Daniel Dalgaard

Genrer og tematikker

Daniel Dalgaards bøger er meget forskellige, men alligevel er der fælles temaer. Et af de temaer er ensomhed og længslen efter fællesskaber. Selv har han udtalt: ”Generelt er jeg meget interesseret i ensomhed og i fællesskaber af alle mulige slags. Både dem som er løse og tilfældige eller enorme og abstrakte eller tætte og konkrete. Fællesskabet mellem dem som er stødt på hinanden på en rygsækrejse i Asien, eller fællesskabet i kernefamilien. Fællesskabet på arbejdspladsen, i skakklubben. Og så den ensomhed, som altid er en følgesvend. Dynamikkerne kan være så komplekse og subtile, og der er altid en pris for deltagelsen. Vi opgiver en smule af os selv for at lindre følelsen af at være fanget alene i vores eget kranium.” [3]Anna MøllerInterview med forfatteren. Forfatterweb2022-12-15.

Både i de to digtsamlinger og i "Sfinx" anvender Daniel Dalgaard spejle. I ”Vi er ikke konger” lyder det på side 45: ”Du ser øjne i spejlene og omvendt”. Og ’omvendt’ er en reference til udtrykket ’at se noget i øjnene’, så sætningen kunne lyde ”Du ser øjne i spejlene og spejle i øjnene”. Spejle er ofte et symbol på at indse noget eller at iagttage sig selv, og netop det gør også Jan og Thea i romanen ”Sfinx”. De betragter sig selv og deres liv, og hvor Jan er fastlåst og har livet bag sig, har Thea sit liv og alle muligheder foran sig, hvis hun tør overskride sine egne grænser. Helt konkret optræder spejle flere steder i ”Sfinx”, bl.a. i Jans historie om mødet med den ensomme Kira, der holder øje med bylivet i Gudhjem gennem små spejle opsat ud for vinduerne. I ”Spejlkamel” er titlen taget fra en enpuklet dromedar-figur skabt af hønsenet, tapetklister, avispapir og små spejlstumper i uregelmæssige former, og den bliver et symbol på det at navngive noget, der egentlig er noget andet, med andre ord tage sproget i besiddelse og gøre det til ens eget fremfor noget abstrakt.

Daniel Dalgaards digte ligger tæt op ad hans personlige liv, og dermed optræder forfatterens venner og kæreste med deres rigtige navne, ligesom der i ”Spejlkamel” refereres til en tilsyneladende selvoplevet oplevelse med natterend på en efterskole, hvor seksualitet og samvær begynder at få større betydning. Selv har han udtalt i en replik om selvbevidsthed og selvoptagethed i litteraturen: ”Fra min digtertrone ser alt det hurlumhej om autofiktion, de har haft ovre i prosaen, underlig ud: Den sitren, der kommer af at have en fortæller, der på den ene side er rodfæstet i den såkaldte virkelige verden uden at være fanget i den, har altid været en del af digtningen, som jeg ser det.” [1]Rasmus Elmelund»Litteraturen er et sted, hvor urimeligheden og tvivlen og se…Information, 2018-09-04..

Også ”Vulkanø” er tæt på Daniel Dalgaards eget liv og kan læses autofiktivt. Hustruen og moren i romanen hedder Stine, og der er bl.a. flashbacks til tiden som højskolelærer.

Daniel Dalgaard er politisk i flere af sine bøger, der ofte rummer en civilisationskritik. Også hovedpersonen Thea er en kritisk røst i romanen ”Sfinx”. Hun er rejst til Sydøstasien med sin diktafon og kamera for at dokumentere, at de rejsendes baggrunde og oplevelser er nogenlunde ens, og det, som backpackerne tror, er unikt, i virkeligheden bare er en (udnyttende) industri. Thea bliver imidlertid selv en del af en udnyttende pengekultur, da hun hyrer en prostitueret og ydmyger ham, og dermed bliver kritikken også en påpegning af menneskets psykologiske faldgruber og latente ondskab i jagten på at være ’noget’ eller ’nogen’.

De psykologiske magtspil er hyppige i ”Sfinx”, og den underliggende modbydelighed findes bl.a. også i ”Spejlkamel” i digtet på side 12: ”Mellem os ligger to skumgummimadrasser/ og i vores arme har vi hver især en af mine små brødre/ som vi hidser op inden vi slipper dem løs på hinanden.” Her holdes små børn tilbage som kamphunde, inden de skal i struben på hinanden, og dermed er de med til at tematisere et af de store spørgsmål, som også ”Sfinx” handler om, nemlig: Hvad er et menneske? Selv har Daniel Dalgaard formuleret sin fascination af menneskets forestillinger om dem selv således: ”Menneskets svimlende manifestationer af deres forestillinger om liv og mening, hvordan udtrykkes de, og hvem er de for?” [3]Anna MøllerInterview med forfatteren. Forfatterweb2022-12-15.

I ”Vulkanø” foregår magtspillene mellem især den femårige søn og faren. Mens sønnen forsøger at få sin vilje, forsøger forældrene at være tålmodige og forstående, men ofte ender det i ren fallit for begge parter.

Beslægtede forfatterskaber

Med udgivelsen af ”Vi er ikke konger” blev Daniel Dalgaard især sammenlignet med Lars Skinnebach (f. 1973), der var underviser på Forfatterskolen og som er kendt for sine vilde og uforudsigelige digte. Hans digte er ofte sværttilgængelige og svære at forstå, og især i ”Vi er ikke konger” fremstår Daniel Dalgaards analytiske tilgang til stoffet og forkærligheden for systemer og kategoriseringer.

I ”Spejlkamel” er der referencer til at vokse op i provinsen uden et kendskab til kunst eller finkultur, og i essayet om mænd i det 21. århundrede, ”Forestillingen om Patrick Mortensen”, plæderer Daniel Dalgaard for en mere åben definition af kønsidentiteter og -stereotyper. De to aspekter er begge noget, som forfatteren Glenn Bech (f. 1991) er inde på i eksempelvis ”Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet”, hvor en indigneret stemme fremsætter et manifest om social ulighed, klasseskam og homoseksualitet i provinsen. I sin ukunstlede natur og morsomme hverdagssituationer ligner ”Spejlkamel” desuden Asta Olivia Nordenhofs (f. 1988) digtsamling ”det nemme og det ensomme”.

Med sine historiske og bornholmske strenge har ”Sfinx” slægtskab med Merete Pryds Helles (f. 1965) langelandsfortælling i ”Folkets skønhed”, hvor læseren følger bondedatteren Marie og hendes fattige slægt i 1930’erne og frem. Merete Pryds Helles slægtshistorie bygger på medlemmer fra hendes egen familie, og lilleputsamfundet i den bornholmske del af ”Sfinx” kender Daniel Dalgaard også indefra. Om at vokse op i et lille samfund har han sagt: ”Da jeg var stort barn og ung voksen, synes jeg at mine omgivelser forsøgte at gøre alting mindre. Det var Herregud og Bevarmigvel. Det var en generthed overfor følelserne og en afsmag over for det storladne, som ikke kun kom fra mine forældre, men også fra mine lærere, mine venner, dem jeg voksede op sammen med. Det er en lillehed, der har sat sig i mig, sikkert for altid, men jeg forsøger at lade den blive derinde og ikke give den afløb.” Samtidig har forfatteren en forkærlighed for andenhåndsfortællinger, rygter, anekdoter og familiehistorier. ”Alle disse ting trækker tråde, som ikke er helt lige, tilbage til min opvækst.” [3]Anna MøllerInterview med forfatteren. Forfatterweb2022-12-15.

Den politiske og samtidskritiske linje i den sammensatte ”Sfinx” minder også om Jonas Eikas (f. 1991) sci-fi novellesamling ”Efter solen”, der bl.a. handler om en ung beach boy i Cancun. ”Efter solen” modtog Nordisk Råds Litteraturpris i 2019, og samlingen rummer både samtidskritik og fokus på økonomisk ulighed og manglende nærvær, ligesom Jonas Eika ved prisoverrækkelsen holdt en særdeles kritisk takketale rettet mod socialdemokrat og statsminister Mette Fredriksen.

I sin nære fremstilling af det, der tilsyneladende er forfatterens eget liv og erfaringer, har ”Vulkanø” åbenlyse lighedstræk med Karl Ove Knausgårds selvbiografiske romanserie ”Min Kamp”, deriblandt bind to, der handler om livet med små børn og om selvbillede, familiedynamik og almindelig hverdag.

Relaterede forfattere