Colson Whitehead

Genrer og tematikker

”All men are created equal” står der i den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776. Alligevel blev slaveriet først ophævet i 1863, og vrede, oprørte røster kæmper i dag stadig for lige rettigheder for USA’s sammensatte befolkning. I Colson Whiteheads bøger kredser han om uafhængighedserklæringen som om et uindfriet løfte. Racisme og diskrimination af den sorte befolkning i USA er det bærende tema, og romanerne giver et solidt udgangspunkt for at forstå, hvad der foregår i USA i dag.

I ”Den underjordiske jernbane” går Whitehead til den aktuelle racismes kilde ved at gå dybt ned i slaveriet i 1800-tallet, og i ”Drengene fra Nickel” springes til 1960’ernes borgerrettighedsbevægelses oprør mod de raceadskillende Jim Crow-love, der bl.a. betød, at sorte og hvide ikke måtte spise på samme restaurant, benytte samme toiletter eller sidde ved siden af hinanden i bussen. I romanen betyder det, at de sorte og de hvide drenge lever en komplet adskilt skoletilværelse, også på skolens gravpladser.

Whiteheads bøger opstiller spørgsmålet om, hvordan de sorte kan forbedre deres livsmuligheder i et brutalt, undertrykkende og racistisk amerikansk samfund. For hvilken vej bør USA gå i et samfund, hvor racismen fortsat trives i bedste velgående? Idealistens eller pragmatikerens?

Colson Whitehead går grundigt til værks med sin historiske research. Men han gør det på sin egen måde, og i en roman som ”Den underjordiske jernbane” blander han realisme med fri fantasi og opnår derved et let surrealistisk præg, som hjælper til at løfte historien op på et højere plan. Grænsen imellem fakta og fiktion bliver opløst på hovedpersonens rejse fra delstat til delstat, hvor hun oplever forskellige samfundsformers særlige racistiske udformning. Romanens rejseform fungerer allegorisk ved at spille på faktiske begivenheder i verdenshistorien. Den genrebrug læner sig litteraturhistorisk op ad 1700-tallets satiriske rejseskildringer som Jonathan Swifts ”Gullivers rejser” (1726) og ”Niels Klims underjordiske Rejse” (1741) af Ludvig Holberg, hvori de fiktive personer drager fra land til land og oplever forskellige samfundsformer, der er parodier på forfatternes datidige samfund. Hos Whitehead viger det parodiske for det tragiske.

Forfatterens frie brug af de historiske fakta har som effekt, at racismen ikke blot belyses i slaveriets periode, men peger ud på racismens historie i det hele taget, herunder f.eks. røveri af sortes lig til medicinsk forskning, og eutanasi og sterilisation af kvinder med klar henvisning til Hitlers Nazi-Tyskland.

Beslægtede forfatterskaber

Af tæt beslægtede forfatterskaber er der selvfølgelig de store, amerikanske forfattere, der direkte beskæftiger sig med afroamerikaneres forhold i USA. Toni Morrison (1931–2019) kredser i sit forfatterskab om de sortes historie og de amerikanske slavers rædsler. Hendes hovedværk er ”Beloved” fra 1987 (”Elskede”, 2004, filmatiseret med bl.a. Oprah Winfrey), og en sammenligning med Whiteheads ”Den underjordiske jernbane” er oplagt: Indholdsmæssigt fordi de begge skildrer en bortløben kvindelig slave, og formmæssigt benytter Morrison sig af en art magisk realisme, og Whitehead lader barnesindets forestillinger twiste de historiske fakta.

Forfatteren James Baldwin (1924–1987) var en af de største amerikanske aktivister i 1960’ernes borgerrettighedsbevægelse (sammen med Martin Luther King og Malcolm X), der er et omdrejningspunkt i ”Drengene fra Nickel”. I dokumentarfilmen ”I Am Not Your Negro” (2016) fortæller Baldwin, hvordan han måtte udvandre fra USA til Paris i 1948 for at kunne ånde og udvikle sig som forfatter – noget som han beskriver som værende umuligt i datidens USA. Frygten ved som sort at færdes i de amerikanske gader var simpelthen for stor.

Også en roman som ”Tjenerindens fortælling” (”The Handmaids’ Tale”, 1985) af Margaret Atwood har en del til fælles med ”Den underjordiske jernbane”. Også her opfyldes læseren med gys og gru over, hvordan de magthavende, overbeviste om egen overlegenhed, vænner sig selv og hinanden til at betragte umenneskelige uhyrligheder som naturlige og retfærdige. Hos Atwood skal nogle kvinder under slaveforhold fungere som fødemaskiner for ufrugtbare overklassefamilier – det har intet med race at gøre, men det er samfundets behov, og derfor legitimeres det. Det sker med bibelen i hånden, og det gjorde det også, når USA’s institutionelle slaveri blev begrundet med, at de sorte var af Kams slægt og derfor dømt til at være slaver. Som Gilead i ”Tjenerindens fortælling” har brug for slaverne til at føde børn, havde sydstaterne brug for slaver til bomuldsproduktionen. Målet helliger midlet.

I Danmark er forfattere i nyere tid også begyndt at beskæftige sig med racisme, diskrimination og identitetsproblemer. Kendetegnende er det, at flere af forfatterne er unge, kvinder – og indignerede. Lone Aburas gør i sin lille, men meget vrede bog ”Det er et jeg der taler” (2017) op med den fremherskende opfattelse af, at Danmark er et post-racistisk samfund og stiller skarpt på de aktuelle flygtningekår og det moderne, vestlige menneskes hykleri.

Også Yahya Hassan (1995-2020) var en central aktør i forhold til racisme, diskrimination og fordomme. I dennes to digtsamlinger ”YAHYA HASSAN” (2013) og ”YAHYA HASSAN 2” (2019) belyses både kløften og broerne imellem en muslimsk ghetto-indvandrerkultur og en hvid, ”pæredansk” middelklassekultur.

Relaterede forfattere