af andre forbindelser. De komplicerede formelle greb og doseringen af stoffet i postmoderne brudstykker overskygger ikke indholdet, og Sjisjkin skildrer sine figurer med skarpe psykologiske og poetiske snit.

    Rent tematisk er Mikhail Sjisjkin tro over for den stolte russiske romantradition, da hans romaner behandler de moralske spørgsmål ved at fremvise og overveje menneskers adfærd. Samtidig er døden et tilbagevendende motiv – ofte stillet over for det skrevne ords evighed. Når en af hans fortællere tegner et erindringsbillede, gengiver en fortælling eller præcist griber en sansemættet iagttagelse og folder den ud til en filosofisk tanke om døden, om eksistens og eller om tingenes status, kommer han vidt omkring i, hvad det vil sige at være menneske.

    Der er i Sjisjkins forfatterskab en gennemgående anvendelse af selvbiografisk materiale – eksempelvis har han selv bestredet samme erhverv som tolken i ”Venushår.” Og der er en form for gennemsigtighed i bøgernes fortællere, der gør, at man aldrig kommer helt kommer tæt på dem, selv om de gengiver deres inderste tanker og følelser. Sjisjkin har udtalt sig om forbindelsen imellem ham selv og sine fortællere: ”Hovedheltene bliver aldrig beskrevet. Og det er der en helt enkel grund til: Alle mine helte er mig.” (Anna Griboedova: The Idea Behind Letter-book Came To Me Overnight. Russkiy Mir Foundation, 2011-30-11).

    Beslægtede forfatterskaber

    Mikhail Sjisjkin er med sin blanding af formalistiske postmoderne stilgreb og videreførelse af den russiske romantradition med dens solide behandling af svære eksistentielle og moralske temaer en dybt original skikkelse på samtidens internationale litteraturscene. Han er sig bevidst om sine forgængere og har selv tilkendegivet, at han er dybt inspireret af sine russiske forfædre – særligt Anton Tjekhov, Lev Tolstoj og Ivan Bunin. Desuden er han med sin både flydende og flakkende skrivestil blevet kaldt en blanding af James Joyce og Lev Tolstoj.

    Lev Tolstojs romanfigurer var som Sjisjkins komplicerede størrelser, som han brugte til at behandle moralske spørgsmål med. Lige som Sjisjkin skrev Tolstoj skarpe psykologiske portrætter og demonstrerede sin forståelse for menneskets mentale mekanismer. Og hvor Tolstoj i eksempelvis ”Krig og fred” præsenterer sine menneskelige skildringer med krigen og den russiske historie som baggrund, anvender Sjisjkin ligeledes Ruslands konfliktfyldte historie som handlingsskabende motiv.

    I forlængelse af Sjisjkins slægtskab med Tolstoj kunne man desuden pege på forfatteren og dramatikeren Anton Tjekhov som en af de betydende skabere af den russiske romantradition. Her er desuden et sprogligt sammenfald, idet Tjekhov som Sjisjkin bruger ”stream of consciousness” – fortællerens tankestrøm – som litterært værktøj i bestræbelsen på at skildre mennesker i moralsk uføre.

    En anden sproglig og tematisk slægtning på litteraturhistoriens familietræ er som nævnt James Joyce. For også Joyce betjente sig i sine bøger af stilblandinger og skift, lige som han brugte bevidsthedsstrøm som fortælleteknisk strategi. Begge formår de at hæve det lokale – hos Joyce er det Dublin, hos Sjisjkin er det Rusland i forskellige afskygninger – til noget universelt og gøre det almenmenneskeligt vedkommende. Joyce og Sjisjkin er desuden bundet sammen af en form for konceptuel genanvendelse af myten eller andre litterære værker som kompositorisk princip, f.eks. ”Odysséen” i Joyces ”Ulysses” og Xenofons myter om hærførerens Kyros i Sjisjkins ”Venushår”.

    Relaterede forfattere

    Bibliografi

    Romaner

    Vsekh ozjidaet odna notsj (Natten hænder os alle). Znamja

    Mikhail Sjisjkin

    1993

    Vzjatie Izmaila (Erobringen af Izmail). Znamja

    Mikhail Sjisjkin

    2000

    Venushår
    Venushår

    Mikhail Sjisjkin

    Batzer & co., 2012. Oversat af Ole Husted Jensen. (Venerin volos, 2005).

    Brevbogen

    Mikhail Sjisjkin

    Batzer & co., 2013. Oversat af Trine Søndergaard. (Pis'movnik, 2010).

    Noveller

    Urok kalligrafii (Kalligrafitimen). Znamja

    Mikhail Sjisjkin

    1993

    Slepoj muzykant (Den blinde musikant). Znamja

    Mikhail Sjisjkin

    1994

    Nonfiktion

    Russkaja Schwejzarija. Literaturno-istoritscheskij putewoditel (Det russiske Schweiz. En litterær og historisk rejsefører). Znamja

    Mikhail Sjisjkin

    2000

    Montreux-Missolunghi-Astapowo. Auf den Spuren von Byron und Tolstoj: eine literarische Wanderung vom Genfer See ins Berner Oberland (Montreux-Missolunghi-Astapowo. På sporet af Byron og Tolstoj: En vandring fra Genfer See til Berner Oberland). Limmat Verl

    Mikhail Sjisjkin

    2002

    Om forfatterskabet

    Artikler

    Berliner Künstler-programm

    Klobusiczky, Patricia: Michail Schischkin. Berliner Künstler-programm. 2012.

    Eksplosioner af ny betydning

    Kristine Kabel

    Kristeligt Dagblad, 2012-12-07.

    The Guardian

    Taplin, Phoebe: The Light and the Dark by Mikhail Shishkin – review. The Guardian, 2013-03-13.

    Litteratursiden

    Wendelboe, Torben: ”Venushår” af Mikhail Sjisjkin. Litteratursiden, 2013-03-22.

    Spor af levet liv

    Nikolai Thyssen

    Information, 2013-06-06.

    Lykkeligt fyldt til randen med ord

    Karen Syberg

    Information, 2013-09-02.

    Søgning i bibliotek.dk

    Emnesøgning på Mikhail Sjisjkin