BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Lån på biblioteket

Det er et jeg der taler (Regnskabets time)

Lone Aburas

43 sider, ill.Udgivet: 2017

Lån på biblioteket
Senest opdateret
  • Maria Roslev
    cand.mag., december 2022
Hovedforfatter
  • Carl Martin Faurby
    journalist, 2009

Intro

Agitprop er genrebetegnelse på Lone Aburas’ bog ”Det er et jeg der taler (Regnskabets time)”, der udkom i 2017 i et samarbejde med Krabbesholm Højskole. Bogen er gennemillustreret med tegninger forestillende forfatteren, udført af Mo Maja Moesgaard. På bogens bagflap står der ordforklaring på titlens og genrens definitioner, og således: ”Agitprop, sammensat af begyndelsen af ordene agitation og propaganda. I Sovjetunionen blev agitprop ofte udført af mobile grupper, der med letforståelige teaterstykker, plakater, digte og film søgte at vinde befolkningen for revolutionens sag”. Dette er altså ikke en fiktion, en roman eller en fortælling. Det er en vred stemme, der har fået nok af verdens generelle tilstand og over 20 tætskrevne sider uden ophold revser det samfund og den kultur, hun er en del af. Inklusiv sig selv, sin familie og sine litterære kolleger. Fortælleren er træt af at lægge fingre imellem, nu falder ordene råt for usødet og hun langer ud til presse, politikere, blødsødne humanister og vendekåber.

”Det virker bare så fesent, så fattigt i det hele taget at vade gennem endnu et fakkeltog af gode intentioner og ikke-ideologier. Hvad er en fredsring, hvad er reggae til din demo mod at dø for en sag som denne her helt forfærdelige i Syrien?”

”Det er et jeg der taler (Regnskabets time)”, s. 39-40.

Centralt i teksten er race og etnicitet og ikke mindst den allestedsnærværende, men ofte ignorerede racisme, der findes i Danmark. På første side refereres, hvordan pædagogerne i fortællerens børnehave grinede af hendes far, der ikke kunne udtale hendes pæredanske navn korrekt, et navn hun havde fået for at komme lettere gennem livet i Danmark. I den situation ligger så meget nedladende fordomsfuldhed, misforstået hensynstagen og konkretisering af, hvor svært det er at begå sig; og der hænger stadig en skam over fortælleren et halvt liv senere.

Teksten har en energi, som er den udløb for et helt livs opsparet skam og vrede. Fortælleren er færdig med at sidde med sin Macbook Pro og tænke over at være et sansende jeg i verden, nu vil hun ud og lave riot og bide i den vrede asfalt. Teksten er et spark i måsen til fortælleren selv og en hyldest til dem, der faktisk letter sig fra skrivebordsstolen og gør noget. Eksplicit nævner hun den palæstinensiske frihedskæmper og flykaprer Leila Khaled og den russiske anarkist og kvinderetsforkæmper Emma Goldman som forbilleder.

Lone Aburas

Lone Aburas’ bøger handler om halvkedelige dagligdagsting som at sidde ved kassen i Føtex eller arbejde i en styrelse. Det kedelige er skrevet sjovt og rammende, men i både i ”Politisk roman” og ”D...

Læs hele forfatterportrættet

Opdag andre bøger