Lev Tolstoj

Genrer og tematikker

Tolstojs hovedværker ”Krig og fred” og ”Anna Karenina” er begge eksempler på den bredt anlagte roman med et rigt persongalleri i skiftende miljøer. Hans centrale karakterer hører til overklassen, men særligt ”Anna Karenina” inkluderer en skildring af bøndernes vilkår i 1800-tallets Rusland, så læseren mærker Tolstojs solidaritet med dem. Behovet for deres medbestemmelse bliver berørt – de skal ikke bare være nyttige hænder for adelen. Klassetemaet er bundet til et af forfatterskabets øvrige temaer: Familien. Når to velstillede unge mennesker gifter sig, opstår en alliance mellem de familier, de kommer fra. I ”Krig og fred” såvel som i ”Anna Karenina” optræder giftemodne døtre, som skal have bejlere godkendt af kræsne forældre. Tolstoj fremstiller dette kødmarked med sans for ligestilling. Det kan være svært for både kvinder og mænd at blive afsat.

Slående er det imidlertid, at det i højere grad er muligt for mænd end kvinder at frigøre sig fra familien. Datidens norm placerer kvindens primære funktioner i hjemmet, hvor hun enten behager sin mand eller middagsgæsterne og får tyendet til at makke ret. Hvis hun bryder ud af det, går det hende ilde. Den promiskuøse Hélène, som er sin mand utro i ”Krig og fred”, bliver syg og dør, hvilket kan tolkes som en moralsk straf over hende fra Tolstojs side. I ”Anna Karenina” er titelkarakterens utroskab mindre vilkårlig – den er resultatet af en kærlighed til Vronskij af naturkraftagtige dimensioner – men hun dør alligevel. Skønt Tolstoj gør det til Annas beslutning og en slags sejr for hendes vilje, får han understreget, at kvinden er udsat uden for de etablerede familiestrukturer. Omvendt skorter det ikke på mandlige karakterer, der får lov at søge efter en identitet, der ikke hedder ægtemand. Pierre afprøver et idealistisk broderskab i ”Krig og fred”, Andréj i samme roman helliger sig krigstjenesten, mens Vronskij i ”Anna Karenina” er progressiv godsejer og kunstnerspire foruden at være Annas elsker. Trods mændenes friløb antyder Tolstoj, at lykken findes via relationen til kvinden. Andréj og Pierre i ”Krig og fred” oplever nogle af deres mest euforiske stunder i den unge Natásjas nærvær.

Endelig er afstanden mellem menneskers tanker og offentlige liv et bærende tema i forfatterskabet. Overklassens selskaber har karakter af forestillinger, hvor værtinden styrer, hvem der snakker med hvem. Temaet træder frem, idet situationer gang på gang kaldes for ”scener”. Anna i ”Anna Karenina” tydeliggør Tolstojs drillende blik for menneskets trang til at vise sig frem. Hun sætter spørgsmålstegn ved de mange offentlige tillidshverv, som folk pryder sig med, og overvejer, om man kan gøre det indre liv til det ydre. Men det lykkes hende ikke at dele sine følelser med et andet menneske og derved knytte et bånd, som afholder hende fra selvmordet.

Beslægtede forfatterskaber

Tolstoj har været med til at skabe målestokken for, hvad en realistisk roman er. Man kan hævde, at ethvert detaljeret tidsbillede udgivet efter hans produktion står i gæld til den. Til arvtagerne hører Tom Wolfe, der ligesom Tolstoj skildrer overklassen – i hans tilfælde den amerikanske – senest især i romanen om et eliteuniversitet, ”I Am Charlotte Simmons” (2004). Både Wolfe og Tolstoj udstiller forlorenhed ved at referere folks samtaler. Hvor Wolfe videregiver snakken med manisk energi, bliver Tolstoj ikke så længe i den stemning, men skifter til en anden. Hans scener kan have karakter af drømmesyn; i ”Krig og fred” eksempelvis, når hundredvis af polakker svømmer over en flod for at imponere Napoleon. Brud med den dialogbårne satire sker yderligere i de passager, hvor Tolstoj kommenterer dele af russisk historie.

Slægtskabet med de samtidige amerikanske realister Theodore Dreiser og Henry James er iøjnefaldende. Titelfiguren i Dreisers roman ”Sister Carrie” (1900) kan ses som en søster til karakteren Pierre i ”Krig og fred”. Moderne i sin ubundethed, men tilbøjelig til at lade sig rive med af hvad som helst, fordi hun ikke har selvstændige værdier. Henry James skildrer som Tolstoj menneskers manipulatoriske spil, f.eks. i romanen ”Washington Square” (1880). James’ heltinde Catherine gør oprør mod sin dominerende far, og det samfund, der siger, at målet med kvinders liv er at blive gift med en mand. Catherine vælger at leve alene efter en kuldsejlet forlovelse, men hun er ikke kun et offer, hendes styrke indgyder respekt. Tolstojs biperson Márja i ”Krig og fred” er sammenlignelig, idet hun længe er ugift – i stedet er hun i lighed med James’ Catherine bl.a. optaget af at gøre sin far glad. Tolstoj giver dog Márja en mand til slut i romanen. Han er mere af en romantiker end James, der i ”Washington Square” forlader Catherine alene med håndarbejdet i sin stue. Livet flaskede sig ikke, men det fortsætter på trods. Catherines stille accept adskiller hende i øvrigt fra Tolstojs Anna og hendes lidenskabelige reaktion på modgang i ”Anna Karenina”: selvmordet med antydning af fortrydelse i gerningsøjeblikket. Anna har med sin afstandtagen fra sit første parforhold mere tilfælles med Nora i Henrik Ibsens drama ”Et dukkehjem” (1879). Nora bryder tilsvarende et ægteskab, men hun har slumret i rollen som dukkebarn, mens Anna har en overbevisende evne til selvrefleksion fra starten.

Blandt danske forfattere findes i Herman Bangs roman ”Stuk” (1887) en udlevering af 1800-tallets selskabsliv i København, der er relateret til Tolstoj. Begge praktiserer personkarakteristik via dialog, men Bang er ætsende på sin egen måde i sidebemærkningerne. En person hos Tolstoj kan være ”grim”, hvorimod Bang udfolder grimheden i ”Stuk”, så en bliver sammenlignet med ”en tyndslidt degnekone”, andre snakker ”højlydt som skader”. Tolstoj tillægger oftere sine overklasseløg en grad af skønhed, hvilket gør det desto lettere at sympatisere med dem.

Relaterede forfattere