Amalie Smith

Genrer og tematikker

Amalie Smith udforsker i sine værker det at se og det at læse. I ”Læsningens anatomi” handler det om at læse, i ”Marble” om at se. Den anatomiske dissektionstanke fra ”Læsningens anatomi”, hvor netop læsningen gøres til genstand for kirurgisk interesse, kan overføres til de andre værker i deres videnskabelige tilgang: I ”I civil” er der medicinske optegnelser over krop og celle, i ”Marble” er marmors anatomi under mikroskopet, i ”Thread Ripper” stof og vævning, i ”Terracotta” liv og ler. Overordnet kan forfatterskabet siges at være en søgen efter en genstands iboende væsen: læsningens væsen, kroppens væsen, kunstens væsen, skulpturen/materialet/overfladen/farven/stoffet/lerets væsen. Særligt i ”I civil” udforsker Smith den vedtagne klassifikation af verden i plante-, dyre- og mineralriget ved at huske os på, at krystallinske strukturer indgår i dyrekroppen i f.eks. tænder.

Med forfatterens baggrund som både elev på Forfatterskolen og på Kunstakademiet sprænger Amalie Smiths værker rammerne for gængse genrekonventioner inden for form og indhold. Nogle tekstbidder i ”De næste 5000 dage” er samplet direkte fra virkelige medier og fungerer som readymades, mens andre ligner manuskripter med regibemærkninger og forfatterkommentarer. Smiths tekster har en teoretisk klangbund i deres udforskninger af tid, materiale, rum og bevægelse. De naturvidenskabelige betragtninger forbliver ikke abstrakte, men omsættes særligt i debutværket i sansningen og sproget til dele af en kærlighedsfortælling. Selv siger forfatteren om den naturvidenskabelige inspiration: ”Meget af det, jeg skriver, handler om abstrakte ting som tid, rum, lys og uendelighed. Jeg kan godt lide at beskrive den bevægelse, der ligger i at gøre det abstrakte hel konkret.” (Camilla Stampe: Det handler om at udforske det uafgørlige. Information, 2009-08-05).

Som eksempel på, hvordan det abstrakte og det konkrete spiller sammen, nævner Amalie Smith oplevelsen og forståelsen af tid: ”Jeg er optaget af, at man ved at opholde sig på bestemte steder på bestemte årstider kan se tilbage på de steder, hvor man har opholdt sig før på den samme årstid - men tidligere. På den måde er tiden ikke kun noget, der går lineært i én retning, men også noget man kan springe rundt i.” (Camilla Stampe: Det handler om at udforske det uafgørlige. Information, 2009-08-05). Det kropslige og det erkendelsesmæssige mødes i Smiths tekster, som bliver til studier af livets gang i et både meget stort og et meget småt perspektiv.

Beslægtede forfatterskaber

Den hybridform, Amalie Smith bruger i sine bøger, ligner udgivelser fra andre forfattere i dansk samtidslitteratur. Eva Tind Kristensen har i sine bøger ”do” og ”Eva+Adolf” flittigt brugt fotos, readymades og skiftende litterære former, og Maja Lee Langvad har bl.a. i sit debutværk ”Find Holger Danske” ligeledes indoptaget elementer fra virkeligheden. En forfatter som Pablo Llambías bruger i sine tidlige værker skiftende fortælleformer og ikke-litterære indslag, og Amalie Smith nævner selv dennes ”Rådhus” som et beslægtet værk. Også Mette Moestrups digte og norske Erlend Loes romaner gør brug af disse greb.

Den naturvidenskabelige interesse har Amalie Smith til fælles med f.eks. Peter Adolphsen, Sissel-Jo Gazan og Merete Pryds Helle, som ikke mindst i ”Den Store Åbning” (2024) deler Smiths interesse for såvel materialer og materialehistorie som livets opståen og menneskelivets udvikling. De skriver begge nysgerrigt om vævning og væveren Ada Lovelace, om ler og lerfigurers historie og fortællinger, om universets og livets opståen og om menneskehedens historie. De spørger åbent til, hvad et menneske er, og hvor vi kommer fra.

I en helt anden formel boldgade har Svend Åge Madsen i sit forfatterskab også afsøgt mulighederne for sammensmeltningen eller ophævelsen af tid og rum.

Amalie Smith nævner selv følgende slægtskaber: ”Kirsten Thorups Love from Trieste, Lars Skinnebachs digte, Rasmus Graffs koncepter, Theis Ørntofts digte og Christina Hesselholdts prosa.” (Interview med Forfatterweb, marts 2011).

Som Smith i ”Terracotta” undersøger, hvordan mennesket til alle tider har søgt at give statuer og materialer liv, undersøger norske Matias Faldbakken i ”Vi er fem” (2020), hvad der sker, når den unge mand Tormod får afløb for sin skabertrang ved at eksperimentere med lerblandinger, mens han er på stoffer og hører høj musik. Her får Golemmyten nyt liv, da Tormods lerklump bliver levende og går bersærk i det norske villakvarter.

Relaterede forfattere