”… jeg kender den så godt, den glæde som drenge som min bror føler når de begår overgreb, letheden de bliver opfyldt af når de konstaterer at deres bytte sidder i saksen, og at det lider, det er den samme ophidselse der viste sig i ansigtet på drengene i skolen når de slog mig og kaldte mig klamme svans ...”
”Kollaps”, s. 97.
Tilsammen tegner der sig et billede af en sammensat personlighed, som allerede tidligt i barndommen udviste reaktioner på, at hans biologiske far forlod ham, og at hans stedfar – fortællerens far – systematisk udsatte ham for vold. I sine teenageår begyndte han at lyve, stjæle og drikke, og som 20-årig flygtede han hjemmefra. I lange perioder var han væk, og når han kom hjem, var det for at fortælle om de store drømme, der matchede det fattige liv så dårligt, og måske var det, der endte med at slå ham ihjel: Drømmen om lykke, rigdom og kærlighed, som hverken familien eller samfundet formåede at understøtte. I hjerteskærende scener hører vi om faderens skånselsløse ydmygelser, om moderens medløberi og om vold, utroskab og invaliderende alkoholisme i hans kærlighedsrelationer.
Fortælleren reflekterer, også med blik til anden litteratur om sorg og melankoli, over, hvad der skaber et menneske. Om det Sår, broren brugte som forklaring på sin elendighed, var medfødt eller påført; om nogen mennesker vælger at stå uden for tiden i selvvalgt lidelse. Med forfatter Anne Carsons ord har vi brug for historier om hinanden, og ”Kollaps” er en lillebrors forsøg på at skrive en historie om den bror, han slog hånden af, 10 år før han døde. Også i denne roman interesserer Louis sig for, hvilken betydning klasse har for ens muligheder i livet, og han undersøger atter den nedarvede vold og de mekanismer, der gør voldsoffer til voldsudøver.
Édouard Louis
Med politisk indignation trækker Édouard Louis i sine bøger det tæppe væk, der skjuler Frankrigs underklasse. Det er litteratur derfra, hvor bøsse er et skældsord og læsning en fornærmelse. Som en ...
Læs hele forfatterportrættet
