”Men savner du slet ikke din mor og far?
Jo, det gør jeg selvfølgelig.
Det er da ikke en selvfølge, siger Merete, og jeg får lyst til at ændre mit svar, for sådan vidste jeg ikke, man gerne måtte sige.”
”Man skulle nok have været der”, s. 166-67.
Tue arbejder som avissælger for Politiken og er blevet smidt ud af sin udlejer. Nu har han en sportstaske med en computer, lidt tøj, sit pas samt en stuepalme med sig, resten har han smidt til storskrald, barndommens billedalbum inklusiv. Gennem sin kollega Victoria får han møvet sig ind på sofaen i hendes mors herskabslejlighed på Østerbro. Den præges af moren, stjernearkitekten Merete, der udstråler overklasse i alt hvad hun gør, siger og spiser.
For i detaljerne om madvaner og -viden afslører Tue sin baggrund i en anden social klasse. Rigatonien, som Merete forbereder, er bare pasta. Victoria lærer ham de mest basale manerer, men Tue falder konsekvent igennem i det bedre borgerskabs skjulte koder og kodeks.
Når han er alene i lejligheden, inviterer han sin flirt Laurits på besøg i deres spæde forsøg på et forhold. Tue lyver sig igennem tilværelsen, tilsyneladende uden at reflektere over konsekvenserne eller hvad det følelsesmæssigt gør ved de folk, han involverer sig med. Han tænker frem til næste måltid og næste nat og forsøger samtidig at kappe forbindelsen til sin fortid i det jyske. Hans mor rumsterer i kulissen, og han kan alligevel ikke undslå sig, da hun beder om hans hjælp. Karaktererne i romanen defineres af deres handlinger, udsagn og vaner mere end af psykologisk indsigt fra jegfortælleren Tue. Klæder skaber folk, og mens Tue bliver ved med at lappe sine hullede sko, spiser Victoria morgenmad i silkekimono, og Merete køber ind hos Hermés i Paris. Over det småtragiske portræt af en forhutlet hustler ligger der en fernis af sort humor, der får fortællingen til at glide. Til allersidst i romanen får Tue udgivet en bog og kalder sig selv Thomas, og således sluttes både den meta- og autofiktive ring.
Thomas Korsgaard
I den selvbiografiske romantrilogi ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”, ”En dag vil vi grine af det” og ”Man skulle nok have været der” fortæller Thomas Korsgaard gennem karakteren Tue om den...
Læs hele forfatterportrættet
