”Henne ved bordet er vores søn begyndt at tale babysprog. Så skubber han tungen ud i underlæben og laver uartikulerede lyde med en så pågående stemme, at det er umuligt at ignorere ham. Det er i den her slags situationer, at jeg skal holde mig selv i snor. Jeg vil ikke blive vred over det.”
Vulkanø, s. 59.
”Vulkanø” er både et kritisk blik på turisme og en ærlig indsigt i et menneske, der kæmper sig på plads i rollen som mand, voksen og som far. Som i centrale scener af "Sfinx", hvor den lamme Jan Schnecker sidder forstenet med solskoldning ved en idyllisk pool, er vi i "Vulkanø" på en ferieø, hvor turismen holder gang i pengestrømmen. ”Vulkanø” er inddelt i kapitler med sted og datobetegnelse, og romanen starter, da en lille familie – bestående af et forældrepar i trediverne, en søn på fem år og en etårig datter - er kommet hjem fra ferie. Sønnen har mistet en højtelsket bamse i lufthavnen, og faren drager afsted til hittegodskontoret for at påtage sig den forbilledlige rolle som helt, som han både higer efter og er utilpas ved. I andet kapitel er romanen tilbage på Tenerife en måned forinden, og familien er indlogeret på hotel, hvor tiden går med små magtkampe ved den uoverskueligt store buffet.
Undervejs er der feriefotos, og rejsen til det paradisiske turistmekka gennemgås kronologisk. Det viser sig, at paradis ikke er så afslappende. Forældrene er i søvnunderskud, og sønnen er trodsig og urimelig, og faren - der har mange lighedstræk med Daniel Dalgaard selv - kæmper gevaldigt med lige dele høje forventninger, manglende overblik og et ulmende raseri.
Alle kapitler er skrevet med jegfortæller, og der veksles mellem flashbacks, rapporterende nutidsafsnit og selvreflekterende afsnit om især forældrerollen. Tonen er ofte (absurd) humoristisk, og situationerne er letgenkendelige for børnefamilier.
Daniel Dalgaard
I alle Daniel Dalgaards bøger lurer samfundskritikken mere eller mindre tydeligt under overfladen, og menneskets psykologiske afgrunde berøres med spidsen af en fod. I 2021 udgav han sin romandebut...
Læs hele forfatterportrættet