Primo Levi

Emneord:

Hovedforfatter

Katrine Lehmann Sivertsen
cand.mag., 2012

Den italienske forfatter Primo Levi overlevede 11 måneder i den nazistiske kz lejr Auschwitz og er især kendt som såkaldt vidnesbyrdforfatter, der i sine bøger aflægger rapport om udryddelseslejren – for at det ikke skal ske igen og for at give de døde et ansigt. I et klart sprog blottet for patos skildrer Levi menneskets adfærd under de mest ekstreme forhold herunder suspenderingen af enhver moral for at overleve.

Primo Levi er et af de sjældne eksempler på en naturvidenskabsmand og en digter forenet i samme person. Videnskabsmandens ønske om at forstå virkeligheden er da også et vigtigt element i forfatterskabet, ligesom de filosofiske refleksioner om ansvar, ondskab, fordømmelse og hvad det vil sige at være et menneske.

Baggrund

Primo Levi blev født i Torino i sommeren 1919 som søn af en ingeniør og hans hustru, der var pianist. Familien tilhørte det velhavende jødiske borgerskab. I 1921 fik Primo en lillesøster, som han forblev tæt knyttet til hele livet. De to børn voksede op i en liberal og ikke særlig religiøs familie. Primo Levi var en lille og genert men klog dreng, som klarede sig usædvanlig godt i skolen.

”Men meningen var som følger, og den har jeg aldrig glemt, hverken før eller siden: At netop fordi lejren er en stor maskine, beregnet til at reducere os til dyr, må vi ikke blive dyr. At selv her kan man overleve, og derfor må man sætte hele sin vilje ind på det, for at kunne fortælle vores historie til andre, for at bære vidnesbyrd.”

”Hvis dette er et menneske” i ”Vidnesbyrd”, s. 49.

Levi begyndte på universitetet i 1937. Mussolinis fascistiske regerings racelove fra 1938 gjorde det vanskeligt for ham at fuldføre sine studier som kemiker, men det lykkedes, og i 1941 tog han sin afsluttende eksamen med udmærkelse. I 1942 meldte han sig ind i det illegale parti Partito d’Azione, og i september 1943 tilsluttede han sig en mindre modstandsgruppe, der opererede i de norditalienske bjerge. Gruppen af unge modstandsmænd blev dog allerede få måneder efter taget til fange uden kamp af den fascistiske milits. Under nedstigningen fra bjergene lykkedes det Levi at rive sit identitetskort i stykker og spise det og på den måde skjule sin jødiske identitet. Han frygtede imidlertid, at en indrømmelse af hans politiske aktiviteter ville føre til tortur og den sikre død, så han valgte i stedet at indrømme, at han var af jødisk herkomst under det første forhør. Han blev herefter sendt til en stor interneringslejr og derfra videre til den tyske kz-lejr Auschwitz i februar 1944.

Foto: Bridgeman Art Library/Ritzau Scanpix

Født
31. juli 1919 i Torino.
Død
11. april 1987 i Torino.
Uddannelse
Kemiker, 1941.
Debut
Se questo è un uomo. 1947.
Litteraturpriser
Premio Campiello, 1963. Premio Bagutta, 1967. Premio Strega, 1979. Premio Campiella, 1982.
Seneste udgivelse
De druknede og de frelste. Forum, 1992.
Inspiration
Franz Kafka.

Skæbnens ironi var, at ingen af partisanerne blev henrettet, mens alle de internerede jøder endte i Auschwitz, hvor de fleste blev sendt direkte i gaskamret ved ankomsten. Levi overlevede den første udvælgelse, fordi han var kemiker og derfor blev placeret blandt de arbejdsduelige. Det viste sig siden at være Levis held, at hans arbejdslejr var tilknyttet en kemisk fabrik, hvor Levi fik arbejde som laborant efter et halvt års hårdt fysisk arbejde: ”Alle historier, om folk der har overlevet udryddelseslejrene, er atypiske. Enhver overlevende er en undtagelse, et mirakel, et menneske der er overgået et utroligt held. Mit utrolige held var min uddannelse”. (Germaine Greer: Samtale med Primo Levi i Samtaler og interviews 1963-1987, s. 76).

Da Den Røde Hær befriede den tyske kz-lejr begyndte Levi sin hjemrejse, som skulle komme til at tage ni måneder. Hjemme i Italien blev han genforenet med sin mor og sin søster, som begge havde overlevet ved at gå under jorden. Faderen var død af kræft i 1942. Af de 650 jøder, der var med samme transport som Primo Levi, vendte kun 24 levende tilbage til Italien.

Kort tid efter sin hjemkomst fik Levi arbejde på en lakfabrik, som han senere blev leder af, og i 1946 mødte han sin kone Lucia, som han fik to børn med. Levi begyndte også hurtigt efter hjemkomsten at nedskrive sit vidnesbyrd om Auschwitz. Sideløbende med sin forfattergerning arbejdede Levi det meste af sit liv på lakfabrikken. Først efter 30 års tro tjeneste besluttede han sig for at hellige sig livet som forfatter.

Primo Levi døde 67 år gammel efter et fald ned ad en trappe i sit hus i Torino, få måneder efter sin sidste bogs udgivelse. Der menes at være tale om et selvmord. Mange har koblet Levis selvmord sammen med tesen om, at Auschwitz i sidste ende altid tager livet af sine ofre. Andre påpeger dog, at Primo Levi led af depressioner hele sit liv – også inden sin deportation.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Primo Levis enestående bedrift som vidne og som forfatter er blandt andet, at han formår at hæve sig op til at anskue livet i kz-lejren som en slags socialt eksperiment. Hans erindringer om livet i udryddelseslejren kommer hermed også til at handle om eksistentielle spørgsmål.

Levi har selv understreget, at han så sig selv som en slags kentaur, hvis tilværelse var opdelt i dels jobbet som kemiker, dels arbejdet som forfatter. Ikke desto mindre er det et væsentligt kendetegn ved forfatterskabet, at Primo Levi netop er videnskabsmand – også når han skriver. Sprogligt er der tale om en rationel og objektiv beskrivelse af begivenhederne, ligesom ønsket om at forstå verden og menneskets måde at agere på er et gennemgående træk i forfatterskabet: ”Jeg har fartet verden rundt i 40 år i et forsøg på at forstå tyskerne. At forstå, hvordan det kunne gå til, er blevet et mål i livet for mig. Men i mere bred forstand: Der er også andre ting, det interesserer mig at begribe. Jeg er kemiker, jeg vil i det hele taget gerne forstå verden omkring mig”. (Giorgio Calcagno: Primo Levi: At forstå er ikke det samme som at tilgive i Samtaler og interviews 1963-1987, s. 141).

Forfatterskabets gennemgående rationelle observatør er dog også kendetegnet ved en udvidet indlevelsesevne og stor psykologisk sans. Mennesket som et socialt væsen, der er afhængig af samspillet med andre mennesker, er således også centralt i forfatterskabet. Som Levi beskriver det, forvandlede forholdene i lejrene på den ene side mennesket til et dyr, men på den anden side var den enkelte også helt afhængig af venskaber og kommunikation for at overleve. Ligesom det siden blev nødvendigt for Levi at vidne om sine oplevelser for i sidste ende at skabe mening som overlevende.

Endelig er Primo Levis oplevelse af forpligtelse til at aflægge vidnesbyrd forankret i at være med til at sikre, at nazisternes massemord aldrig bliver glemt, og som en pligt over alle dem, der ikke overlevede.

En af de mest indflydelsesrige og citerede sætninger, når det drejer sig om litterære skildringer af Holocaust, er den tyske filosof Theodor W. Adornos udsagn ”At skrive digte efter Auschwitz er barbarisk”, som blandt andet er blevet fortolket som en tilkendegivelse af, at litteraturen ikke kan og ikke skal forsøge at gengive den lidelse, Holocaust indeholdt, for det er umuligt at overføre den lidelse til skrift, og der vil derfor være tale om en reducering af ofrenes smerte. Adornos diktum sættes også ofte sammen med faren for, at litteraturen med sine formmæssige krav vil trivialisere rædslerne og gøre Holocaust til underholdning og kitsch. Ifølge en forfatter som Primo Levi er det imidlertid af afgørende betydning at bære vidnesbyrd om den forbrydelse uden sidestykke, som Holocaust var. Ved at fremstille de individuelle mennesker, der endte som ofre, forhindrer man, at de udviskes af historien og bliver ren statistik.

Beslægtede forfatterskaber

Primo Levi opfattes i dag primært som vidnesbyrdforfatter, og det er da også mest oplagt at sammenligne forfatterskabet med andre forfattere, som har overlevet en nazistisk kz-lejr og valgt at bære vidnesbyrd om de frygtelige oplevelser, de har måttet leve med resten af livet.

På trods af de store forskelle, der findes i de enkelte forfatteres opfattelse af Holocaust og måden at aflægge litterært vidnesbyrd på, kan Levis tekster siges at være beslægtede med blandt mange andre den ungarske forfatter Elie Wiesel og spanske Jorge Semprúm. Chil Rajchmans bog ”Jeg er den sidste jøde” (Treblinka 1942-43) og Anne Franks dagbog er andre personlige skildringer af tiden under nazismen.

Skønlitterære forfattere, som det er oplagt at henvise til, er Imre Kertész og Paul Celan, som begge har beskæftiget sig med Holocaust i deres forfatterskaber. Primo Levis ”Hvis dette er et menneske” er også stilmæssigt blevet sammenlignet med Franz Kafka, hvis bog, ”Processen”, Levi i øvrigt også har oversat til italiensk.