Édouard Louis

Genrer og tematikker

Édouard Louis’ bøger udspringer direkte af hans eget liv. ”Færdig med Eddy Bellegueule” handler om hans opvækst og identitetskrise som homoseksuel dreng i et machosamfund, mens ”Voldens historie” undersøger det drabsforsøg, han i 2012 blev udsat for. Det kan kaldes autofiktion, for selv om der er massive overlap med virkeligheden, er begge bøger litterære i deres form og tone. Om blandingen af virkelighed og fiktion har Louis’ udtalt: ”Da jeg skrev bogen [”Færdig med Eddy Bellegueule”, red.], ville jeg fortælle sandheden om det liv, der bliver levet. Den usynlige verden. Ikke ved at sammenblande grænsen mellem liv og fiktion, men ved at gøre det modsatte: at få sandheden om det sociale liv til at nærme sig litteraturen, gennem det sprog der faktisk tales.” [1]Matthias Dressler-BredsdorffLitterær sensation beskriver virkelighedens usyn…Politiken, 2015-02-01..

Sproget spiller en helt særlig rolle for Louis, både som redskab til at give oversete miljøer og klasser en stemme og i en mere eksistentiel forstand. I ”Voldens historie” stiller han skarpt på, hvordan sprog og tid spiller ind på vores opfattelse af handlinger og hændelser.

Louis’ uddannelse inden for sociologi skinner igennem, og problemerne i hans bøger bliver altid anskuet både politisk og akademisk. Særligt drejer hans bøger sig om social arv og samfundets reproduktion af voldelig adfærd. For ham er vold, had og snæversyn noget, der nedarves gennem generationer, og det er denne kæde af vold gennem historien, han med sine bøger ønsker at gøre opmærksom på. I ”Hvem slog min far ihjel” er den politiske indignation særligt tydelig, og især bogens tredje del fremstår som et angreb på eller opråb til Frankrigs politikere.

Endelig er seksualitet et gennemgående træk i Louis’ romaner. ”Færdig med Eddy Bellegueule” viser en ung dreng, der bliver bekendt med sin egen homoseksualitet, hans forsøg på at overkomme den og passe ind i en udpræget maskulin verden. I ”Voldens historie” findes der både passioneret homoseksuel sex og dens diametrale modsætning, samt politiets mistænkeliggørelse af et homoseksuelt offer for en voldtægt. Nok er unge Eddy blevet til Édouard og flyttet til det frisindede Paris, men fordommene lever stadig, og dem bruger Louis litteraturen til at udpege.

Beslægtede forfatterskaber

Édouard Louis er for den politiske åre i sit forfatterskab og høje røst i offentligheden blevet sammenlignet med den franske forfatter Émile Zola (1840-1902). Louis blander sig ofte i politiske debatter og lever på mange måder op til Georg Brandes’ ideal fra det moderne gennembrud om, at kunsten og litteraturen skal sætte problemer under debat.

Selv udpeger han William Faulkner, Toni Morrison, James Baldwin og den franske filosof Didier Eribon som litterære forbilleder. [2]Ane FarsethåsThe State of the Political Novel: An Interview with Édouard Lou…The Paris Review, 2016-05-03..

I samme interview nævner Louis også Karl Ove Knausgårds og nobelprismodtageren Svetlana Aleksijevitjs måde at udfordre romanens præmis om fiktion på. Louis’ autofiktion skabte da også som Knausgårds røre, da han debuterede med ”Færdig med Eddy Bellegueule”.

Louis’ behandling af vold som noget, der er indlejret i samfundet, og som nedarves gennem generationer, udspringer af sociologen Pierre Bourdieus tanker om vold. Om det har Louis i et interview sagt: ”Når du udsættes for endeløs vold i en enhver situation, ethvert øjeblik af dit liv (…), ender du med selv at reproducere det mod andre, i andre situationer, med andre midler.” [4]Garth GreenwellGrowing Up Poor and Queer In a French VillageThe New Yorker, 2017-05-08..

Louis’ romaner fra udkanten af samfundet kan sammenlignes med danske Thomas Korsgaards romantrilogi om Tue, ”Hvis der skulle komme et menneske forbi” (2017), ”En dag vil vi grine af det” (2018) og ”Man skulle nok have været der” (2021). Korsgaard var som Louis i starten af tyverne, da han debuterede med en roman med selvbiografiske træk om at vokse op med en spirende homoseksualitet i økonomisk og kulturel fattigdom.

Morten Papes roman ”Planen” (2015) og Yahya Hassans digtsamling ”YAHYA HASSAN” (2013) foregår også i miljøer langt væk fra store dele af det litterære miljøs linse, hvor vold og kriminalitet trives. Men den vrede, man finder i for eksempel Hassans digte, er markant mere kontrolleret hos Édouard Louis. Selv om han også peger på samfundets skyld, søger han altid at forklare, hvorfor det i nogle sociale grupper er lettere at tale med tæsk end ord. Når Louis udpeger uhensigtsmæssig og skadelig adfærd, følger der altid et forsøg på en forklaring af, hvor i samfundets strukturer vreden opstår.

”Hvem slog min far ihjel” kan sammenlignes med den ligeledes homoseksuelle amerikanske forfatter Maggie Nelsons ”Argonauterne” (2019). I begge bøger trækker forfatterne citater fra andre forfattere og intellektuelle ind som supplement til fortællingerne, som udspringer af deres eget liv.

I 2021 udgav Glenn Bech sin debutroman ”Farskibet”, der deler flere temaer med Louis’ værker: den giftige maskulinitet, det snærende klassesamfund og den internaliserede vold.

Relaterede forfattere