Svetlana Aleksijevitj

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2021

Hovedforfatter

Troels Hughes Hansen
cand.mag., 2015

Den hviderussiske forfatter Svetlana Aleksijevitj modtog i 2015 Nobelprisen i litteratur for sit forfatterskab, der ifølge priskomiteen står som et monument over lidelse og mod i vor tid. Hun er uddannet journalist, men hendes bøger benytter sig af teknikker fra mange forskellige genrer i deres fremskrivning af det lille menneske fanget i den store historie. Hendes bøger udspringer af det tyvende århundredes store krige og katastrofer, og hendes værk synes at give en stemme til den vrimmel af skæbner, der ellers ville synke ned i glemsel under historiens brede penselstrøg.

Baggrund

Svetlana Aleksijevitj blev født i den vestukrainske by Ivano-Frankivsk d. 31. maj 1948, men voksede op i Hviderusland, hvorfra hendes far stammede. Faren var skolelærer, mens moren var bibliotekar, og den unge Aleksijevitj har altså helt fra barnsben haft bøger og lærdom tæt inde på livet. Hun begyndte også tidligt at skrive for egen fornøjelses skyld, og før hun søgte ind på den journalistiske linje ved universitetet i Minsk, havde hun også længe skrevet artikler for forskellige aviser og magasiner.

”Jeg ønskede ikke at slå ihjel, jeg var ikke sat i verden for at slå ihjel. Jeg ville gerne være lærerinde. Men jeg så, hvordan de brændte landsbyer ned… Jeg kunne ikke skrige, jeg kunne ikke græde højt: Vi var sendt ud på rekognoscering og var kommet forbi denne landsby. Jeg kunne kun bide mig i hænderne, og jeg har stadig ar på hænderne fra den tid, jeg bed dem til blods. Ned i kødet.”

”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt”, s. 296.

Efter endt uddannelse fik Aleksijevitj arbejde på en lokalavis og senere på et litterært magasin, hvor hun fik det redaktionelle ansvar for non-fiktion. Da Aleksijevitj efter længere tids søgen endelig syntes at have fundet en måde at skrive på, der kunne modsvare den virkelighed, hun ønskede at portrættere, løb hun for første gang panden mod det totalitære sovjetiske system. Hendes første bog ”Jeg har forladt min landsby” blev aldrig udgivet, men ødelagt af de sovjetiske myndigheder, fordi dens portrætter af folk, som havde forladt deres fødested, ansås for at være næret af en antikommunistisk holdning.

Foto: Margarita Kabakova

Født
31. maj 1948 i Ivano-Frankivsk i Ukraine.
Uddannelse
Journalist fra det hviderussiske statsuniversitet i Minsk, 1972.
Debut
U vojny ne zjenskoje litso. 1985.
Priser
Prix Médicis, 2013. Nobelprisen i litteratur, 2015. Sonningprisen, 2021.
Seneste udgivelse
Bøn for Tjernobyl. Lindhardt & Ringhof, 2018. Oversætter: Katja Hansen Volkova.
Inspiration
Ales Adamovitj, Fjodor Dostojevskij.

I det hele taget synes Aleksijevitjs litterære løbebane at være oversået med barrierer, der er stillet op af en paranoid totalitarisme. Hendes anden bog og egentlige debut, ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt” (1985), sad fast på forlaget i to år, før den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov trådte til og indledte en opblødning af det sovjetiske diktatur. I 1985 kunne hendes første bog således udkomme i både Minsk og Moskva som led i fejringen af 40-året for Sovjetunionens sejr over nazismen.

Censur og chikane har dog været faste følgesvende for Aleksijevitj. Diktaturet stoppede nemlig ikke i Hviderusland med Sovjetunionens fald, og den hviderussiske præsident Viktor Lukasjenko er heller ikke begejstret for hverken politisk opposition eller kritiske forfattere, og Aleksijevitj så sig således nødsaget til at forlade Minsk i 2000 til fordel for forskellige byer i Europa, hvor hun kunne tale frit.

I udlandet har hun altid været mere læst end i sit hjemland, og denne interesse kulminerede, da hun i 2015 blev tildelt verdens mest prestigefyldte litteraturpris, Nobelprisen.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Svetlana Aleksijevitjs forfatterskab tager form i spændingsfeltet mellem de store historiske begivenheder og det lille menneske, som på én og samme tid deltager i disse begivenheder og er offer for dem. Da Det Svenske Akademi tildelte Aleksijevitj Nobelprisen i 2015 var det netop for hendes ”polyfoniske bøger, der står som et monument over lidelse og mod i vor tid” (pressemeddelelse fra det svenske akademi, 2015-10-08).

Polyfoni betyder flerstemmighed, og det er netop kendetegnende for Aleksijevitj, at hun indlejrer et væld af forskellige stemmer i sin skrift. Hendes bøger behandler det tyvende århundredes krige og katastrofer, som f.eks. Anden Verdenskrig, den sovjetiske krig i Afghanistan op igennem 1980’erne og katastrofen ved det ukrainske atomkraftværk Tjernobyl, som nedsmeltede i 1986. Men i stedet for så at sige at anlægge det forkromede overblik oppefra og ned, foretager Aleksijevitj forud for skrivningen af sine bøger en omfattende research, hvor hun forsøger at danne sig et billede af begivenheden nedefra og op. Dermed bliver menneskeskæbnerne til det garn, hvoraf den store begivenhed langsomt spindes og pludselig træder frem.

Som Aleksijevitj selv formulerer det, er det ikke en skriveform, der nødvendigvis står i modsætning til historikerens, men snarere udbygger den: ”Jeg gør heller ikke en historikers arbejde, for alt begynder for mig, præcis hvor det slutter for historikeren: Hvad foregik der i menneskers hoveder efter Slaget ved Stalingrad eller reaktornedsmeltningen i Tjernobyl? Jeg skriver ikke kendsgerningernes historie, men menneskesjæles historie.” [1].

Det stædige fokus på det lille menneske i den store historie gør på den måde også Aleksijevitjs skrift til grundlæggende ideologikritisk. De flere små stemmers frempiblen i hendes værker står som et kraftfuldt modsvar til den ensidige, ensrettede og enstemmige udlægning af historien, som til alle tider har været totalitære ideologiers adelsmærke.

Rent litteraturhistorisk er det sigende, at Aleksijevitj fik Nobelprisen netop i litteratur, da mange ville kalde hendes bøger for en blanding af journalistik, reportage, historie og skønlitteratur. Men det er netop den særegne blanding, som gør Aleksijevitj unik, og som i lyset af pristildelingen stiller spørgsmål ved rammerne for, hvad der kan karakteriseres som faktuelt forankret litteratur, og hvad som må henregnes udelukkende til det fiktives domæne.

Beslægtede forfatterskaber

Svetlana Aleksijevitj eksperimenterede i sine ungdomsår med flere forskellige genrer og stemmer, før hun fandt frem til sin foretrukne form. Denne litterære vækkelse tilskriver hun især læsningen af den hviderussiske forfatter Ales Adamovitj (1927-1994). Adamovitj skrev som Aleksijevitj selv fortrinsvis på russisk og indsamlede også mangfoldige vidnesbyrd forud for skrivningen af sine bøger om bl.a. blokaden af Leningrad og de tyske udrensninger under Anden Verdenskrig. Som hos Aleksijevitj træder fortællingen her ikke frem som den store historikers udlægning, men nedefra, igennem de mennesker, der oplevede, følte og sansede begivenheden.

I sin særegne blanding af historie og skønlitteratur står Aleksijevitj også i forlængelse af vidnesbyrdlitteraturen. Denne litterære genre associeres som oftest med ofrene for nazisternes koncentrationslejre, som forsøgte at give deres oplevelser en litterær form efter befrielsen. Vidnerne til koncentrationslejrene skrev også litteratur med det iboende paradoks, at alt var sandt og oplevet, men at de stærkeste vidnesbyrd også lånte flittigt fra mere klassiske skønlitterære genrer og i øvrigt gjorde rig brug af æstetiske virkemidler og litterære figurer.

Den store forskel er selvfølgelig, at vidnerne havde oplevet det, de skrev om, på egen krop, hvor Aleksijevitj som den skrivende påtager sig at videreformidle andres historie med sit eget udtryk. Men faktisk er der tilsvarende tematikker på spil i vidnesbyrdlitteraturen, hvor det enkelte vidne jo ofte vidner på vegne af et kæmpemæssigt og tavst flertal, som gik under i lejrene.

Ud over Adamovitj og vidnesbyrdlitteraturen kan Aleksijevitj også med fordel læses ind blandt forfatterskaber, der balancerer på kanten mellem journalistik og skønlitteratur. Da den amerikanske forfatter Truman Capote skrev ”Med koldt blod” i 1966 var det også i forsøget på at nå ind til det menneskelige aspekt af et koldblodigt mord begået i Kansas i 1959. Capotes metode var journalistisk, men hans bog har mere til fælles med skønlitteraturen, og det er det samme ønske om at nå bag om en tilsyneladende brutal og ensidig begivenhed for at finde det menneskelige, som driver hans skrift fremad.

Endvidere må nævnes den polske mesterjournalist Ryszard Kapuściński, som også med sine reportager fra overalt i verden, og især fra krigsområder, havde blik for den opåbnende effekt et litterært greb kan have på en i udgangspunktet journalistisk tekst.