”jeg aner ikke/ om min historie er deres// jeg aner ikke/ mine aner// men jeg ved/ deres historie også er min// det er et underligt forhold/ der er// mellem mig/ og mine// eller hvem det nu er/ vi er”
”Melanin”, s 35.
Lang skriver lange slyngede digte, der gør brug af forskydninger og gentagelser, og på den måde bliver de meget musikalske i deres måde at skabe en bevægelse, noget der strømmer igennem teksterne. Det kunne ligne en vrede, og vreden findes der, men den findes side om side og slynget sammen med sorgen.
Det er også værd at bemærke, at kampråbet handler om kroppen. Det er løftet fra den konkrete situation: den døende mand kvalt af en politibetjent på gaden. Men det mister aldrig sin kropslighed. Lang skriver med og fra kroppen: ”først da jeg blev seks-syvogtyve/ fandt jeg ud af// at/ kroppen findes// at/ det meste af min krop/ ingen plads har/ i den vestlige universalisme// at/ man ikke kan bygge/ en krop/ kun af ord” (s. 47).
Lang gør gennem hele bogen brug af citater fra sorte forfattere: Saidiya Hartman, Frederick Douglass, Gil Scott-Heron, Assata Shakur, Talib Kweli og Chinua Achebe bliver nævnt i noterne. Det sætter ham i forbindelse med en tradition, som er både mange- og forskelligartet, en diaspora. Det betyder befolkningsgrupper, der lever uden for deres oprindelige hjemland, og i en afrikansk kontekst har det meget at gøre med kolonitiden og slavehandlen. Noget Lang også har arbejdet med i skriftkollektivet Marronage.
At Mikas Lang også er en dansk digter, der skriver sig ind i en dansk digtertradition, kan man bl.a. se, ved at han også vælger at skrive med Inger Christensens ikoniske ”x findes”-formular fra hendes ”Alfabet” (1981).
Mikas Lang
Mikas Lang skriver digte, essays og romaner, der handler om familie og tilhørsforhold, om at vokse op som sort i majoritetshvide Danmark. Han har en hvid far og en sort, tysk mor, som blev adoptere...
Læs hele forfatterportrættet