BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
portræt af Elias Sadaq
Foto: Sara Galbiati
*Seneste udgivelse

Elias Sadaq

    Hovedforfatter
    • Anna Møller
      cand.mag., september 2024

    Intro

    Dansk marokkanske Elias Sadaq var den første digter i Danmark til at sætte ord på dobbeltminoriteten som homoseksuel og praktiserende muslim. Hans første digte blev skrevet i en rodløs periode med hjemløshed og blev udgivet som ”Gadestreger” i 2019, og siden har den aarhusianske digter bevæget sig mod dramaturgien med monologen ”Den unge Elias’ lidelser”, der både blev fremført som teater og udgivet i bogform. I 2024 udgav han digtsamlingen ”Djinn”, der summer af sex, selvransagelse og ritualenergi – og digterens kølige mundtlighed knækker over i prosadigte om livet som queer muslim.

    Baggrund

    Elias Sadaq blev født 5. februar 1994 i Aarhus som søn af en dansk mor og en marokkansk far. Han voksede op med tre søskende i et alment boligbyggeri i Toveshøj i Aarhus V, og om opvæksten har han fortalt: ”Jeg tror, at grunden til jeg kan være grænseoverskridende er, fordi jeg er vokset op i et hjem med så mange grænser. Mine storesøstre kaldte mig ofte for provokerende. Dengang anså jeg det som en dårlig ting. Det gør jeg ikke længere.” (www.eliassadaq.com/blok).

    ”Stabler af kroppe

    nøgne drenge og mænd

    i min seng

    i mit harem

    sniffer æter og lynlåsposer

    med den koldeste nattefrost

    i morgen er det slut

    jeg kan ikke donere blod længere

    lugten herinde er svovl og klorin

    jeg vil så gerne

    men hvordan rummer jeg kærligheden”

    ”Djinn”, s. 65.
    portræt af Elias Sadaq
    Foto: Sara Galbiati
    • Født

      5. februar, 1994, Aarhus.

    • Uddannelse

      Religionsvidenskab, Københavns Universitet, 2019-2022. Dramatisk skrivekunst på Den Danske Scenekunstskole, 2022-2025.

    • Debut

      Gadestreger. Forlaget Gadefilosofi, 2019. Tværmediel digtsamling.

    • Litteraturpriser

      Ingen kendte.

    • Seneste danske udgivelse

      Djinn. Gyldendal, 2024. Digte.

    • Inspiration

      H.C. Andersen, William S. Burroughs, Inger Christensen, Jean Cocteau, Jean Genet, Ursula K. Le Guin, Ludvig Holberg, C.S. Lewis, Marwan, Hayao Miyazaki, Abu Nuwas, Philip Pullman, Roland Schimmelpfennig, Sofokles, Abdellah Taïa, Akira Toriyama.

    Efter folkeskolen og gymnasiet havde han forskellige jobs og var frivillig værnepligtig hos ingeniørregimentet i Skive i fire måneder, og derefter flyttede han kortvarigt hjem til sin far, men blev efter et skænderi med ham midlertidigt hjemløs. I 2017 begyndte Elias Sadaq at læse Mellemøststudier på Københavns Universitet pga. sin interesse for arabisk og religion, og året efter mødte han og blev ven med digteren Amina Elmi.

    I 2019 blev studierne udvidet med Religionsvidenskab på Københavns Universitet, og samtidig udgav Elias Sadaq sin første digtsamling, ”Gadestreger”, på sit eget (digitale) forlag, Forlaget Gadefilosofi. Digtene blev til i de rastløse år efter gymnasiet. Under sin studietid var Elias Sadaq et semester på egyptiske Alexandria University, hvor han fordybede sig i arabisk sprog og litteratur, men efter han blev hyret af Folketeatret til at skrive og opføre en teatermonolog i 2020, blev interessen for teaterkunsten for alvor vakt, og i 2022 droppede han endegyldigt universitetsstudierne til fordel for Scenekunstskolen. Monologen ”Den unge Elias’ lidelser” blev fremført som digital forestilling på Folketeatret i 2021 og blev samme år til en bogudgivelse med ekstra digte på forlaget Det Poetiske Bureau. På Scenekunstskolen har Elias Sadaq skrevet og instrueret blandt andre forestillingen ”Fremmedlegionen”, og samtidig med dramatikerstudierne skrev han digtsamlingen ”Djinn” på opfordring fra en redaktør på Gyldendal, der havde hørt Elias Sadaqs oplæsning af et digt til Zakiya Ajmis udgivelsesreception. Digtsamlingen udkom i 2024 og blev Elias Sadaqs gennembrud i den brede offentlighed.

    Blokeret indhold

    Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

    Vælg "Tillad alle"

    Videoklip: Elias Sadaq læser op fra digtsamlingen ”Djinn”. Gyldendal, april 2024.

    Udvalgte bøger

    Genrer og tematikker

    Den danske digter F.P Jac har engang sagt: ”Det tætteste, man kommer lyrikken, er dialogen eller replikken” [1]Ukendt forfatter: Digterens alt andet end forsømte forårJyllands-Posten, 1998-06-30., og Elias Sadaqs dramatik og digte ligner da også hinanden. Forfatteren skriver med afslappet mundtlighed og på baggrund af sit eget liv, og temaer som homoseksualitet, tro, seksualitet, islam, spiritualitet, klasseskel og vold går igen i både dramatik og digtning. ”Djinn”, som Elias Sadaq selv har beskrevet som en smuk bog med et grimt indhold, italesætter social kontrol, misbrug og vold, og med ”Djinn” skrev Elias Sadaq sit mest personlige værk indtil videre. På trods af, at han selv tøver med at kalde bogen for autobiografisk, da digtene er en kunstnerisk bearbejdelse af hans personlige erfaringer, så afspejler digtenes jeg i høj grad hans eget liv, og ligesom digterjeget i bogen har Elias Sadaq ikke længere kontakt til sin far. Digtet ”Teen Dream” beskriver livet for digteren selv i de rodløse år efter gymnasiet.

    Dramaturgiens formelle udtryk har også smittet af på opbygningen af ”Djinn”, og de fleste af samlingens digte kan beskrives som en scene med handling, karakterer og dialog her og der.

    Elias Sadaqs familiære og uddannelsesmæssige baggrund i arabisk kultur og kulturstudier ses direkte i hans mange referencer til bl.a. arabiske sagn og myter. I ”Djinn” hedder digterjegets forældre Layla og Maynun, som er navnene på et berømt par fra et arabisk sagn fra 600-tallet om Qays, der er dybt forelsket i kvinde Layla, der også elsker ham, men da Layla giftes væk til anden side, mister Qays forstanden og bliver til ’Majnun’, der kan oversættes til ‘den gale’. Tematikken med at blive skør af forelskelse rummer også ”Den unge Elias’ lidelser” med sin titelreference til Goethes berømte værk, men derudover optræder psykisk sygdom oftest som ubehandlet depression i Elias Sadaqs bøger. Som forfatteren skriver i digtet ”Staden”: ”Ægte perkere går ikke til psykolog/ de går på staden/ så jeg går på staden igen/ køber to joints og en flaske gin/ jeg har ikke en depression/ jeg har en djinn”. (”Djinn”, s. 67).

    Beslægtede forfatterskaber

    I den offentlige modtagelse af ”Djinn” sammenlignede mange anmeldere Elias Sadaq med den afdøde digter Yahya Hassan. Formentlig – og delvist – grundet den aarhusianske baggrund i Gellerup og den udtalte indignation, der findes i de ofte energiske digte. Udsigelsen hos dem begge ligner monologer og genfortællinger af et handlingsforløb, men Elias Sadaq tager monologformen et skridt videre og arbejder også med dramaturgi og iscenesættelsen gennem sit virke som dramatiker. Elias Sadaq har også sit fokus på rytme til fælles med Yahya Hassan, og det fokus deler de med utallige andre digtere, deriblandt Jørgen Leth, Dan Turèll og Claus Høxbroe.

    Med udgivelsen af ”Djinn” foretages der et skridt i retning af en mere udpenslet og detaljeret beskrivelse af bl.a. seksuelle møder. Hvor kærligheden i ”Den unge Elias’ lidelser” er præget af romantik, forelskelse, længsel og en prøvende tilgang til det københavnske natteliv for LGBTQ-mennesker, emmer ”Djinn” af udpenslede sexmøder, ofte med mere eller mindre fremmede mennesker og ofte med en vis grad af voldsomhed.

    I den forstand ligner Elias Sadaqs tekster dem af eksempelvis Tomas Lagermand Lundme og Niels Henning Falk Jensby. Tomas Lagermand Lundme er især kendt for sine autofiktive tekster om selvskade, spiseforstyrrelse, hatecrimes og seksualitet, og genremæssigt bevæger han sig over bl.a. ungdomsbøger til digte og dramatik. Både Elias Sadaq og Tomas Lagermand Lundme har givet udtryk for, at de selv begyndte at skrive bøger, fordi de manglede bøger om at være ligesom dem. Niels Henning Falk Jensby er især kendt for den stærkt erotiske roman ”Techno”, der modtog Bogforums Debutantpris i 2016, og som følger en ung rastløs mand, der begiver sig rundt i en række eksperimenterende københavnske (sex)miljøer præget af dominans. Begge forfattere har beskæftiget sig med seksuel vold, diskrimination og hatecrime, og det samme gør Elias Sadaq, bl.a. i digtet ”Hatecrime” og ”Transit” fra samlingen ”Djinn”.

    Relaterede forfattere

    Bibliografi

    Digte

    Gadestreger

    Elias Sadaq

    Forlaget Gadefilosofi, 2019.

    Djinn
    Djinn

    Elias Sadaq

    Gyldendal, 2024.

    Dramatik

    Den unge Elias’ lidelser. Det Poetiske Bureaus Forlag
    Den unge Elias’ lidelser. Det Poetiske Bureaus Forlag

    Elias Sadaq

    2021

    Om forfatterskabet

    Artikler

    Elias sprang ud som homoseksuel: Nu ser han ikke sin far me…

    Line Schou Jensen

    TV 2 Østjylland, 2021-02-04.

    Lysfald i kulturens sorte hul

    Karen Dich

    Bogmagasinet, 2024-06.

    Video

    Elias Sadaq fremfører digtet ”18-02-2017” fra sin digtdebut ”Gadestreger”

    Youtube, 2019-12-10.

    Podcast

    Forfatter Molly Balsby interviewer Elias Sadaq om “Djinn” og kommer bl.a. ind p…

    Bogstaveligt talt: ’Djinn’ med Elias Sadaq. 8D, 2024-04-03.

    Web

    Elias Sadaqs hjemmeside med bl.a. biografi, galleri og blog, hvor der er interv…

    Forfatterens hjemmeside.

    Søgning i bibliotek.dk

    Emnesøgning på Elias Sadaq

    Kilder citeret i portrættet

    [1]

    Ukendt forfatter: Digterens alt andet end forsømte forår

    Jyllands-Posten, 1998-06-30.