”I 1943 fødte jeg en datter… Da havde min mand og jeg allerede sluttet os til partisanerne i skoven. Jeg fødte i en høstak, i et moseområde. Bleerne tørrede jeg på min egen krop, lagde dem hen over brystet, varmede dem og gav barnet dem på. Alt var i brand rundt om os, man brændte landsbyer af, sammen med de mennesker, der boede der. De blev jaget ind i skolerne og kirkerne… Så hældte man petroleum over…”
”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt”, s. 78.
Aleksijevitjs rolle i bogprojektet er dog langt fra så undselig, som det måske kan lyde. I løbet af disse samtaler har hun i høj grad fungeret som en lyttende ’fødselshjælper’, der med sin tilstedeværelse og sine spørgsmål har formået at få de talende kvinder til at åbne op for en helt anden vinkel på Anden Verdenskrig, end den, man normalvis hører om.
Det har fra begyndelsen været Aleksijevitjs projekt at skrive en kvindelig historie om Anden Verdenskrig. Den sovjetiske hær gjorde i udbredt grad brug af kvindelige soldater som snigskytter, piloter, mineryddere osv. Men disse kvinders beretninger fylder ikke specielt meget i den officielle og ’store’ historie om krigen, som den er udlagt i sovjetiske historiebøger.
Sovjetstatens entydige fokus efter krigen på den gloriøse og storladne sejr giver indtryk af en uhyre ensidig historiefortælling, som ikke giver plads til den enkeltes stemme.
Dermed skal den kvindelige form for historie ikke kun forstås konkret, men også i overført betydning som en bestemt måde at skrive historie på. En historie, der går nedefra og op. Fra de små skæbner, der ikke nødvendigvis står mejslet i sten som store sovjethelte, men som giver krigen et menneskeligt ansigt igennem deres personlige og følelsesladede beretninger. Den kamp- og materielorienterede historiefortælling kommer således aldrig til at stå alene, men støttes altid af mere menneskelige betragtninger og erfaringer, hvorfor ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt” kommer til at virke som en utroligt helstøbt beretning, der giver et ansigt til dens hovedpersoner på en måde, som traditionelle historiebøger ikke formår.
Svetlana Aleksijevitj
Den hviderussiske forfatter Svetlana Aleksijevitj modtog i 2015 Nobelprisen i litteratur for sit forfatterskab, der ifølge priskomiteen står som et monument over lidelse og mod i vor tid. Hun er ud...
Læs hele forfatterportrættet
