Tom Malmquist

Emneord:

Hovedforfatter

Anne Vindum
cand.mag., juni 2020

Efter to digtsamlinger bragede svenske Tom Malmquist gennem den litterære lydmur med sin romandebut ”I hvert øjeblik er vi stadig i live”, hvori han skånselsløst beretter om sit livs tragedie: Hans højgravide kæreste blev indlagt og døde, og han blev alene med deres for tidligt fødte datter. I en nøgtern prosa afdækker han den dybeste sorg og største glæde, der måtte finde fælles valsetakt i hans liv. Senest er udkommet den roman, han skrev på op til dødsfaldet, den true crime inspirerede ”Al den luft, der omgiver os”.

Baggrund

Tom Malmquist er født i 1978 i Stockholm-forstaden Huddinge. I sine ungdomsår var han en yderst talentfuld ishockeyspiller, og ikke mindst Tom Malmquists far, der var sportsjournalist, havde store forventninger til teenageren. Men da Tom Malmquist blev 16 år, fik han nok af den rå maskuline kultur, der råder inden for ishockey, og han besluttede sig for at stoppe med ishockey og i stedet skrive digte og spille guitar. Han har udgivet digte i de svenske litterære tidsskrifter OEI og Lyrikvännen, og i 2007 udgav han sin første digtsamling ”Sudden death”, der foregår i et heftigt sportsmiljø og blandt andet handler om mandlighed, idealer og ishockey. Den blev i 2009 fulgt op af digtsamlingen ”Fadersmjölken”, der også udforsker moderne mandlighed. Ved siden af sit forfattervirke spiller Tom Malmquist musik og udgav i 2007 albummet ”Fish in a tear”. Han har læst litteraturvidenskab, idehistorie og filosofi og har arbejdet som kulturjournalist for en række svenske aviser.

”Patienten får asystoli klokken 05.52, fortsat stigende kalium, laktatet ligger stadig på otteogtyve, ECMO er uforandret med 5.500 omdrejninger pr. minut, blodflow 5,1 liter, udsigterne til fortsat liv bedømmes som ikke eksisterende, og jeg vælger at slukke respiratoren og ECMO. Der bliver stille på stuen, der kommer ikke længere lyde fra noget. Nygren kigger på klokken og tilføjer: Patienten går ad mortem 06.31.”

”I hvert øjeblik er vi stadig i live”, s. 89.

Foto: Politikens forlag

Efter to digtsamlinger bragede svenske Tom Malmquist gennem den litterære lydmur med sin romandebut ”I hvert øjeblik er vi stadig i live”, hvori han skånselsløst beretter om sit livs tragedie
Hans højgravide kæreste blev indlagt og døde, og han blev alene med deres for tidligt fødte datter. I en nøgtern prosa afdækker han den dybeste sorg og største glæde, der måtte finde fælles valsetakt i hans liv. Senest er udkommet den roman, han skrev på op til dødsfaldet, den true crime-inspirerede ”Al den luft, der omgiver os”.
Født
23. marts 1978, Huddinge, Sverige.
Uddannelse
Studier i litteraturvidenskab, idehistorie og filosofi.
Debut
Sudden death. 2007.
Litteraturpriser
Karin Boyes litterära pris, 2015. Dagens Nyheters Kulturpris, 2016.
Seneste udgivelse
Al den luft, der omgiver os. C&K forlag, 2020. (All den luft som omger oss, 2019). Oversætter: Rolf Stavnem.
Inspiration
Albert Camus, Karin Boye, Imre Kertesz.

Tom Malmquist fik et internationalt gennembrud med debutromanen ”I hvert øjeblik er vi stadig i live” fra 2015, der omhandler den periode i hans eget liv, hvor hans gravide kæreste Karin fik akut leukæmi og døde, mens deres for tidligt fødte datter lå på neonatalafdelingen. Om at vælge at skrive en roman om det fortæller han i et interview med Information, at: ”Det reddede mig, at jeg på en måde kunne skabe noget meningsfuldt i det meningsløse,” og at den følelse af kontrol, skrivningen afstedkom, også var forbundet med nydelse: ”Gennem kunsten kan man jo gøre sådan et chok som død eller smerte til noget nydelsesfuldt. Det var en nydelse at føle, at jeg kunne skrive og formulere det, så det blev stærkt.” [2]. Debutromanen er oversat til over tyve sprog og er sat op som teaterstykke.

Tom Malmquist var midt i skrivningen af den roman, der skulle blive til ”Al den luft, der omgiver os”, da hans kæreste Karin blev syg og døde. Han gav hende det løfte, at han ville gøre romanen færdig. Det blev den også, men først et par år efter debutromanen.

Forfatteren har en datter og er bosat i Stockholm, hvor han danner par med den svenske forfatter Carolina Setterwall.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Tom Malmquist fortæller om ”Al den luft, der omgiver os” i det svenske samtaleprogram Malou efter tio, marts 2019.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Det er livets helt store dramaer, Tom Malmquist skriver om i sine værker: liv, død og kærlighed. Han maler de største følelser med den mindste pensel, og der er plads til læserens egne følelser og indlevelse i teksterne. Sorgen, som den skildres i ”Hvert øjeblik er vi stadig i live”, viser sig i handlinger, sansninger og betragtninger mere end i storladne udsagn om meningen med livet. Det er blikket på og duften af den dødes efterladte hår i hårbørsten, der gør sorgen mest påtrængende. Den vilde lykke over at være blevet far bliver tydelig, når han kigger på datterens hånd, der bevæger sig i søvne.

Om at skrive ud fra sanserne fortæller Tom Malmquist, at debuten, som han kalder en ”forlænget begravelsestale”, er inddelt i fem dele, en for hver sans: ”Hun er væk for altid, og det, der er tilbage, er de fysiske spor. Derfor var det vigtigt med sanserne: hendes lugte, hendes krop, hendes hår i børsten. Det er grundlaget for bogen, det realistiske, det naturalistiske, at jeg ser og mærker og lugter og skriver, snarere end at gengive abstrakter erindringer.” [1].

I samme interview fortæller Malmquist om forskellen mellem at skrive poesi og så arbejdet med sin første roman: ”Som lyriker er jeg vant til at skrive ud fra mit indre, finde ord eller billeder til en diffus følelse, et introvert og ret simpelt arbejde. Men nu har jeg forsøgt at skrive så upoetisk, jeg overhovedet kan. Jeg har søgt et sprog, som ikke skal skjule historien, som skal være så intensivt og usminket at jeg selv må klemme øjnene i, når jeg læser. Jeg har arbejdet meget med at finde en rytme, en balance mellem varme og kølighed. Her har jeg stolet på min musikalitet, jeg har lyttet til teksten snarere end læst den.” [1].

Gennem begge romaner fortæller han om sin tid som ishockeyspiller og de maskulinitetsbegreber, der hænger uløseligt sammen med sporten og i idræt generelt – også i sportsjournalistikken, som hans far arbejdede inden for. Forholdet mellem far og søn er køligt og distanceret, og det er måske lige så meget en generationsting som en mandeting, at faderen ikke evner at udtrykke kærlighed og omsorg over for sin søn. De følelsesmæssige mangler, Tom er vokset op med, vil han for alt i verden ikke give videre til sin datter.

I ”Al den luft, der omgiver os” er det tydeligt, hvor ensomt og sårbart det er at stå udenfor fællesskabet. Hvor lidt der skal til, før man bliver alene. Og uden at blive polemisk eller skære problematikken ud i pap er det en kritik af et samfund, som reelt ikke kan rumme de lidt skæve eksistenser. Måske ikke af nogens onde vilje, men fordi samfundet er indrettet efter den gældende norm(al).

Beslægtede forfatterskaber

De senere år har begrebet sorglitteratur fyldt mere og mere i samtidslitteraturen. Mange forfattere kanaliserer deres egen sorg over i kunsten og litteraturen og gestalter på væsensforskellige måder den personlige sorg, så den bliver generel og universel. Den svenske forfatter Carolina Setterwall skriver i ”Vi ses i morgen” (2019) om at vågne en morgen og opdage, at ens mand og far til ens lille barn, er død. Danske Puk Qvortrup har skrevet om en lignende erfaring i ”Ind i en stjerne” (2019). I ”har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog” (2017) skriver Naja Marie Aidt om at miste sin søn og sit sprog og om, hvordan litteraturen kan sprogliggøre ens sorg, når man selv er blevet tavs. Caroline Albertine Minor viser i flere af novellerne i ”Velsignelser” (2017) på hvor mange forskellige måder, sorg kan vise sig.

Digter Rolf Sparre Johansson inviterer i sin debutdigtsamling ”Søvn” (2015) læseren med ind i faderskabets inderste rum, hvor en baby beslaglægger al ens tid og tankevirksomhed – og ikke mindst ens nattesøvn. I ”Begravelse” (2016) er det sorgen over en død mor, der er intenst påtrængende.

I Thomas Thøfners essay ”Punktum” fra 2009 gennemgår han forløbet omkring sin brors død og ikke mindst optegningen af brorens efterladte rekvisitter. Tingene er ikke nogens, men de er heller ikke ingens: ”Ting, fysiske genstande, ejendele, får en underlig betydning når deres ejer er død. De falder ud af verden og ned i et mellemrum. Tingene er ikke sig selv, men er heller ikke nogens. En mikrobølgeovn, f.eks., er ikke en mikrobølgeovn som kan købes og venter på at nogen tager den i brug, den er heller ikke i brug, den er ikke nogens, og den er heller ikke smidt ud. tingene er løsrevet fra deres funktion. Tingene er uforståelige og banale på samme tid.” (”Punktum”, s. 15-16). Hvor Malmquist viger udenom at sætte ord på sine følelser, forsøger Thøfner at beskrive sine følelser med de rigtige ord, hvilket viser sig sværere end som så.

I et interview med det svenske litteraturmagasin Vi läser nævner Tom Malmquist selv en række sorgskildringer, der har gjort indtryk på ham: *””NOX” af Anne Carson, ”De skæbneløse”af Imre Kertész, ”On Suicide” af Jean Améry, ”**Mina onda tankar” (org. ”*Mes mauvaises pensées”) af Nina Bouraoui og ”Myten om Sisyfos” af Albert Camus.” [1].