Eva Tind

Genrer og tematikker

Eva Tind har skrevet digtsamlinger, romaner og to biografier om de markante personligheder den danske stumfilmsskuespiller Asta Nielsen og videnskabskvinden Marie Hammer. Tinds digte er mere konstruerede og minimalistiske, end de er sentimentale. Ikke at der ikke er følelser på spil, men fordi forfatterinden indhenter sprog fra alle mulige forskellige tekster, bliver hendes egen stemme et ekko af stemmer fra verden og hverdagen. Sproget i digtene kan derfor virke upersonligt i sin enkelthed, hvilket især skyldes den flittige brug af lister, opskrifter og ordrer. Listerne opremser navneord på navneord og i ”eva+adolf” bruges også fremmedord fra tysk, fra engelsk og de latinske benævnelser på eksempelvis øjets enkeltdele. Opskrifterne begynder også med en liste (med ingredienser), mens instruktionsteksten minder om ordren i sin brug af bydeform: tag, kog, spis. Sproget er hårdkogt og nedkogt. Tind udfordrer normer og tabuer. Selvom digtenes sprogbrug altså er stiliseret, ja nogle steder ligefrem kølig og neutral, er digtenes indhold voldsomt og konfronterende. Identitet er et tema, der gennemsyrer hele forfatterskabet. Digtene rejser de spørgsmål alle, men i særdeleshed børn der er adopteret, på et eller andet tidspunkt må stille sig selv. Spørgsmål om arv og miljø og om selve menneskets væren: Hvem er jeg? Hvordan havde jeg været, hvis jeg var født et andet sted? Og hvordan skal jeg forstå begreber som mor, far og familie, når min mor, min far og min familie ikke ligner alle de andres. I forlængelse af identitetsforvirringen opstår interessen for mødet mellem forskellige kulturer, og det sammenstød og de konflikter det ofte medfører. Ud over at have besøgt sit oprindelsesland Korea har Tind også rejst i Afrika og Grønland. Disse geografiske områder har det til fælles, at de tidligere har været koloniseret af europæiske lande. Man bruger begrebet ’postkolonialisme’ til at beskrive disse tidligere kolonier, der bl.a. som en konsekvens af deres historie nu døjer med problemer som økonomisk nedtur, ulighed og undertrykkelse. Eva Tind arbejder med postkolonialismen i både sine bøger, sin kunst og i arkitekturen ved at undersøge tematikker som oprindelse, tradition og magtforhold.

Beslægtede forfatterskaber

Eva Tind tager tekster og billeder ud af deres oprindelige kontekst og giver dem en ny betydning ved at bruge dem i sine bøger. Denne teknik kaldes ’readymade’ og har været brugt mange gange i både billedkunsten og litteraturen, siden den franske billedkunstner Marcel Duchamp i 1917 skabte stor debat om kunsten og kunstnerens rolle med sit værk ”Fountain” – et signeret urinal. En anden dansk digter, der også arbejder med readymades, er Maja Lee Langvad. Hun er ligesom Tind adopteret fra Korea. I sin debut ”Find Holger Danske” fra 2006 omskriver hun bl.a. janteloven, og hun genbruger spørgeskemaformen, som man kender den fra kulørte ugeblade, til at stille tyve spørgsmål til hhv. sin adoptivmor i Korea og sin biologiske mor i Danmark. Magtkampe børn imellem er en tematik, man også finder hos Naja Marie Aidt. Hendes digtsamling ”Poesibog” fra 2008 skildrer venindeforhold og pigers gryende seksualitet, men også i Aidts noveller er barndommen en kærkommen kampplads for menneskelige relationer. Aidt er desuden, sammen med digteren Mette Moestrup, foregangskvinde for en postkolonialistisk strømning i nyere, dansk litteratur. Begge har de problematiseret forholdet mellem Danmark og Grønland i deres lyrik. Eva Tind nævner i et interview filmen ”Sliding Doors” som et eksempel på, hvordan tilfældigheder kan ændre den enkeltes liv. ”Livet er jo på en måde bygget op på tilfældigheder – altså, hvis man var gået til venstre i stedet for til højre den dag, så havde man slet ikke mødt den mand, og man havde fået nogle andre børn, hvis man overhovedet havde fået nogen. Det er jo et grundvilkår hos mennesket, og det grundvilkår peger jeg på i bogen.” [1]Anne Marie AndresenAdoptionen i kunsten: kunsten i adoptionenAdoption og samfund, Årg. 34, nr. 3, 2010.. Fascinationen af tilfældighedsprincippet deler hun med den amerikanske forfatter Paul Auster. I romanen ”City of Glass” fra 1985 (”By af glas”, 1987) tager historien afsæt i, at hovedpersonen Quinn påtager sig en anden mands identitet, en mand der vel og mærke har samme navn som forfatteren, Paul Auster. Navnesammenfald er altså et andet virkemiddel Auster bruger til at undersøge og spejle identitetens mange sider.

Relaterede forfattere