Annie Ernaux

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
september 2025

Hovedforfatter

Martine Stock
journalist, april 2021

Den selvbiografiske forfatter Annie Ernaux betragtes som en af sin tids vigtigste franske stemmer. Med afsæt i sit eget liv tegner hun et portræt af fortiden og samtiden. Hun skriver om pige og kvindeliv, begær og skam, kønsroller og klassesamfund, tid og hukommelse og løfter sin egen historie til en fælles, europæisk fortælling. I sit hjemland har Ernaux længe høstet stor anerkendelse og priser for sine bøger, og de senere år har hun også nydt et internationalt gennembrud med ”Årene”, der anses for at være et hovedværk i hendes forfatterskab.

Baggrund

Annie Ernaux er en fransk forfatter, født i 1940 i Lillebonne i Normandiet. Da hun var et par år gammel, flyttede familien til den franske by Yvetot, hvor de kom til at eje en café og en købmandsbutik. Hun gik i en katolsk privatskole sammen med piger fra middelklassen og levede i det store hele en ret beskyttet tilværelse, har hun blandt andet beskrevet i den selvbiografiske bog ”Pigen fra ’58”.

”Intet andet skriveprojekt forekommer mig om ikke lysende klart eller nyt, og slet ikke lykkeligt, så i hvert fald vitalt, i stand til at få mig til at leve hævet over tiden. Bare at nyde livet er et uholdbart perspektiv, fordi ethvert øjeblik uden noget skriveprojekt ligner det sidste øjeblik.”

”Pigen fra ’58”, s. 15.

Hun var 17 år, før hun for første gang var rigtig væk hjemmefra, da hun fik arbejde på en feriekoloni. Året var 1958, og de voldsomme oplevelser, hun fik den sommer på kolonien, er omdrejningspunktet for førnævnte roman. Et par år senere tog Ernaux til London for at arbejde som au pair, og da hun kom tilbage til Frankrig, startede hun på universitetet for at uddanne sig til gymnasielærer.

Foto: Catherine Hélie © Editions Gallimard

Født
1. september 1940, Normandiet, Frankrig.
Uddannelse
Uddannet gymnasielærer ved l’Université de Rouen.
Debut
Les Armoires Vides, 1974.
Litteraturpriser
Françoise-Mauriac-prisen, 2008. Marguerite Duras-prisen, 2008. Den franske sprogpris, 2008. Télégramme’s læserpris, 2009. Premio Strega Europeo-prisen, 2016. Nobels Litteraturpris, 2022.
Seneste udgivelse
Den frosne kvinde. Gad, 2025. (La femme gelée, 1981). Oversat af Niels Lyngsø.
Inspiration
Simone de Beauvoir.

I sin roman ”Årene” beskriver Ernaux dét at skrive som en måde at undslippe frygten for at blive vanvittig. I 1974 udgav hun sin første roman, ”Les Armoires Vides”, om illegal abort og hendes bevægelse væk fra arbejderklassen til middelklassekulturen. Ernaux blev gift og fik to børn og opnåede i de følgende år litterær anerkendelse. Det var dog først i 2000, da hun gik på pension, at hun for alvor begyndte at skrive og hendes litterære karriere tog fart. I 2008 udkom ”Årene”, som betragtes som et hovedværk i hendes forfatterskab, og som blev hendes internationale gennembrud. Den varme modtagelse har overrasket Ernaux: ”Det var, som om læserne genopdagede, at de havde et liv bag sig. Et kollektivt liv, som før dem måske ikke havde haft nogen særlig betydning, men så opdagede de, at det havde det,” har Ernaux sagt [3].

Tematisk kredser Ernaux’ bøger om seksualitet, skam og dét at være kvinde, både førhen og nu. Da #MeToo-bølgen ramte Frankrig i 2017, støttede Ernaux op om opgøret med magtudnyttelse og mandlig dominans: ”Jeg er helt enig med #MeToo. Der er bestemt overdrivelser, men det vigtige er, at kvinder ikke længere accepterer denne form for opførsel. I Frankrig hører vi så meget om vores forførelseskultur, men det er ikke forførelse, det er mandlig dominans. Misbruget er ikke kun i det seksuelle domæne - det er til stede overalt, også i litteraturen. Kvindelige forfattere fremsættes meget mindre til tv-programmer, hvor der er tre mænd til hver kvinde. Der er denne idé, at en kvinde er romanforfatter og en mand forfatter,” har hun fortalt til den engelske avis The Guardian [2].

Misbruget af magt har hun oplevet på egen krop og beskrevet i ”Pigen fra ’58”, der blandt andet handler om hendes seksuelle debut og skammen, der fulgte efter. Manden var leder, ældre og følelseskold og tænkte kun på sin egen nydelse og ikke den uerfarne og yngre pige foran ham. Hun betegner ikke selv oplevelsen som en voldtægt, men et overgreb, og i bogen reflekterer hun over det, hun kalder for ’mændenes selverklærede ret til at behandle hende dårligt’, fortæller hun i et interview: ”I min uskyldighed og uvidenhed fandt jeg mig pludselig liggende i en seng med et køn i munden. Men han forblev overbevist om ikke at have gjort noget som helst forkert.” [3].

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Hør Annie Ernaux fortælle om ”Årene”. The Shakespeare and Company Bookshop, Paris, 2018.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Annie Ernaux er kendt for at skrive inden for den selvbiografiske genre. Dog bruger hun sjældent ’jeg’, men i stedet ’hun’, ’vi’ eller ’os’. Dette er især kendetegnende for ”Årene”, der følger hendes liv fra barnsben frem til det nye årtusinde i kombination med den kollektive historie: ”Når jeg tænker på mit liv, ser jeg min historie siden barndommen og frem til i dag, men jeg kan ikke adskille den fra den verden, hvor jeg boede; min historie er blandet med min generation og de begivenheder, der skete med os. I den selvbiografiske tradition taler vi om os selv, og begivenhederne er baggrunden. Jeg har vendt dette. Dette er historien om begivenheder og fremskridt og alt, hvad der har ændret sig i 60 år af en individuel eksistens, men transmitteret gennem "vi" og "dem". Begivenhederne i min bog tilhører alle,” har hun sagt til The Guardian [2].

Et andet træk, der er typisk for Ernaux’ forfatterskab, er, at hun bruger selvportrætter til at fremkalde stemninger, følelser og en tidsånd. Sjældent skriver hun dog om sine egne eller andres følelser. Hendes beskrivelser er nøgterne; sproget enkelt og præcist. Selv har hun sagt, at hun ikke er en forfatter, der fokuserer på følelser.

Gennemgående for Ernaux’ forfatterskab er pige- og kvindeliv, hvor hendes egne oplevelser og erfaringer er til stede som lag i fortællingen. Siden hun var barn, har hun mærket den forsigtighed, som piger skulle bære sig med. At det var strengt forbudt at have sex før ægteskab, for ellers ville ingen mand have en – og det var jo det værste, der kunne overgå én – og de dobbeltstandarder, der eksisterede for mænd og kvinder dengang og til stadighed gør det i dag. At være ung kvinde og have et begær dengang var skamfuldt, men da hun er blevet ældre og fraskilt, reflekterer hun over, at det føles som om, hun har fået sin ungdom tilbage – bare uden skammen. Gennem sine egne oplevelser som pige, ung kvinde og senere moden kvinde portrætterer hun dermed også forandringer i tiden og i sig selv.

Et andet gennemgående tema i Ernaux’ forfatterskab er tid og sprog. Når hun beskriver oplevelser, er de ofte knyttet op på tid; en særlig tidsånd, en kultur, sociale forhold i tiden. Hun reflekterer også over, hvordan tid ændrer opfattelsen af begivenheder, som det for eksempel beskrives i ”Pigen fra ’58”. I ”Årene” spiller tiden hovedrollen, når hun beskriver samfundsudviklingen gennem seks årtier i Frankrig, og hvordan tiden samtidig forandrer hende. I ”Min far & Kvinden” har tiden også en afgørende rolle i hendes portræt af forældrenes liv, fra fødsel til død, sammenflettet med historiske begivenheder, der har været med til at gøre forældrene til de personer, de var.

Sproget er ligeledes et vigtigt tema; sprogets magt til at definere virkeligheden og skrive erindringer. Erindringer, der lever videre, efter man selv er borte, og som kan bevare noget af den tid, hvor man aldrig mere vil være, som forfatteren skriver i ”Årene”.

Beslægtede forfatterskaber

Annie Ernaux bliver ofte sammenlignet med den franske forfatter Simone de Beauvoir. Begge kvinder skriver inden for den selvbiografiske genre og opfattes som store, franske forfatterinder. Der er heller ingen tvivl om, at Annie Ernaux i sit forfatterskab har været inspireret af Simone de Beauvoir, som hun følte et slægtsskab med som kvinde. De to havde en brevveksling omkring Ernaux’ to første romaner, som Simone de Beauvoir roste. Selv har Ernaux beskrevet ligheden med de Beauvoir således: ”Ligesom hende ser jeg litteratur som en forpligtelse, et middel til handling på verden, kamp og ikke en hellig ting. Som de var for hende, er projektet med at leve og at skrive uadskilleligt i mig,” har hun sagt i forbindelse med en bog om Simone de Beauvoir. Teksten er gengivet på hjemmesiden annie-ernaux.org (egen oversættelse). Derimod adskiller de to forfattere sig i deres måde at skrive på, har Ernaux sagt.

Ernaux er tillige blevet sammenlignet med Marguerite Duras, der siges at have opfundet autofiktionen som litterær genre. Særligt er Ernaux’ ”Pigen fra ’58” blevet sammenlignet med Duras’ ”Elskeren” (1984) på grund af måden at skrive om sig selv på i tredje person og beskrivelserne af sex.

Af danske forfattere kan Ernaux sammenlignes med Tove Ditlevsen i sin måde at spejle egne oplevelser og erfaringer i beskrivelserne af kvindeliv. Selvom Ditlevsen skrev sine bøger, længe inden den selvbiografiske genre formelt var ”opfundet”, er hun også selvbiografisk og selvudleverende i sine tekster. Norske Karl Ove Knausgård skriver ligeledes autofiktion, og i ”Min kamp”-serien tager forfatteren udgangspunkt i sit eget liv fra barndom til voksen og reflekterer over livet på godt og ondt.