Sigrid Undset

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
januar 2026

Hovedforfatter

Jette Lundbo Levy
1991

Man plejer at bruge ordet reaktionær i nedsættende betydning, som et udtryk for idémæssig forstening og fjendtlighed mod udvikling og forandring. Sigrid Undset var en af Nordens store reaktionære forfattere i det 20. århundrede. Sigrid Undsets dybe utilfredshed med sin egen tid og hendes kritiske analyse af mange af dens fænomener og yndlingsideer viste sig at blive kunstnerisk frugtbar og frembragte blandet andre den store historiske roman Kristin Lavransdatter, som indbragte hende Nobelprisen i 1928.

Foto: Ullstein Bild/Ritzau Scanpix

Født
20. maj 1882 i Kalundborg.
Død
10. juni 1949 i Lillehammer.
Uddannelse
Handelsuddannelse.
Debut
Fru Martha Oulie, 1907.
Litteraturpriser
Nobelprisen, 1928.
Seneste udgivelse
Olav Audunssøn. Gyldendal, 2026. (Olav Audunssøn i Hestviken og Olav Audunssøn og hans børn, 1925-27). Oversat af Ida Jessen.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Sigrid Undset læser et digt op og holder radiotale. 1940.

Udvalgte bøger

En reaktionær forfatter

Man plejer at bruge ordet reaktionær i nedsættende betydning, som et udtryk for idémæssig forstening og fjendtlighed mod enhver form for udvikling og forandring. Den norske forfatter Sigrid Undset (1882-1949) var en af Nordens store reaktionære forfattere i det 20. århundrede. Men i sammenhæng med hende må ordet så også få sin grundbetydning tilbage. Det betyder én, der reagerer kritisk på sin samtid og søger at bringe tidligere tiders glemte ideer og værdier ind i den igen.

Den kvalificerede reaktionære, som ikke er bange for at se modsigelser i øjnene - også i sig selv, har ikke noget med forstening at gøre. Hun er en provokation for forstand og følelse. Sigrid Undsets dybe utilfredshed med sin egen tid og hendes kritiske analyse af mange af dens fænomener og yndlingsideer viste sig at blive kunstnerisk frugtbar og frembragte blandet andre den store historiske roman "Kristin Lavransdatter", som indbragte hende Nobelprisen i 1928. Den skal man ikke gå glip af, for Sigrid Undset er frem for alt en stor fortæller, der er inspireret af sagaer og folkeviser.

Den elendige nutid

Den første bog, Sigrid Undset gik til en forlægger med, var en roman, som foregik i middelalderen. Den blev afvist, og hun fik det råd, at hun hellere skulle skrive om nutiden. Sådan kom hun til at debutere med en samtidsroman om ægteskab, "Fru Marat Oulie" i 1907. Det er en roman, hvor den store kærlighed, som fører til utroskab, viser sig at være en illusion og egentlig lige så glædesløs og betydningsløs, som det ægteskab hovedpersonen lever i.

Digtene "Ungdom" og romanen "Fattige skjebner" fra samme periode fortsætter desillusionen og viser en udsigtsløshed i en begivenhedsløs hverdag, hvor menneskers tilværelse forekommer meningsløs. Både på grund af de materielle vilkårs elendighed, og fordi der i den enkelte er en viljesløshed og retningsløshed.

Middelalderen som idealtid

Grænser for kvinders liv, og mænds med, er klare og synlige i middelalderens feudalsamfund med slægten og religionen, som sætter tydelige rammer for menneskers udfoldelse, og arbejdsdelingen mellem kønnene og familiens betydning er ikke til at tage fejl af. For Sigrid Undset bliver middelalderen en form for idealtid, en epoke, hvor mennesker udfolder sig fuldt og harmonisk, og hvor universelle menneskelige vilkår bliver klart synlige.

I middelalderromanerne "Olav Audunssøn" og især i "Kristin Lavransdatter" udfolder de mange ideer og tendenser i forfatterskabet sig sammen med en viden om epoken og en fortællekunst inspireret af sagaer og folkeviser til en vældig helhed, som er forfatterskabets kunstneriske højdepunkt. "Kristin Lavransdatter" er en lyst for læseren, og den er en af de romaner, som man vender tilbage til mange gange i sit liv. Det skyldes nok, at romanen, selv om den er en historisk roman, i så høj grad også er styret af det moderne menneskes - især den moderne kvindes - længsler.

Kvindeliv og skæbnemønster i middelalderen

Frem for alt er "Kristin Lavransdatter", hvis handling foregår i første halvdel af 13-hundredetallet i Norge, en kærlighedsroman. Det er den store og bestemmende lidenskab, der bryder alle menneskelige og guddommelige lov, som er på spil her fra de sarteste og mest poetiske udtryk til hensynsløs og frydefuld sanselig udfoldelse og indtil erindringens fylde og hvide gennemskinnelige lys ved grænsen til døden.

I romanens første del Kransen fremlægges fra begyndelsen det voldsomme spændingfelt, som Kristin kommer til at leve i. I et syn oppe i fjeldet ser hun en elverkvinde, som med betagende skønhed vil lokke den lille pige bort fra sikkerheden i hjemmet. Og kort tid efter ser hun i domkirken i Hamar det gyldne lys fra Kristus´ kåbe, der svøber sig om hende med en utrolig sødme og ro. Spændingsfeltet mellem den verdslige og erotiske lykke og den lovbestemte og guddommelige lydighed bliver tidligt i romanen synlige som to lige stærke muligheder og lyster i den ganske unge Kristin.

Forholdet mellem Kristin og hendes far, storbonden Lavrans, er præget af en kærlighed og en tillid, så det næsten har guddommelig tyngde; intet kan rokke ved, at hun er den elskede datter. Alligevel kommer Kristin til at svigte denne tillid, da hun som ganske ung møder ridderen Erlend Nikulaussøn. Da han rørte ved hendes barm "følte hun det som om han åbnede for hendes hjerte og tog det". Han tager mere til. Men de vil have hinanden, og deres kamp for at blive gift er dramatisk og fører mange ulykker med sig.

Husfrue, romanens anden del, er en skildring af Kristins ægteskab med den smukke, høviske, men også vidtløftige Erlend, og er samtidig en tæt skildring af middelalderens hverdagsliv på et stort riddergods. Den viser især kvindernes liv og arbejde, slidsomme fødsler og sygdomme.

Kristin får syv sønner, og har hun været lidenskabelig i sit forhold til den elskede, så er hun det ikke mindre nu i forhold til sønnerne. Dette skiller hendes delvis fra manden, hans politiske projekter og krigstogter sætter sønnernes og slægtens interesser på spil. Mandens og kvindens verden forekommer pinefuldt spaltede, og det afsætter bitterhed, men også stor styrke og magtfuldhed hos Kristin. Der er både brogethed og dybdeperspektiv i denne del af romanen.

Korset, romanens afsluttende del, er en regnskabets bog, hvor Kristin - som sønnerne vokser til og Erlend dør - får overblik over sit liv og forsøger at forsone sig endegyldigt med den Gud, hun har trodset. Det er en lidelsernes bog, som slutter med samfundets opløsning under Den sorte døds, pestens, ødelæggelse af alle faste strukturer.

Det er ikke nogen mørk bog. De dobbelte viljer hos Kristin føjer sig sammen. De menneskelige lidenskaber er meningsfulde og føjer sig ind i det yndefulde og perspektivrige skæbnemønster, som Undset danner ved romanens slutning.

Gud, skæbne og katolicisme

I 1925 konverterer Sigrid Undset til katolicismen. Den katolske kirke som institution bliver for Sigrid Undset en garant for lov, sandhed og en fastholdelse af tradition i menneskers liv. Det bliver en handling, som sætter sit præg på den følgende del af hendes forfatterskab.

Hendes anden store middelalderroman om "Olav Audunssøn" beskriver et kompliceret og tildels ulykkeligt kærlighedsforhold mellem Olov og Ingun Steinfinsdatter. Det er en beretning om, hvordan følelser af skyld slider mennesker i stykker og ødelægger en sen lykke. Romanens dominerende tema er helt i overensstemmelse med en middelalderlig oplevelsesverden kampen mellem menneskets egen vilje og Guds vilje.

Mere lykkeligt end i samtidsromanerne "Gymnadenia" og "Den brændende busk", som er omvendelsesromaner folder Sigrid Undset sig ud som religiøs forfatter med helgenbiografien "Caterina af Siena", som blev udgivet efter hendes død.

Den gamle fortællende genre, som helgenbiografien er, får nyt liv med Sigrid Undsets store historiske indsigt og moderne bevidsthed om mirakler og undere. Caterina bliver forstået med en indlevelse i samtiden. Den sene middelalders og den tidlige renæssances bystater. Den hellige Caterina fremstår i Sigrid Undsets udgave som en utopisk skikkelse. Trods sin fysiske svaghed er hun en magtfuld kvindelig politiker, der taler hjertets og troens sprog mod materialistisk beregning og politisk opportunisme. Også Caterina er som andre af Undsets historiske hovedpersoner en syntese af noget gammelt og af moderne forhåbninger og længsler.