BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
karen fastrup
Foto: Morten Holtum
*Seneste udgivelse

Karen Fastrup

Senest opdateret
  • Karina Søby Madsen
    cand.mag., 2019
Hovedforfatter
  • Karina Søby Madsen
    cand.mag., 2008

Intro

Karen Fastrups psykologiske romaner tager læserne med ind i sindets krinkelkroge og tilbage i romankarakterernes barndomsuniverser for at forstå deres problemfyldte liv. Personerne er ofte på dybt vand som Karen i den autofiktive roman ”Hungerhjerte”, der i forlængelse af et kærlighedssammenbrud får en psykiatrisk diagnose, og som må dykke ned i sin fortid for at få fodfæste i livet igen. I det hele taget er karaktererne fulde af revner og sprækker, som de må undersøge, udforske og gøre op med for at forstå sig selv og leve deres liv fuldt og helt.

Baggrund

Karen Fastrup er født den 8. juli 1967 på Askov Højskole, hvor hendes far, som var cand.mag. i musik og nordisk filologi, var ansat som lærer. Da Karen Fastrup var godt 1 år, døde hendes bror, og det satte dybe ar i familien. I 1972 tog faderen – sammen med en gruppe tidligere kolleger – initiativ til at bygge Kolding Højskole. Imens faderen havde fuld fart på højskoleprojektet, uddannede Karen Fastrups mor sig til pædagog og blev leder af en børnehave.

”Harun passede cisternen, og det gjorde han nidkært. Hver dag kravlede han ned i den med en spand fæstnet til sit bælte. Han kendte stenene og vidste præcis, hvor han skulle sætte fødderne. Jo længere han kom ned, jo mere iltfattig blev luften. Og ofte lå vandspejlet lavt, ikke langt fra jordens midte, forekom det Harun.”

“Mine syvogtyve sansers elskede”, s. 7.
karen fastrup
Foto: Morten Holtum
  • Født

    8. juli 1967 på Askov Højskole.

  • Uddannelse

    Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, hvor hun mangler at skrive specialet, og en uafsluttet uddannelse ved Forfatterskolen i København. Oversætter.

  • Debut

    Brønden, Rosinante, 2000.

  • Litteraturpriser

    Arbejdslegater fra Statens Kunstråd og Statens Kunstfond. Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, 2007. 'Hungerhjerte' er præmieret af Statens kunstfond som et værk af særlig høj kunstnerisk kvalitet i 2019.

  • Seneste udgivelse

    Hungerhjerte. Gyldendal, 2018. Roman.

  • Inspiration

    Kerstin Ekmann og Terje Vesaas.

Familien flyttede aldrig ind i den nybyggede højskole, men overtog i stedet en nedlagt gård i nærheden af Kolding. Her boede Karen Fastrup fra hun var otte år sammen med sine forældre, en søster og bror til hun blev student fra Kolding Gymnasium i 1986.

Efter afsluttet studentereksamen drog Karen Fastrup til København, og i 1988 begyndte hun at læse litteraturvidenskab på Københavns Universitet. I 1991 fik hun sin første søn, Malte. Fra 1997 til 1998 gik hun kortvarigt på Forfatterskolen, til hun fødte barn nummer to, datteren Selma. To år senere satte Fastrup så sin første roman “Brønden” i verden, som fulgtes af børnebogen “Kampen om Syrakus” et par år efter. Børnebogen skrev hun sammen med sin daværende mand, digteren Niels Lyngsø. I 2003 udkom romanen “Mine syvogtyve sansers elskede”, og seneste skud på bogstammen er romanen “Hungerhjerte” fra 2018. Ved siden af hendes egne skriverier arbejder Fastrup som oversætter af romaner og faglitteratur fra engelsk, norsk og svensk.

Fra 2012-14 boede Karen Fastrup i Tanzania, men i dag bor hun på Frederiksberg.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Karen Fastrups romaner er særdeles psykologiske. I de to første romaner lader hun sine karakterer dykke ned i brønden i en udforskning af deres fortid for at nå frem til at kunne etablere en fornuftig fremtid. I “Begravelsen” er brønden som symbol på søgen efter mening skiftet ud med to andre symboler, nemlig med graven og jagttårnet. Graven bliver indbegrebet af alt det, Paula må gøre op med, førend hun kan begrave det. Og jagttårnet symboliserer vejen derhen. Det er et symbol på menneskets jagt efter mening, på hippiernes idealer om at være ét med naturen og på det at være fanget i sin egen fortid. Sidstnævnte mening opstår ved, at Ingmars bror Gösta benytter jagttårnet som et flugtsted. Efter at han bliver hjerneskadet, bruger han et utal af timer i jagttårnet på at kaste sig ind i væggen og brøle og buldre som et dyr, der er fanget, ikke i et bur, men i sin egen krop.

Samlet set kan man sige, at Karen Fastrup har noget så gedigent oldschool som et udpenslet budskab i sit forfatterskab, som er, at det først er i opgøret med ens fortid, at den kan begraves. Dette tema står meget tydeligt frem i Fastrups seneste roman ”Hungerhjerte”, hvor hovedpersonen får så alvorligt kludder i kærlighedslivet, at hun kommer i behandling for en psykologisk lidelse. For at komme sig, dykker hovedpersonen ned i fortiden, og hun viser læserne, hvorledes de mønstre for kærlighed, der grundlægges i barndommen, kan følge en for resten af livet. I værket beskrives barnet Karens enorme trang til at føle forældrenes kærlighed, og hvor mange krumspring hun gør for, at de skal elske hende. I ungdommen søger hun kærlighed og bekræftelse ude i nattelivet som for at kompensere, og i mødet med Jan genlever hun på en måde sit forhold til faderen, idet Jans behov for at føle sig fri får Karen til at tvivle på hans kærlighed til hende.

Et andet budskab, som præsenteres i både “Mine syvogtyve sansers elskede”, “Begravelsen” og ”Hungerhjerte”, er, at skriften kan forløse. At mennesket kan benytte pennens brod til at spidde fortiden og komme overens med sin historie og sig selv. I den autofiktive ”Hungerhjerte” gør det psykiske sammenbrud ganske vist forfatteren og oversætteren ude af stand til at skrive, men hun bliver også tidligt i sit sygdomsforløb klar over, at hendes erfaringer må omdannes til romanform. Terapi og skrift bliver således sideløbende spor i værket.

Beslægtede forfatterskaber

I sin skrivestil og med sine psykologiske tematikker ligner Karen Fastrup meget lidt den generation af forfattere, der har debuteret i starten af det 21. århundrede. Denne generation, som blandt andet tæller forfattere som Dy Plambeck og Ina Merete Schmidt, er i højere grad ironiske betragtere af verden end psykologiske fortolkere af den. Fastrup siger da også selv, at hun ikke oplever det store slægtskab: “Jeg føler ikke, at jeg har så meget til fælles med mine jævnaldrende danske kolleger. Det er det øde land og landbomiljø, der især fascinerer mig lige nu. Jeg tror aldrig jeg vil komme til at skrive om unge, der driver fra café til café i København. Jeg er selv vokset op på en pløjemark, men vi var egnens tilflyttere, og min far var akademiker, så vi faldt aldrig helt til. Derfor er jeg vokset op med et fremmed blik på den verden, jeg befandt mig i.” [1]Malene WichmannDen uortodokse læserDagbladet Information, 2007-05-12..

Dette fremmede blik på verden bruger Fastrup flittigt i sine værker. Både Emma i “Brønden”, Clemens og Anna i “Mine syvogtyve sansers elskede” og Paula i "Begravelsen" bølger i en bevægelse mellem fremmedgørelse og sammensmeltning. Især de kvindelige karakterer er skiftevis fremmedgjorte over for sig selv og fuldt integrerede, de føler sig skiftevis fremmedgjorte over for andre mennesker for dernæst at føle sig sammensmeltede med dem, og deres relation til naturen er ligesådan. Denne fremmedgørelse har hun til fælles med den generation af forfattere, der debuterede i 1990’erne, såsom Kirsten Hammann med romanerne “Vera Winkelvir” og “Bruger de ord i kaffen” og Christina Hesselholdt med romanen “Kraniekassen”. Men hvor disse 90’er-forfattere afspejler fremmedgjortheden ved at lade den trænge langt ind i sproget og i fortællingernes strukturer, så er Karen Fastrup mindre fragmentarisk i sin sproglige stil. Med sin kritik af 70’ernes frigørelsesprojekt i romanen “Begravelsen” og til dels også ”Hungerhjerte” bliver det desuden oplagt at drage paralleller til Naja Marie Aidts digtsamling “Bavian” fra 2008 og Katrine Marie Guldagers “Lysgrænsen” fra 2007, som begge er skrevet på et opgør med 70’erne. Desuden er det værd at trække en parallel til nordiske forfattere som Kerstin Ekman og Herbjørg Wassmo.

Hovedkarakteren Anna fra “Mine syvogtyvesansers elskede” har mange fælles træk med Herbjørg Wassmos Dina fra “Dinas bog”, “Lykkens søn” og “Karnas Arv”. Både Anna og Dina lever på grund af og på trods af deres begær, og begge har en tendens til at smelte sanseligt sammen med deres omgivelser – både i form af andre mennesker og i form af landskaber.

”Hungerhjerte” tematiserer emner som angst, kærlighed, sex og psykisk sygdom, og den er oplagt at sammenligne med flere af Suzanne Brøggers værker, blandt andet værket ”Koral”, der tematiserer et følelsesmæssigt opslidende forhold til en fødselslæge.

Adspurgt om hendes egne litterære fortællebilleder siger Karen Fastrup: “J.P. Jacobsen har et meget sanseligt sprog. Han er så præcis og detaljerig i sine beskrivelser, at hans billeder netop står og vugger mellem at være glasklare og fremmedgørende. Så på den måde føler jeg nok et fjernt slægtskab med ham. Det samme gør jeg med Rainer Maria Rilke, hvis roman “Malte Laurids Brigges optegnelser” har betydet rigtig meget for mine egne skriverier. [...] Men jeg kan også nævne Kerstin Ekman, Tarjei Vesaas, Sigrid Undset, Michael Ondaatje, Ian McEwan, Halldór Laxness, Knut Hamsun.” [2]Lisbeth LarsenMine syvogtyve sansers elskede – interview med forfatter Karen Fastrup. Litteratursiden2003-12-15. Måske det er derfor, at Paulas barn i “Begravelsen” hedder Kerstin – som en litterær hilsen til Kerstin Ekman.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Brønden
Brønden

Karen Fastrup

Rosinante, 2000. Roman.

Kampen om Syrakus
Kampen om Syrakus

Karen og Niels Lyngsøe Fastrup

Gyldendal, 2002. Børnebog.

Mine syvogtyve sansers elskede
Mine syvogtyve sansers elskede

Karen Fastrup

Rosinante, 2003. Roman.

Bgravelsen
Bgravelsen

Karen Fastrup

Gyldendal, 2008. Roman.

Udfordringen : en erotisk fortælling
Udfordringen : en erotisk fortælling

Karen Fastrup

Rosinante, 2013.

Hungerhjerte
Hungerhjerte

Karen Fastrup

Gyldendal, 2018.

Novelle

360° : erotiske noveller
360° : erotiske noveller

Lindhardt og Ringhof, 2013. Bidrag af: Karen Fastrup.

Om forfatterskabet

Karen Fastrup

Forfatterens egen hjemmeside med kort præsentation af forfatteren og de enkelte værker samt links til anmeldelser. Desuden kan man se forfatterens foredragskalender.

Den uortodokse læser

Malene Wichmann

Dagbladet Information, 2007-05-12.

Æggemadder og rock'n'roll
Æggemadder og rock'n'roll

Politiken. - 2009-02-15. Forfatteren Karen Fastrup om sin barndom og sin mor.

Med grønt blæk
Med grønt blæk

Politiken. - 2009-02-22. Forfatteren Karen Fastrup om sin barndom og sin mor.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Karen Fastrup

Kilder citeret i portrættet

[1]

Den uortodokse læser

Malene Wichmann

Dagbladet Information, 2007-05-12.

[2]

Mine syvogtyve sansers elskede – interview med forfatter Karen Fastrup. Litteratursiden

Lisbeth Larsen

2003-12-15