James Baldwin

Genrer og tematikker

James Baldwin væver i alle sine tekster, hvad end der er tale om essays eller romaner, sine egne erfaringer ind i et større udsyn, der ofte handler om social retfærdighed og religion. For ham hænger religion og politik sammen. Man kan ikke have det ene uden det andet. Det er derfor, hans barndoms kirke bliver hyklerisk, fordi han oplever en grænse for, hvor langt næstekærligheden kan nå. Den kan ikke nå uden for kirken, og det går ikke i et samfund, hvor han oplever hvor voldelig segregeringen mellem de hvide og sorte kan være. Når kirken bliver hyklerisk, er det af politiske årsager, og når politikken bliver hyklerisk er det af åndelige årsager. Når den politiske frihed hviler på undertrykkelsen af andre, er det ikke en ægte, åndelig, frihed.

For Baldwin er næstekærligheden det grundlæggende princip for et samfund, hvor undertrykkelsen fylder det hele. De mennesker han skildrer er tit sårbare, udsatte, fattige og udgrænsede. Hans blik for disse karakterer er både kynisk og ekstremt kærligt. I flere af hans bøger går spejlet igen som ledemotiv, spejlet og den andens ansigt. I ”Næste gang” skriver Baldwin: ”[S]amtidig har en stor del af de hvides angst sin rod i den hvide mands lige så dybe trang til at ses, som han er, til at slippe fri fra sit spejls tyranni. Vi ved alle, hvad enten vi er i stand til at indrømme det eller ej, at spejle altid lyver, at druknedøden er alt, hvad vi kan vente der.” (”Næste gang”, s. 108). Det er aldrig nok at se sit eget ansigt i Baldwins forfatterskab, man må også se den andens ansigt, når man ser sig i spejlet, som skrevet tidligere i afsnittet om ”Giovannis værelse”.

Selvom Baldwin var en forfatter, der skrev meget eksplicit om sortes rettigheder i USA i en tid, hvor der var en i hvert fald overfladisk forandring i gang, så ville det være forkert at rubricere Baldwin som en forfatter, der kun skriver om sorte mennesker. Baldwin skriver ud fra en specifik kontekst, og også tit med partikulære politiske budskaber, men hans budskaber rækker langt videre. De gælder alle mennesker.

Beslægtede forfatterskaber

En af Baldwins store forbilleder var den noget ældre amerikanske forfatter W.E.B. Dubois. Dubois er født i 1868 og døde i 1963, og han var blandt de første til at identificere raceadskillelsen som et af USA's store politiske problemer. Både som sociolog, forfatter og aktivist satte han de sortes rettigheder på dagsordenen. Her kan man også pege på en af Dubois’ jævnaldrende, nemlig antropologen og forfatteren og filmskaberen Zora Neale Hurston. Hun lavede bl.a. et enormt vigtigt indsamlings- og arkiveringsarbejde af slavegjortes mundtligt overleverede historier. Blandt andet med nogle af de sidste slavegjorte, der ankom til USA med skib, og som Hurston nåede at interviewe om de oplevelser, inden de døde.

En af Baldwins jævnaldrende forfattere, som han nærede en dyb respekt for, var digteren Audre Lorde. Lorde har både skrevet digte og essays og har blandt andet skrevet en af nøgleteksterne for intersektionel feminisme, essayet ”The Master’s Tools Will Never Dismantle The Master’s House” (1984). Lordes poesi er for nyligt blevet oversat til dansk af digteren Shadi Angela Bazeghi i samlingen ”Der findes ingen ærlige digte om døde kvinder”, der for første gang på dansk præsenterer et bredt udvalg af Lordes digte.

Den amerikanske forfatter Ta-Nehisi Coates skrev i 2014 en bog, ”Between the World and Me” (”Mellem verden og mig”, 2016), der var direkte inspireret af Baldwins essay ”Mit fængsel rystedes”, som er at finde i ”Næste gang”. Det er et brev til Baldwins nevø, som handler om at være sort i USA. Coates skriver et brev til sin søn, som er et åbent brev, der svarer til den snak mange sorte forældre har med deres sønner, når de når en vis alder, hvor de for nogle hvide mennesker kan virke truende, selvom de bare er 12 år.

Herhjemme kan man pege på forfatterskaber, der på forskellige måder også handler om racisme. F.eks. Maja Lee Langvads ”Find Holger Danske” (2006) og ”Hun er vred” (2014). Eller Lone Aburas’ ”Det er et jeg der taler (Regnskabets time)” (2017) og ”Den sorte bog (B-sider)” (2019). Det kunne også være digteren Mikas Lang, der har skrevet digtsamlingen ”Melanin” (2019).

Relaterede forfattere