”På det infrarøde fotografi, hun tager i spejlet på flytoilettet, ligner hendes hud voks eller mat krystal. Læberne går i ét med resten af ansigtet, fregnerne er udviskede. Infrarødt lys trænger længere ind i hud end hvidt lys, før det reflekteres.”
”Marble”, s. 19.
Marble har sat sig for at undersøge forholdet mellem overflade og farve og rejser derfor til Athen for at kigge på skulpturer på Akropolis. Hun vil ikke lære at læse, men at se, og læseren ser med hende. Marble kigger på materialer, former og (rester af) farver, lige som hun har udstyret sit digitale spejlreflekskamera med en særlig linse, der kan løfte infrarødt lys ind i det synlige farvespekter. Hun kan altså se mere, end vi vanligvis kan med det blotte øje, og det viser sig relevant hos de antikke skulpturer, hvor historien er gemt i falmede farvepigmenter.
Sideløbende med fortællingen om Marbles optegnelser i Athen har hun en brevveksling med veninden Laila i New York, Skype-samtaler med Daniel hjemme i Danmark og en fortløbende samtale med en 3D-animator. Derudover er der et fyldigt parallelspor om billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen. Komponisten Carl Nielsens hustru tog i 1903 til Athen for at lave kopier af nogle arkaiske skulpturer, og hendes kærlighed til kunsten var lige ved at koste hende ægteskabet. Mange af de optrykte brevvekslinger mellem hr. og fru Nielsen vidner om to engagerede og temperamentsfulde kunstnere, hvilket sætter den køligt registrerende Marble i perspektiv.
”Marble” udfordrer de klassiske romankonventioner ved at være en fragmenteret, observerende tekst på grænsen til at være en semividenskabelig studierapport på Kunstakademiet, hvor Amalie Smith også har læst. Kunstvidenskabelige spørgsmål undersøges i et rent og køligt sprog: Hvad er form, farve og overflade? Hvad kan vi se med det blotte øje, og hvordan kan vi se resten? Hvordan kan man med moderne teknikker genskabe antikke værker og give liv til de døde? Tekstur, porøsitet, materiale og overflade er romanens primære undersøgelsesområde sammen med et kritisk blik på den vestlige kulturhistorie. På British Museum i London, hvor oprindelige dele af Parthenonfrisen befinder sig, brugte rengøringsfolk f.eks. ammoniak og kobberværktøj til at fjerne farverester fra frisen i den tro, at det var snavs.
Amalie Smith
Amalie Smith har med sine originale udgivelser viet verden omkring sig en detaljeorienteret og præcist registrerende opmærksomhed. Hun går såvel personligt som kunstnerisk og naturvidenskabeligt ti...
Læs hele forfatterportrættet
