Glenn Bech

Genrer og tematikker

I Glenn Bechs erindrende debut undersøges baggrunden for og eftervirkningerne af hans fars selvmord og de psykiske påvirkninger, der gjorde sig gældende i hans barndom. Det tema er behandlet af mange forfattere før, men Glenn Bechs roman er ikke klassisk i sin form og i den måde, den fortælles på. Formen kaldes ”noter” og ”et værre rod” på side 69 i ”Farskibet”, og det formsprængende kaos kan også sammenlignes med tankestrømme eller eksperimenterende og genreblandende litteratur.

Et eksempel på genreblandingen er den afsluttende linje, der findes i den korte tredje del, hvor tonen er mere rolig: ”Kære Far,/ som faldt i søvn af sorg/ Hvis bare du kunne se mig nu” (”Farskibet”, s. 550-552). Ved hvert linjeskift er der ny side. Det er en form eller en metode, der oftest ses i lyrikkens verden, hvor man i høj grad eksperimenterer med digtenes fysiske optræden på papiret. Billedsproget i sætningen ”faldt i søvn af sorg” giver et poetisk islæt, mens modtagerforholdet ”kære far” kendes fra brevromanen. Den direkte henvendelse ”hvis bare du kunne se mig nu”, der både indeholder patos, ømhed, bitterhed og barnlig smerte, er gennemgående for autofiktive værker, hvor der ønskes et opgør med nogen. Autofiktionen, der forener selvbiografi og fiktion, er en genre, der findes i mange nyere romaner, og hvor udsigelsesjeget – som i lyrikken – er meget tæt på forfatterjeget, og det er oplagt også at kunne se autofiktive træk i romanen ”Jeg er ikke færdig med dig”. Hovedpersonen Lasse er terapeut og mediekendt, og han har svært ved at frigøre sig fra det traditionelle mandebillede, han er opvokset med.

Blandt sine inspirationskilder nævner Glenn Bech selv feministiske tænkere som Judith Butler og politikeren Jacinda Ardern, og både ”Farskibet” og ”Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet” og "Jeg er ikke færdig med dig" har også en kønspolitisk linje i sig. På side 325 i ”Farskibet” skriver forfatteren således direkte – og med versaler: ”DET VAR GIFTIG MASKULINITET, der ødelagde og fortsat ville ødelægge livet, både for dig, mig og alle omkring os.”

Begrebet ”giftig maskulinitet” handler om de forventninger, man kunne have til at skulle være en ”rigtig” mand: At idealmanden ikke græder, han er stærk og handlekraftig, kan spille fodbold og har en høj libido. Og den libido er vel at mærke rettet mod det modsatte køn. Ideen er ikke ny, selvom den feministiske kritik af begrebet står stærkt i dag. Allerede i 1995 formulerede den australske sociolog Raewyn Connell en teori, der siden er blevet udviklet en del. Teorien fremsatte, at én enkelt maskulinitetsforestilling har overtaget i vores samfund, og det dermed var blevet udbredt, at der kun var én måde at være mand på. Det er netop de samme forventninger og idealforestillinger, som begrebet ’giftig maskulinitet’ kritiserer. Glenn Bech anfører direkte i et interview med Deadline, at hans far ikke havde de fornødne redskaber til at kunne italesætte sine følelser, da han var opdraget til ikke at skulle drage omsorg for hverken sig selv eller for andre. I farens selvmordsbrev skriver faren direkte, at han ikke følte sig tilstrækkelig som mand.

Beslægtede forfatterskaber

Som traumeerindring lægger store dele af Glenn Bechs ”Farskibet” sig op ad bl.a. Rolf Sparre Johanssons (f. 1985) digtsamling ”Begravelse” (2016). Digtsamlingen handler om morens død og er netop skrevet i et formsprængende sprog. Moren dør efter en lungetransplantation, og forløbet beskrives i et flashback-præget talesprog, der afbryder sig selv. Sproget falder fra hinanden i syntaksløse fragmenter med forkert ordstilling og en næsten stammende form, som om jeget græder, mens det taler: ”om lørdag da de opererede hende igen lod de/ hende/ lukkede de hende ikke/ fordi hun svulmede så meget op at det simpelthen/ at/ at de blev nødt til at hun/ stod åben så hun godt kunne svulme op” (”Begravelse”, s. 22).

Samme hakkende sprog finder man i yderste potens i Lasse Raagaard Jønssons (f. 1994) digtsamling ”Ssn Snnart” (2021), der bruger forfatterens eget stammende sprog. På åbningssiden lyder det: ”å å åbner vinduet/ og det ssisitrer/ lungerne sitrer når jeg trækker/ vejret ind. i vvv/ i vvindueskarmen er en af de planter/ min mor ikke fik plads til på bostedet/ hun er flyttet ind på”.

Den autofiktive genre og opgøret med fortiden findes i mange romaner i disse år, og en af dem er Katrine Marie Guldagers ”Det samme og noget helt andet” (2021). Guldager (f. 1966) er måske bedst kendt for sine noveller og den seks bind store Køgekrønike og bearbejder sine egne traumer i ”Det samme og noget helt andet”, hvor hun bl.a. skriver, at sorgen sidder i kroppen, men hun har ingen anelse om, hvordan man så får den ud. Over den samme korte periode i starten af sine 20’ere mister forfatteren både sin nære veninde og sin far, og da der efterfølgende opstår uoverensstemmelser over arvegods i den sammensatte hippiefamilie, falder Katrine Marie Guldager helt udenfor. Romanen lægger sig tæt op ad virkeligheden, har forfatteren udtalt, men samtidig er det udelukkende hendes version, og gennem bogen løber fortællerens stemme også som en indigneret og lidt barnlig tone, der ikke forstår, hvad der foregår.

Tonen i manifestet er både vred og veloplagt, og deri minder bogen om Kristina Nya Glaffeys frådende – og ret underholdende – ”To The Modern Man” (2022). Begge ligner de debatindlæg i deres politiske emner, men bøgerne er mere end det. De er stemmer, vidnesbyrd, fulde af oneliners – og dyb, dyb smerte.

Med romanen ”Jeg er ikke færdig med dig” har Glenn Bech bevæget sig over mod en mere enkel og traditionel fortælleform, der udformer sig som en kronologisk fremadskridende roman med kapitler. Dens eksplicitte sexscener og fokus på misbrug, ensomhed og mindreværd giver reminiscenser af Niels Henning Falk Jensbys debut ”Techno” fra 2016, og begge rummer en udviklingshistorie for fortælleren.

Relaterede forfattere