”Et digt er et barn/ man forlader/ Det skriger ikke/ det ser kun på dig efter dig/ og forstår ikke/ Selv efter mange år/ nægter det at forlade dig”
”Guldbryllup”, s. 29.
”Guldbryllup” er en digtsamling, der er delt på midten. Første halvdel er 17 digte skrevet af Dorrit Willumsen, der ellers primært er prosaist. Digtene er også prosaiske. De skildrer en moden kvindes overvejelser om alderdom, hjemmet, død og demens, mens enkelte digte ser tilbage på ferier, graviditeter og ungdommens stævnemøder. Anden del er Ørnsbos digte. Her er stemningen uforsonlig og trist. Menneskets falskhed udstilles, og digtene sætter både spørgsmålstegn ved samfundsnormer og lyrikkens egen værdi: ”hvorfor al denne litteratur/ med dens skrig på stedet” (s. 27). Turister er lemminger, skilsmisser ryger op af skorstenene, og verden beskrives i neologismer som syltekrukkelufthavne, længselssøer, kæbebesked, tilbagekys og gummisved.
Hvor Willumsens digte er muntre i deres melankoli, er Ørnsbos bitre og hårde, og farven blå går igen helt fra barndommens lejlighed på Valbygårdsvej 54 st. tv. Mange af digtene handler om afsked og erkendelsen af, at døden venter forude. I digtet ”Eftertænksomhed” siger digterjeget farvel til et du, der i de første strofer kunne være et barn, der flytter hjemmefra eller en anden person, jeget har kært, som drager ud i verden. Men i det 8. vers skifter afskedshilsnen karakter til et gravskrift. Duet er dødt, og jeget stiller spørgsmål til, hvor meget det kender til kloakker og årstider under jorden. Afslutningsvis fortryder jeget sin til tider upassende opførsel med ordene: ”måske skulle jeg ikke have rystet/ dig så hårdt/ du slidte dråbe/ farvel” (s. 31).
Jess Ørnsbo
Den nu aldrende Jess Ørnsbo har gennem årene skabt sig et image som en både tvær og forsmået modernist. Han er med egne ord verdensmester i depression, og det var i mange år rettere reglen end undt...
Læs hele forfatterportrættet
