”Jeg har spekuleret på, hvad der adskilte dig fra Sally. Jeg har spekuleret på, hvad det var, der nedbrød den rumvilje, du skulle have haft. Jeg har spekuleret på, om det var min skyld.”
”Happy Sally”, s. 26-27
Romanen er en mosaik af erindringer, dagbogstekster og postkort, og fortællestemmer og tider flettes ind imellem hinanden med Ellens datters barndomsminder som omdrejningspunkt. Et centralt tema i både Ellen og Sallys liv er kærligheden og familiens bånd, som for begge kvinder står som forhindringer for at nå deres mål. Sally opgiver sin elskerinde Marguerite og bliver hyldet, da hun svømmer over kanalen, Ellen hives tilbage i familien, ofte helt fysisk af sine børn, og må give op tæt på målet.
Som voksen rejser datteren tilbage til Dover i England i fodsporene på sin mor og Sally. Med sig har hun postkort, en dagbog og sine egne erindringer, altså kort sagt fortællingens dele. I disse dele prøver hun at forstå sin mor og sin egen skyldfølelse over moderens selvmord. En egentlig forløsning kommer aldrig, men ved at samle fortællingerne om moren, Sally, sig selv og en moder og hendes barn, som hun møder i Dover, spejles de forskellige kvinders liv i hinanden, og datteren opnår en forståelse af, at livet ikke leves efter et logisk system: “Livet sker bare. Det er som blomster. Som solskin. Som natten, når den falder på” (s. 264).
Allerede i ”Happy Sally”, som er Stridsbergs debutroman, er hendes forfatterstemme tydelig. Det handler om kvinderne og deres børn, om psykisk sygdom og forpligtelser, stemningen er dyster og poetisk, og mosaiske fortælleformer kredser hele tiden tilbage til den samme scene, de samme metaforer og billeder.
Sara Stridsberg
Sara Stridsberg fik sit internationale gennembrud med romanen ”Drømmefakultetet” i 2007, for hvilken hun modtog Nordisk Råds litteraturpris. Stridsbergs skrivestil har en drømmende karakter, hvor m...
Læs hele forfatterportrættet