BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Imre Kertész
Foto: Francois Guillot/AFP/Ritzau Scanpix
*Seneste udgivelse

Imre Kertész

Senest opdateret
  • Redaktionen
    august 2026
Hovedforfatter
  • Katrine Lehmann Sivertsen
    cand.mag., 2009

Intro

Hvad gør et totalitært styre ved individet? Findes der rationelle forklaringer på det onde og det gode? Hvordan lever man videre efter mødet med den største grusomhed og absurditet? Det er nogle af de spørgsmål, som den ungarske forfatter Imre Kertész beskæftiger sig med i sit forfatterskab. Han debuterede i 1975 med en roman, der tager udgangspunkt i en Holocaust skildring. De nazistiske udryddelseslejre spiller i det hele taget en vigtig rolle hos Kertész, men det kædes altid sammen med eksistentielle overvejelser og generelle pointer om det 20. århundredes moderne verden. Vigtige temaer i forfatterskabet er fremmedgørelse, skæbne, frihed, absurditet, totalitarisme, erkendelse og kunstens rolle i verden.

Baggrund

Den ungarske forfatter Imre Kertész blev født i 1929 i den ungarske hovedstad Budapest. Han voksede op i en jødisk familie, der tilhørte middelklassen, og blev som 15-årig deporteret til koncentrationslejren Auschwitz og senere Buchenwald, hvorfra han blev befriet ved Anden Verdenskrigs afslutning i 1945. Erfaringerne fra koncentrationslejrene kommer siden hen til at spille en vigtig rolle i hans forfatterskab. Hans oplevelser med et totalitært system stammer imidlertid ikke kun fra tiden som KZ-fange, men også fra hans erfaringer i det kommunistiske Ungarn. Et omdrejningspunkt i forfatterskabet bliver netop at skildre totalitarismens påvirkning af individet, men også det i mennesket, der undslipper et totalitært regime.

”Det var denne bestemte, denne særlige time på dagen – min yndlingstime i lejren, og jeg blev grebet af en skarp, pinefuld og frugtesløs længsel efter den: hjemve. På én gang vågnede det hele til live, alt kom tilbage, strømmede gennem min erindring, og jeg overrumplet af alle de forunderlige stemninger, bevæget af de små minder. Ja, i en vis forstand var livet dér mere enkelt og rent.”

"De skæbneløse” s. 211.

I årene 1948-51 arbejdede Kertész som journalist i Budapest for avisen Világossag. Han blev dog afskediget fra avisen, da bladet antog det kommunistiske partis program i starten af 1950’erne. Efter to års militærtjeneste ernærede Kertész sig som oversætter af tysk litteratur og filosofi. Han oversatte blandt andre tekster af Friedrich Nietzsche, Ludwig Wittgenstein, Hugo von Hoffmannsthal, Elias Canetti og Arthur Schnitzler. I en lille et-værelses lejlighed, som han delte med sin daværende hustru, skrev Kertész også korte stykker til teatret. Imre Kertész oplevede Ungarnopstanden i 1956, og kommunismens fortsatte styre i landet mange år herefter. I 1975 debuterede han som romanforfatter med ”Sorstalan ság” (på dansk ”De skæbneløse”). Debutromanen trækker i en vis udstrækning på forfatterens selvbiografiske oplevelser som KZ-fange, men forfatteren understreger selv, at der er tale om en fiktiv historie og ikke en selvbiografisk fortælling. Kertészs skildring af virkeligheden i koncentrationslejrene bliver blandt andet et billede på den menneskelige ødelæggelse, som et totalitært styre forårsager, når mennesket frarøves sin skæbne.

Imre Kertész
Foto: Francois Guillot/AFP/Ritzau Scanpix
  • Født

    Den 9. november 1929 i Budapest, Ungarn.

  • Død

    Den 31. marts 2016 i Budapest, Ungarn.

  • Debut

    Sorstalan ság, 1975 (De skæbneløse, 1996).

  • Litteraturpriser

    Brandenburger Literaturpreis, 1995. Leipziger Buchpreis zur Europäischen Verständigung, 1997. WELT-Literaturpreis, 2000. Hans Sahl-Preis, 2002. Nobelprisen i litteratur, 2002.

  • Seneste udgivelse

    Det engelske flag. Sisyfos, 2026. (Az angol lobogó, 1991). Oversat af Leif Martin Sand.

”De skæbneløse” var allerede færdig i 1965, men som mange andre forfattere, som ikke sympatiserede med det kommunistiske styre, havde Kertész vanskeligt ved at finde et forlag, der ønskede at udgive bogen. Da bogen endelig udkom, blev den mødt af en rungende tavshed. Kertész har i et interview fortalt, at førsteoplaget af romanen i løbet af få uger forsvandt fra boghandlerne, og at han først troede, at debutromanen var blevet en stor salgssucces. Han opdagede imidlertid, at førsteoplaget ikke var udsolgt, men at oplaget derimod var samlet et sted uden for Budapest. Han skyndte sig herefter at sikre sig et par hundrede eksemplarer til venner og bekendte. I mange år herefter var Kertész stort set et ukendt forfatternavn både i sit hjemland og i udlandet.

Efter Berlin-murens fald fik hans bøger større international opmærksomhed og blev oversat til en række europæiske sprog. Kertész tilbragte herefter mere og mere tid i Tyskland: ”Budapest forbliver min hjemby og ungarsk mit sprog. Men ærligt talt: I 40 år var jeg spærret inde i et land, hvor jeg ikke ønskede at leve. I dag lever jeg i EU og kan bosætte mig, hvor jeg vil. I Berlin føler jeg mig bedre orienteret om alt, sågar mit Ungarn. Desuden var jeg begyndt at føle mig frustreret i Budapest – det føltes, som om jeg ikke havde noget rigtigt publikum der. Jeg føler mig lettere om hjertet og hjemme i Berlin.” [3]Stefan Jonsson”Vi lever stadig i tilintetgørelsens skygge”Information 2007-11-06..

Kertész har modtaget en række internationale litteraturpriser, og i 2002 modtog han Nobelprisen i litteratur for sit forfatterskab. I Nobelpriskomiteens udtalelse i forbindelse med prisuddelingen opsummeres et af omdrejningspunkterne i forfatterskabet, når det hedder, at forfatteren i sine bøger ”fremhæver den enkeltes skrøbelige erfaring over for historiens barbariske vilkårlighed”.

Imre Kertész bor i dag i Berlin med sin anden hustru, Magda. Han har ingen børn.

Udvalgte bøger

Overordnede tematikker

Mange eksistentielle spørgsmål endevendes igen og igen i Imre Kertész’ forfatterskab, som samtidigt stiller skarpt på vigtige problemstillinger i den vestlige verdens moderne virkelighed. Holocaust, kulturen, totalitarisme, modernitet, skæbne, absurditet og frihed er nogle af de ord, der oftest knyttes sammen med den ungarske forfatter.

Skildringen af den overlevende er et eksempel på, hvordan spørgsmålet om, hvad det vil sige at være menneske, sættes sammen med centrale begivenheder i det 20. århundrede hos Kertész. Det overlevende offer skal se sin skæbne i øjnene og tage denne skæbne på sig – hvilket i forfatterskabet kobles sammen med Holocaust-skildringer, der – foruden lidelse, grusomhed og meningsløshed – også indeholder levet liv, en hverdag i nazisternes udryddelseslejre, overlevelse og håb.

Et andet eksempel på sammenkoblingen af eksistentielle spørgsmål og skildringer af den moderne verden findes i understregningen af, at ondskab i verden ikke er udtryk for en fejltagelse eller en tilfældighed men et resultat af individers rationelle handlinger. Det gode eller friheden til at gøre det gode er det virkelig irrationelle i den verden, vi lever i, mener Kertész. Som han lader hovedpersonen i ”Kaddish for et ufødt barn” sige det: ”For det onde er der altid en rationel forklaring (...) det, der virkelig er irrationelt, det der ikke findes nogen forklaringer på, er ikke det onde, tværtimod: det er det gode”. (Imre Kertész: ”Kaddish for et ufødt barn” s. 52). Implicit i dette synspunkt findes en kritik af den holdning, at udryddelseslejrene var udtryk for noget så grusomt, at det må siges at være irrationelt og uforklarligt. Det er ifølge Kertész ikke tilfældet.

Beslægtede forfatterskaber

Det er oplagt at sammenligne Imre Kertész’ forfatterskab med andre forfattere, som i deres bøger har beskæftiget sig med skildringer af Holocaust, såsom den italienske Primo Levi eller den polske forfatter Tadeusz Borowski, som først for nyligt er udkommet på dansk. Kertész fremhævede i sin pristale i forbindelse med sin modtagelse af Nobelprisen i litteratur i 2002 den polske kollegas fortællinger som et forbillede for ham. Kertész’ bøger kan også sammenlignes med andre ungarske forfattere som Peter Esterhazy og Peter Nadas, der også beskæftiger sig med skildringer af det 20. århundrede.

Man kan dog også placere Kertész i en bredere modernistisk tradition. I Imre Kertész skildring af det absurde og det meningsløse – for eksempel det absurde i, at man bliver arresteret uden at have gjort noget forkert – er det oplagt at sammenligne ham med forfattere som Albert Camus og Franz Kafka. Jeg'et i ”Kaddish for et ufødt barn” er for eksempel også blevet sammenlignet med Sisyfos i Albert Camus’ skildring af ham i ”Sisyfosmyten”. Også på andre områder hænger Imre Kertész sammen med en modernistiske forfattere som Franz Kafka, Louis-Ferdinand Celine, Albert Camus og Samuel Beckett. I forbindelse med Kértesz’ syn på ondskaben er det desuden oplagt at kæde ham sammen med de tanker, man finder hos filosoffen Hannah Arendt.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Bøger af Imre Kertész

De skæbneløse
De skæbneløse

Imre Kertész

1996. (Sorstalan ság. 1975)

Kaddish for et ufødt barn
Kaddish for et ufødt barn

Imre Kertész

2002. (Kaddis a meg nem született gyermekért. 1990)

Jeg – en anden
Jeg – en anden

Imre Kertész

2003. (Valaki Más. 1997)

Detektivhistorie
Detektivhistorie

Imre Kertész

2005. (Detektivtôrténet. 1977)

Likvidation
Likvidation

Imre Kertész

2004. (Felszámolás. 2003)

Dossier K. : selvbiografi for to stemmer
Dossier K. : selvbiografi for to stemmer

Imre Kertész

Batzer & Co, 2007. (K. dosszié. 2006)

Fiaskoen
Fiaskoen

Imre Kertész

Sisyfos, 2023. (A kudarc, 1988). Oversat af Leif Martin Sand.

Det engelske flag
Det engelske flag

Imre Kertész

Sisyfos , 2026. (Az angol lobogó, 1991). Oversat af Leif Martin Sand.

Om Imre Kertész

Artikler

Hvis man kæmper forgæves, bliver man knækket
Hvis man kæmper forgæves, bliver man knækket

Niels Barfod

Politiken 2002-05-11.

Det gode er det virkelig irrationelle... Ritzaus Bureau 2002-10-10.

Mette Josias

Frihed er det, der ikke findes
Frihed er det, der ikke findes

Søren Kassebeer

Berlingske Tidende 2002-11-10.

Mødet med det totalitære, læsninger i nyere østeuropæisk litteratur
Mødet med det totalitære, læsninger i nyere østeuropæisk litteratur

Morten Lassen

2006

Auschwitz efter kunstens regler

Lilian Munk Rösing

Information 2007-11-16.

Batzer & co.

Forlaget som udgiver Imre Kertész på dansk.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Imre Kertész

Kilder citeret i portrættet

[1]

Europas farlige angst

Kirsten Boas

Kristeligt Dagblad. 2002-05-04.

[2]

De suspenderede livs forfærdende verden

Lars Bonnevie

Weekendavisen 2004-12-30.

[3]

”Vi lever stadig i tilintetgørelsens skygge”

Stefan Jonsson

Information 2007-11-06.