Carolina Setterwall

Emneord:

Hovedforfatter

Ida Dybdahl
cand.mag., marts 2019

Sorg er ikke en lineær proces, ikke én ren følelse. Den kan føles beskidt og bølge frem og tilbage i uventede former. Sådan opleves det i den svenske forfatter Carolina Setterwalls debut ”Lad os håbe på det bedste”, der udkom på dansk i 2019. Det er en brutal autofiktiv fortælling om Carolina, der en morgen finder sin kæreste død i sengen, da hun går ind for at vække ham med deres ni måneder gamle søn på armen. I ukunstlet dagbogslignende stil beskriver romanen forelskelse, parforholdsfrustrationer, skyldfølelse og sorg i en pendulering mellem tiden før og efter dødsfaldet.

Baggrund

Carolina Setterwall er født i 1978 og er vokset op i den svenske by Sala nord for Stockholm. Hun bosatte sig for en periode i London i forbindelse med sine studier i medier og kommunikation, hvorefter hun flyttede tilbage til Sverige og fandt en lejlighed i Stockholm. Hun har i mange år arbejdet i musikbranchen og på forlag som blandt andet redaktør og skribent. I 2009 mødte hun kæresten Aksel, som hun flyttede sammen med, og i 2014 fik de sønnen Ivan. Aksel døde samme efterår af et hjertestop, hvilket vendte op og ned på Setterwalls tilværelse og hendes forestillinger om fremtiden: ”Vi har lært, at man ikke må være bitter. Er man det, er man et mislykket menneske. Men alt, hvad jeg havde troet, at jeg skulle have af livet, var væk, og jeg var rasende og jaloux. Nogle gange så meget, at jeg ikke kunne være taknemmelig over, at jeg måtte være med hos mine venner, fordi det var så frygteligt at se alt det, de stadig havde, mens jeg var alene. Det var skamfuldt.” [1].

”Citat:
Den sidste dag, du lever, spiser vi blodpølse og råsyltede tyttebær til aftensmad. Da klokken nærmer sig syv, gør jeg Ivan klar til natten. Mens jeg ammer ham i sofaen, sidder du i køkkenet og skriver på computeren. Jeg kan høre dig rasle med slikpapiret. Du spiser det foran skærmen. Du sidder krumbøjet. Jeg råber, at det ville være fint, hvis du gad lege med katten, mens jeg putter Ivan.”

”Lad os håbe på det bedste”, s. 203.

Foto: Hr. Ferdinand

Født
27. september 1978 i Stockholm.
Uddannelse
Cand.phil. i Kultur og kommunikation med hovedfag i medie- og kommunikationsvidenskab, 2001. Journaliststudier ved Poppius Journalisthøjskole, 2001-2002.
Debut
Låt oss hoppas på det bästa. Albert Bonniers Förlag, 2018.
Priser
Sommarpriset, 2018.
Seneste udgivelse
Lad os håbe på det bedste. Hr. Ferdinand, 2019. (Låt os hoppas på det bästa. 2018). Oversat af Nete Harsberg.
Inspiration
Mødet med mennesker, litteratur, naturen, kunst og ridning.

”Lad os håbe på det bedste” er Setterwalls første litterære udgivelse, men hun har siden 2014 blogget på sin egen hjemmeside carolinasetterwall.se. Her kan man blandt andet læse om hendes drøm om at få en hest og om at uddanne sig til psykolog, at hun lider af emetofobi – angst for opkast – og om de bøger, hun selv læser. Det var også her på hendes personlige blog, hun i første omgang begyndte at sætte ord på sine tanker og følelser efter Aksels død. Hun skrev om natten, når sønnen Ivan sov, og det udviklede sig med tiden til en ca. 25 sider lang indledning på en roman, som Setterwall sendte ind til fire forskellige forlag. Romanoplægget blev godtaget på trods af, at der kun forelå en lille del af den færdige bog, så resten af skriveprocessen er foregået i tæt kontakt med Setterwalls forlægger på Bonniers forlag.

I dag bor Carolina Setterwall med sin søn Ivan i en lejlighed i den stockholmske bydel Södermalm. Siden hendes debutbog udkom i Sverige i 2018, er den blevet solgt til udgivelse i 25 lande.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Carolina Setterwall fortæller om “Lad os håbe på det bedste”

Udvalgte bøger

Lad os håbe på det bedste
”Låt oss hoppas på det bästa” (2018) (”Lad os håbe på det bedste”, 2019) er titlen på Carolina Setterwalls debutroman. Det er samtidig de sidste ord i en mail, Carolina modtager fra sin kæreste Aks...
Læs mere om bogen

Genrer og tematikker

”Lad os håbe på det bedste” handler om sorg som meget konkret størrelse, der former og forandrer alle aspekter af hverdagen. Fordi forløbet er fortalt i romanform, gives der plads til alle de mudrede aspekter ved en kærlighedsrelation og en sorgproces, hvor tvivlen, bitterheden og de modsatrettede følelser også får lov at fylde. Carolina Setterwall har beskrevet, hvordan hun med romanen håber på at nuancere forestillingen om, hvordan sorg ser ud: ”Vi har et ensporet billede af sorg. At det er rene tårer og savn, men sorg indeholder meget mere. Vi er gode til at gentage samme beskrivelse af sorgen, fordi det er den, som er accepteret. Jeg ville beskrive det, som jeg ikke synes, ret mange andre har beskrevet. At min sorg var lidt beskidt i kanterne, ligesom livet er.” [1].

Et væsentligt tema i romanens fremstilling af at miste er den skyldfølelse, Carolina har over at have været en dårlig kæreste i deres sidste tid sammen. Forestillingen om at være skyldig i Aksels død ved at have presset ham for meget i tiden op til dødsfaldet bliver ved med at rumstere, selvom han beviseligt døde af et hjertestop, mens han sov. Carolina Setterwall har beskrevet den følelsesmæssige uro og uafklarethed således: ”Jeg har stadig svært ved at finde ro ved de sidste dage og uger. Bare en lille ting som at vi ikke kyssede hinanden godnat den sidste aften, at jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst sagde, at jeg elskede ham. At vi skændtes om hans barsel, men at jeg ikke sagde, at han var et fantastisk menneske. Det jager mig stadig. Jeg er ikke kommet mig over, at vi tog hinanden for givet til sidst.” [1].

Generelt må den selvbiografiske fortælling siges at tematisere udfordringerne i det moderne parforhold på en måde, der er mindst lige så optaget af hverdagens frustrationer som forelskelsesglimt i fremstillingen af en småbørnsfamilie i 2010’erne.

Beslægtede forfatterskaber

Autofiktiv sorglitteratur er ikke nogen ny opfindelse, men der har de seneste år været stor fokus på en række udgivelser, der er beslægtede med Carolina Setterwalls debut. Særligt den svenske forfatter Tom Malmquists ”I varje ögonblick är vi fortfarande vid liv” fra 2015 (”I hvert øjeblik er vi stadig i live”, 2016) har et markant slægtskab med ”Lad os håbe på det bedste”. Ligesom hovedpersonen Carolina mister Tom også uventet sin partner, da hun højgravid indlægges med voldsomme åndedrætsproblemer, der viser sig at skyldes akut leukæmi. I begge romaner følger vi hovedpersonernes tilværelse tæt i en periode, hvor de meget pludseligt er eneforældre til et lille barn, de skal tage vare på, samtidig med at de står midt i en sorgproces. Stilistisk bærer Malmquists roman præg af at være forfattet af en poet, der midt i dagligdagsbeskrivelserne bruger sproget til at potensere erindringsglimt, der genkaldes og vokser gennem sproget, mens Setterwalls tone gennemgående er mere ligefrem og i højere grad minder om dagsbogsoptegnelser eller hverdagslige blogindlæg.

På dansk udkom i 2017 Naja Marie Aidts ”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog”, der handler om sønnen Carls pludselige død. Det er en poetisk famlende og associerende sorgbeskrivelse, der i forsøget på at begribe sorgens væsen går i dialog med en lang række litterære værker om emnet, både verdenslitteraturen og ordbogsoplag. Ligesom i Setterwall og Malmquists romaner er tabet den altomvæltende tragiske begivenhed, der i første omgang sætter sig som et chok og derefter afføder et forsøg på at sprogliggøre den sorg, skyldfølelse og afmagt, der følger. Her skriver Aidt blandt andet om sprogets forhold til sorg: ”Skriften står åben og pøser sin uformåen ud gennem alt det, der ikke kan stå. Et hul hvori døden vibrerer. Det er ikke muligt at skrive kunstfærdigt om rå sorg. Der er ingen form, der passer”. (”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog”, s. 131).

En af de forfattere, Aidt refererer til, er amerikanske Joan Didion, som også Carolina Setterwall i interviews har udtrykt stor beundring for. Didion udgav i 2005 det autofiktive romanværk ”A Year of Magical Thinking” (”Et år med magisk tænkning”, 2012), der er blevet et moderne hovedværk inden for det, man kan klassificere som autofiktiv sorglitteratur.