Rolf Sparre Johansson

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
marts 2025

Hovedforfatter

Louise Rosengreen
cand.mag., september 2020

Med sine digte om bleskift, barselskærmydsler og frustrationen over ikke at kunne få sit spædbarn til at sove har Rolf Sparre Johansson markeret sig som en ung, dansk forfatter, der skildrer forældrerollen fra et mandligt perspektiv. Han skriver følsomt og detaljeret om det nære hverdagsliv og livets helt store begivenheder med alle de refleksioner, de medfører. I sin digtsamling ”Begravelse” beskriver han f.eks. sideløbende med sorgen over sin mors død de mange praktiske foranstaltninger, som en begravelse indbefatter, når den afdøde ikke er medlem af Folkekirken.

Baggrund

Rolf Sparre Johansson er født i 1985. Han er opvokset i Kolding og fik i 2008 sine fire første digte trykt i tidsskriftet Hvedekorn. På sin blog, hvor han siden 2011 har delt tekster, billeder og diverse overvejelser om litteraturens væsen og formål, skriver han: ”Da jeg var 17 år gammel, i Kolding i 2002, indså jeg for første gang, at litteratur ikke bare er noget, man låner på biblioteket, køber i en boghandel eller læser i skolen. Litteratur er også noget, man kan forsøge at skrive selv. Det var meget revolutionerende for mig på det tidspunkt.” [1].

”Er så træt af familieteater/ alle spiller en rolle/ spiste for mange Sarah Bernhardt/ det var ellers beslutningen at jeg skulle have kontrol over det/ over hvad jeg spiser for ellers æder jeg bare sukker/ hvis du stiller det foran mig æder jeg det, også chips”

”Piedestal”, s. 45.

Foto: Jón Bjarni Hjartarson

Født
1985.
Uddannelse
Cand.mag. i Litteraturvidenskab fra Københavns Universitet, 2017.
Debut
Søvn. Kronstork, 2015.
Litteraturpriser
Ingen kendte.
Seneste udgivelse
Ubesvarede opkald. Kronstork, 2025. Digte.
Inspiration
Tove Ditlevsen, Dea Trier Mørch og Virginia Woolf.

Han debuterede med digtsamlingen ”Søvn” i 2015. Det er en autofiktiv digtsamling, der er skrevet mens han gik hjemme på barsel med sin ældste datter Vera. Det første digt i samlingen skrev han på sin mobiltelefon under dynen, fordi han var bange for at de kliklyde, som hans gamle Nokia gav, når han skrev på den, skulle vække datteren, som han netop havde fået til at sove.

Før Rolf Sparre Johansson blev far, kom han i de aktivistiske miljøer omkring Bolsjefabrikken, Folkets Hus på Nørrebro og i periferien af aktivistgruppen Kirkeasyl, der støttede den gruppe irakere, der i 2009 søgte kirkeasyl i Brorsons Kirke på Nørrebro i København. Interessen for aktivisme og forholdet mellem det private, det personlige og det politiske har han taget med sig over i sit arbejde med litteratur. I 2010 startede han mikroforlaget Organiseret Vold Begået Imod Den Almindelige Tale, der forkortes OVBIDAT. Akronymet afspejler hans syn på litteratur som en form for aktivisme, der kan nuancere og ændre på den måde, vi opfatter verden på. Forlaget udgiver lyrik og andre korte former for skønlitteratur i bøger, der er fremstillet ved håndkraft, nål, tråd, lim og papir. Det har bl.a. udgivet digteren Cecilie Linds debut ”Ulven åd min eyeliner” i 2010, det litterært aktivistiske tidsskrift Ovbidat magasin, og som forlægger og redaktør er Johanssons forhold til de forfattere, han udgiver, personligt.

I 2017 blev han kandidat i litteraturvidenskab, og samme år påbegyndte han sammen med sin forfatterkollega Andreas Eckhardt-Læssøe en skriveskole i Nordvest i København. Ud over at undervise der, arbejder han på Sydhavnens Bibliotek som logistik- og havemedarbejder.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: ”Begravelse” af Rolf Sparre Johansson. Lad os tale om døden, 2016.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Rolf Sparre Johansson har læst litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Han afsluttede sin uddannelse med at skrive speciale om det umiddelbart politiske ved dansk samtidspoesi med særligt fokus på digteren Asta Olivia Nordenhofs digtsamling ”det nemme og det ensomme”, der udkom i 2013. Nordenhofs digte er på samme tid sårbare, socialt indignerede og samfundskritiske, og hendes skrøbelige selvbiografiske stil har ligheder med Johanssons.

På baggrund af sine erfaringer med at blive far og miste sin mor, da han var midt i tyverne, skriver Johansson autofiktiv lyrik i et sprog, der sjældent er metaforisk eller udpræget lyrisk. Han skriver med små bogstaver i et enkelt, mundret sprog, der virker som en blanding af talesprog og skriftsprog. Det er flakkende og forvirrende, idet han bryder sætningerne op, ryster syntaksen og lader ord og sætninger blive gentaget på en måde, der får det til at virke som om digtene stammer.

Hans digte skildrer et almindeligt hverdagsliv og de praktiske gøremål, der er en del af det at få børn. De daglige rutiner er præget af kontinuerlige gentagelser, som han udpensler, og med små sproglige forskydninger fremhæver han de afvigelser, der adskiller én søvnløs nat fra den anden; ét bleskift fra det næste. Hans beskrivelser er minutiøse på en måde, så det til tider virker som om digterjeget falder i staver over det, han beskriver, f.eks. når han redegør for, hvordan han klipper sin datters tånegle i kortprosateksten ”Tåspidsens hud” fra ”Piedestal”.

I ”Søvn” fostrer jegets afbrudte søvnmønstre en indre frustration og vrede, som Johansson mener er underbelyst i litteraturen: ”Det med at blive nægtet søvn eller vækket pludseligt gang på gang er jo en velkendt torturform, der også kan føre til psykoser. Det er ikke for sjov.” (David Jacobsen Turner: Søvntortur og tresomhed. Jyllands-Posten, 2015-05-30).

Også døden er et centralt tema i forfatterskabet, og efter udgivelsen af ”Begravelse” har Johansson ved flere lejligheder udtalt sig om sit forhold til døden samt det savn og den sorg, der kan være så svær at sætte ord på. I Information har han bl.a. karakteriseret danskernes forhold til døden således: ”De rituelle fællesskaber, vi befinder os i som kulturkristne, er ret minimale. Når en person dør, bliver kroppen gjort til andres ansvar – hospitaler og bedemanden. Vi har lukkede kister, og den direkte kontakt med den døde er meget begrænset. Vi har ikke tradition for ritualer, som er bagvedliggende og hjælper til at skabe rum for at kunne være i sorgen og tale om døden.” [2].

Beslægtede forfatterskaber

Med sine digte om bleskift, barselskærmydsler og frustrationen over ikke at kunne få sit spædbarn til at sove har Rolf Sparre Johansson markeret sig som en ung, dansk forfatter, der skildrer forældrerollen fra et mandligt perspektiv. Dermed lægger han sig i forlængelse af eksempelvis norske Karl Ove Knausgård, der i sit 6-bindsværk ”Min kamp” skildrer nutidens manderolle fra fædrenes perspektiv. Særligt i bind 2 beskriver Knausgård pertentligt sine oplevelser med at passe sine børn.

En anden dansk forfatter og far, der har ladet sig inspirere af barselslivet i sin lyrik, er Rasmus Nikolajsen. I 2020 udgav han en lille samling haikudigte med titlen ”Barnevognshaiku”. Haiku er en japansk digtform, der kræver, at det enkelte digt følger en fast form, således at digtet i alt har 17 stavelser fordelt på tre vers. Det er digte, Nikolajsen har skrevet, mens han gik tur med sin fire måneder gamle datter i barnevogn.

Tidligere, i 1970’erne, da socialrealismen fik en opblomstring i dansk litteratur, var det særligt Dea Trier Mørch, der – både i sine bøger og i sit virke som billedkunstner – satte fokus på forældrerollen og det intime forhold mellem mor og barn. Hendes kollektivroman ”Vinterbørn” fra 1976 er et sympatisk og samfundskritisk portræt af de kvinder, der hen over vinteren 1975 ligger indlagt på fødselsafdelingen på Rigshospitalet. I barselssengene er kvinderne, uanset deres alder, etniske herkomst eller økonomiske forudsætninger, lige om at vente, glæde og bekymre sig om deres kommende rolle som mor og barnet i mavens helbred.