Dorrit Willumsen

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
oktober 2024

Hovedforfatter

Abigail Josephsen
mag.art., 2012

Dorrit Willumsens prisbelønnede forfatterskab består af mere end 20 romaner, digt og novellesamlinger, skuespil og erindringer. Hun brød for alvor igennem hos læserne med den historiske roman ”Marie” om Marie Tussaud. Omdrejningspunktet i Dorrit Willumsens værker er nutidsmenneskets længsel efter lykke og kærlighed, men det er barske skæbner og konflikter i intimsfæren, hun skildrer – uden lykkelig udgang. Det ser vi blandt andet i titelnovellen fra debuten ”Knagen” (1965), hvor ægteskabet er forkrampet af fremmedhed helt ud i det absurde. Men trods fremmedhed har mennesker alligevel brug for hinanden i Dorrit Willumsens bøger.

Baggrund

Dorrit Willumsen er født i 1940 og voksede op i en lejlighed på Nørrebro med sin mor, sin søster og sine bedsteforældre. Det var trange men trygge kår, selvom hendes mor var en del fraværende. Sin far vidste Dorrit Willumsen ikke meget om. Henne i skolen fortalte hun, at han var viktualiehandler, for det var et ord, hun lige havde lært. Først som voksen fandt hun ud af, at han var operasanger. Til gengæld var morfaren som en far for hende. Hun elskede de fantastiske beretninger fra hans tid som sømand, og han var hendes første og måske største læremester i fortællekunsten. Allerede som lille vidste hun, at hun ville være forfatter. ”Jeg har altid syntes, ord har magi. Jeg kunne ligefrem besvime af dem. Ord som ‘byldemor’ og ‘ligtorn’ var meget uhyggelige ord. Og da min mor en dag i teateret sagde til mig: “Dorrit, der er sprunget et blodkar i dit øje.” Ja, så så jeg for mig det store skyllekar nede i vaskekælderen helt fuld af blod. Og alt det skulle ud af mit øje,” fortæller Dorrit Willumsen [4].

”Når jeg går i biografen, ser jeg film, der hedder En fri Kvinde eller En kvindes frihed. Men hvor er den shampoo, der hedder Frihed og får mit liv til at skinne? Hvornår finder jeg en lykkelig slutning? Løsningen på alle problemer for både mine personer og mig selv?”

”Pligten til lykke”, s. 122.

Foto: Sara Galbiati

Født
31. august 1940 på Nørrebro i København.
Uddannelse
Klassisk-sproglig studentereksamen, 1960.
Debut
Knagen. Gyldendal, 1965.
Litteraturpriser
Herman Bangs Mindelegat, 1973. Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, 1980. Det Danske Akademis Store Pris, 1981. Kritiker-prisen, 1983. De Gyldne laurbær, 1984. H. C. Andersen legatet, 1987. LO's kulturpris, 1991. Søren Gyldendal-prisen, 1995. Dansk Litteraturpris for Kvinder, 1966. Nordisk Råds litteraturpris, 1997. Holbergmedaljen, 2015. Blixen-prisen for årets roman, 2023.
Seneste udgivelse
13 1/2 minut. Gyldendal, 2024. Roman.
Inspiration
Herman Bang, Marcel Proust, Kaj Munk, Marguerite Duras og Federico García Lorca.

Da hun kom i gymnasiet, begyndte hun at sende historier ind til Hjemmet, Familie Journal og Det Kongelige Teater og fik det hele retur. Men da hun sendte nogle noveller til Gyldendal, stod der i afslagsbrevet, at hun skulle blive ved med at skrive. Så da hun blev student i 1960, tog hun deltidsarbejde blandt andet på et kontor og skrev om aftenen. Sådan ville hun leve resten af sit liv, lige indtil hun forelskede sig i forfatteren Jess Ørnsbo. De blev gift i 1963, og i 1970 fik de sønnen Tore. Ægteskabet var den første store forhindring for hendes forfatterskab, for i 1960’erne forventedes det, at en kvinde frem for alt – og trods forfatterdrømme – tog sig af børnene og de huslige pligter i hjemmet. ”Man regnede med, at jeg kunne skrive, hvis der ikke var andet, der var vigtigere. Det har jeg fået at vide tit,” fortæller hun [5].

Alligevel lykkedes det hende at debutere med novellesamlingen ”Knagen” i 1965, og hun har siden skrevet mere end 20 værker. Hendes bøger er oversat til flere sprog, og hun har modtaget en lang række priser. Blandt andet modtog hun i 1981 som den første kvinde nogensinde Det danske Akademis Litteraturpris, og fra 1980 har hun modtaget den livsvarige kunstnerydelse fra Statens Kunstfond. Indtil 2019, hvor Jess Ørnsbo døde, boede de sammen i Viby Sjælland. Dorrit Willumsen foretrækker stadig at skrive på maskine eller i hånden. ”Jeg kan godt lide at have ordene i hånden,” fortæller hun [5]. Først til sidst skriver hun manuskripterne ind på computer.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Dorrit Willumsen optræder kun sjældent i offentligheden, for hun bryder sig ikke om rampelyset, fortæller hun i ”Pligten til lykke”. Men hendes bøger, der er skrevet i den modernistiske tradition, har igennem snart 50 år været en markant stemme i dansk litteratur, måske særligt for kvindelige læsere. For det er først og fremmest kvinder, hun skildrer.

I sine værker fra 1960’erne og 1970’erne, hvor kvindekampen er på sit højeste, skriver Dorrit Willumsen om kvindens længsel efter at leve et lykkeligt og helt, autentisk liv i det mandsdominerede samfund – og hjem. Kvindernes længsel går på at bryde ud af den psykiske isolation og ensomhed og at blive anerkendt af manden som hele, ligeværdige mennesker, som det for eksempel skildres i titelnovellen i debuten ”Knagen” (1965). Men kærlighedsforholdet er et absurd samspil, et fængsel, og parterne forbliver fremmede over for hinanden. Alligevel bryder ingen fri, for selvom fremmedheden umuliggør intime forhold, så gør det ikke længslen efter kærlighed mindre. Hos Dorrit Willumsen har mennesker nemlig brug for hinanden.

I de senere romaner fra 1980’erne og frem breder Dorrit Willumsen denne problematik ud til at gælde begge køn: Fremmedheden mellem mennesker er et grundlæggende livsvilkår for både mænd og kvinder, og de bliver begge ofre i kærlighedsspillet. Det ses blandt andet i ”Manden som påskud” (1980). Dorrit Willumsen giver ingen lette svar og heller ikke nogen slutninger, der minder om idyllen fra de ugebladsnoveller, hun elskede som barn. Men både i hendes egne erindringer ”Det søde med det sure” og ”Pligten til lykke” samt i romanbiografierne ”Marie” (1983) og ”Bang” (1996) rummer kunsten en mulighed for mennesket for at udtrykke sig og derigennem blive sig selv. Værkerne frem til 1980’erne kan karakteriseres som psykologisk realisme med fokus på det indre liv – på følelser og tanker – og på intimsfæren. Dorrit Willumsen drejer den realistiske stil hen mod det surrealistiske og absurde med et stærkt og sanseligt billedsprog. I 1980’erne begynder hun at rendyrke realismen, hvilket blandt andet ses i ”Suk hjerte” (1986), som skildrer en københavnsk familie delvist selvbiografisk med fokus på en lille piges opvækst. På samme tid begynder også en ny linje i forfatterskabet: Den historiske roman. Det sker med læsergennembruddet ”Marie”, der foregår omkring den franske revolution, og denne linje fortsættes med ”Klædt i Purpur” (1990), ”Bang” og ”Bruden fra Gent” (2003).

Historierne foregår i vidt forskellige historiske epoker fra antikken og op til 1900-tallet, men de bliver tidløse af Dorrit Willumsens modernistiske skrivestil og af hendes frit digtede indrepsykologiske portrætter. Dorrit Willumsens erindringer er udkommet i to bind med titlerne ”Det søde med det sure” (2009) og ”Pligten til lykke” (2011).

Beslægtede forfatterskaber

I de første ti år efter Dorrit Willumsens debut var dansk litteratur præget af kvindelige forfattere, der lige som Dorrit Willumsen massivt satte fokus på kvinder, kvinders følelses- og tankeverden og på de sociale og kønsmæssige problematikker, de stod midt i. Blandt dem var Vita Andersen, Dea Trier Mørch og Suzanne Brøgger, og de skrev – måske – fortrinsvist for et kvindeligt publikum. Dorrit Willumsens værker fra den tid kan dog ikke ensidigt ses som et indlæg i kønskampen. For hende handler det først og fremmest om at skildre det psykologisk indviklede spil mellem mænd og kvinder, og her er blikket mere modernistisk end kønspolitisk. Herved ligner hun sin samtidige kollega Kirsten Thorup. Feminist kan man dog godt kalde Dorrit Willumsen, og hun besidder en stærk arv fra den britiske forfatter og feminist Virginia Woolf. Det ses helt konkret i Dorrit Willumsens erindringsværk ”Pligten til Lykke”, hvor hun må sidde i køkkenet og skrive, samtidig med at hun passer hus og børn, og hun længes efter at få sit eget værelse, hvor hun kan få arbejdsro, præcis som Virginia Woolf gjorde det i ”Eget værelse” (1929).

I det senere spor i forfatterskabet fra 1980’erne og frem bevæger Dorrit Willumsen sig ind på et felt, der fortsat præger dansk litteratur: Den historiske roman. Udover Dorrit Willumsen er blandt andre Hanne Reintoft, Maria Helleberg, Jette Kaarsbøl, Majken Bloch Skipper, Helle Stangerup, Mette Winge, Hanne Marie Svendsen og Anne Lise Marstrand-Jørgensen markante repræsentanter. De kvindelige forfatteres historiske romaner kan ses som en fortsættelse af 1970’ernes projekt: Et af formålene med dem er nemlig at skrive kvinderne ind i verdenshistorien, fordi den hidtil har været domineret af mænd. Ifølge Dorrit Willumsen selv er det dog den danske forfatter Herman Bang, der har inspireret hende mere end nogen andre. Da hun i sin tid læste ”Ved Vejen” blev hun nemlig så imponeret af hans evne til at beskrive mennesker som produkter af deres livsvilkår, at hun besluttede sig for at forsøge at gøre ham kunsten efter. (Mai-Britt Willadsen: Marie af Dorrit Willumsen. Litteratursiden.dk, oktober 2002).