Puk Qvortrup

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
marts 2026

Hovedforfatter

Anne Vindum
cand.mag., oktober 2023

Journalist og forfatter Puk Qvortrup skriver indsigtsfuldt og afvæbnende om smertepunkter og lyspunkter i menneskelivet. I sin debutroman ”Ind i en stjerne” (2019) fortæller hun sin egen historie om at miste sin mand og møde både kulsort sorg og håbefulde øjeblikke af liv. I ”Mand og barn” (2022) går hun ret direkte i kødet på forestillingen om det lykkelige, sammenbragte familieliv med alle de forventninger, der kan skuffes på en uges charterferie i Egypten.

Baggrund

Puk Qvortrup er født i 1986 og er vokset op som den næstældste i en søskendeflok på fem. Begge forældre var folkeskolelærere, og Puk Qvortrup husker sin barndom som kærlig og kaotisk, fuld af musik, dans og historiefortælling: ”Min mor fortalte os eventyret om Den Forkælede Prinsesse med Den Numsefarvede Kjole, som var sådan en slags gakket føljeton, hun fandt på i årevis. Min storesøster og jeg kunne også sidde i timevis og digte historier, mens vi tegnede til. Så på den måde har jeg skrevet, før jeg kunne skrive.” (Interview med Forfatterweb, oktober 2023). Puk Qvortrup har boet det meste af sin barndom i Jyderup, inden familien flyttede til Vojens, da hun var 15. Som 19-årig flyttede hun til Aarhus for at begynde på universitetet, hvor hun tog en bachelor i lingvistik. På Journalisthøjskolen, hvorfra hun blev cand.public. i 2014, genfandt hun sin glæde ved sprog, og som journalist har hun skrevet om litteratur, familieforhold, krop og seksualitet og været optaget af portrættet som genre.

”… jeg lagde blomster på gravstedet og duppede klædelige tårer fra øjenkrogene, min graviditet var smuk, min sorg var sund, jeg gik regelmæssigt til psykolog og talte åbent om det, og jeg bevægede mig gennem de forskellige sorgfaser lidt hurtigere end forventet.
Jeg spillede rollen som stærk enke perfekt. Hvis der fandtes en konkurrence om sorg, gik jeg efter guldet.”

”Ind i en stjerne”, s. 112.

Foto: Les Kaner

Født
28. juli 1986, Frederiksberg.
Uddannelse
Bachelor i lingvistik fra Aarhus Universitet og en kandidatgrad i Analytisk Journalistik (cand. public), AU og DMJX, 2014.
Debut
Ind i en stjerne. Forlaget Grif, 2019. Roman.
Litteraturpriser
Skulderklaplegatet, 2020.
Seneste danske udgivelse
Sammen med Jytte Hilden: Jeg siger aldrig undskyld. People's, 2026. Biografi.
Inspiration
Trude Marstein, Linn Ullmann, Helle Helle, Monica Isakstuen.

Puk Qvortrup mødte sin mand Lasse i gymnasiet, og de giftede sig, da hun var 23. Da hun var gravid med deres andet barn, blev familiens liv vendt på hovedet i september 2012, hvor Lasse døde af hjertestop, og Puk Qvortrup blev enke og enlig mor. I sin debutroman ”Ind i en stjerne” fra 2019 fortæller hun historien om deres fælles liv, dødsfaldet og tiden efter. Om arbejdet med at gøre et traume til en roman fortæller hun: ”Jeg oplevede det at skrive i romanform som en stor følelse af frihed. Her kunne jeg digte videre, når hukommelsen mødte blindgyder. Jeg var ikke forpligtet på en såkaldt objektiv sandhed. Den var heller ikke interessant i forhold til det traume, der havde spredt sig som sorte tråde inde i mig. Min skrift blev næsten en krigserklæring til min egen historie: Den skulle ikke bestemme over mig mere, jeg ville bestemme over den. (…) Ved at gøre min lidelse til et værk, var det for første gang muligt at skabe afstand til den.” [2].

I 2014 mødte hun sin nuværende mand Piermatteo Bianchi, som hun har to børn med, og som endvidere har adopteret hendes to ældste børn.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: 10x10 – Puk Qvortrup. Silkeborg Bibliotekerne, 2021-04-19.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Puk Qvortrup skriver om altomsluttende, kulsort sorg i ”Ind i en stjerne”. Det er ubærligt og modløst, men det er også komisk og afvæbnende; når Puk opdager, at hendes kjole til begravelsen er så kort, at man kan se hendes underbukser og hendes far må klippe et par leggins til, så hun ser ærbar ud, og når lille Elmer råber ”Det er kaffe”, da han ser den friske jord på kisten til begravelsen.

Hun skriver om de uskønne magtkampe om sorgen, der kan opstå i en familie efter et dødsfald, om hvordan omsorg kan blive omklamrende og om skammen over at have det godt og af og til faktisk glemme den afdøde. ”Glæden var det tungeste at bære”, som der står (”Ind i en stjerne”, s. 87). Sorg og kærlighed er så tæt forbundet, og ”Ind i en stjerne” viser både de mudrede nuancer og den glasklare forbundethed. Puk Qvortrup fortæller i et interview, at hun ville skildre sorgen så hensynsløs og grim, som hun oplevede den: ”Vreden og småligheden, afmagten og idealiseringen af mig selv. Det var alt det negative, som var vigtigst for mig at skrive om.” (Sebastian Wittrock: Forfatteren Puk Qvortrups 27-årige mand døde pludseligt under et halvmaraton: »Vreden og småligheden. Det var alt det negative, som var vigtigst for mig at skrive om«. Politiken, 2019-05-06). Samtidig er der i værket en interesse for, hvilke forventninger til sorg og samvær, man kan føle fra andre og fra samfundet, og hvor svært det kan være at sørge – eller bare være menneske – på sin egen måde.

”Ind i en stjerne” viser, at følelser kan sameksistere, og det samme gør sig gældende i ”Mand og barn”, hvor kvinden Vibe fyldes af glæde, sorg, jalousi, kærlighed og modløshed, og hvor den enkelte følelsesmæssige tilstand ret hurtigt kan afløses af en anden og måske modsat følelse. Puk Qvortrup fremskriver nuanceret det menneskelige følelsesregister, der ikke altid lader sig forklare, og hun giver ikke mindst plads til de grimme og skamfulde sider. Dialogerne er mundrette og scenerne genkendelige i Qvortrups ofte ret humoristiske prosa.

Beslægtede forfatterskaber

Puk Qvortrup skriver om det nære liv. Om at være menneske, mor, partner, om at være i en familie. Den måde, hun usentimentalt lægger både flatterende og usympatiske sider frem, ligner norske Trude Marstein, der i sit forfatterskab excellerer i at skildre mennesket så komplet og komplekst som muligt. Med alle fejl og mangler og selviske sider. I ”Intet at fortryde” (2010) er en kvinde splittet mellem begær og forelskelse på den ene side og barn og familie på den anden, og i ”Så meget havde jeg” (2020) er kvinden Monika drevet af lige dele lyst og tvivl, men hele tiden i opposition til andres normer og forventninger. Også norske Monica Isakstuen har blik for både den lykke og de skamfulde følelser, der følger med moderskabet, f.eks. i ”Raseri” fra 2019, hvor en mor overmandes af raseri og afmagt.

De senere år er der udkommet flere autobiografiske romaner, der udspringer af den specifikke erfaring det er at miste en livspartner midt i livet. Den svenske forfatter Tom Malmqvist fortalte i sin lige så nøgterne som bevægende roman ”I hvert øjeblik er vi stadig i live” (2016) om at miste sin gravide kone til en akut leukæmi, om det for tidligt fødte barn og de absurde døgn, hvor han løb frem og tilbage mellem sin døende kone på intensiv og sin nyfødte datter på neonatalafdelingen og ikke mindst om den opslidende tid efter, hvor lyset og mørket kæmpede mod hinanden. I Carolina Setterwalls roman ”Lad os håbe på det bedste” fra 2019 er afsættet også hendes egen historie: Da hun en morgen vil vække sin mand med deres ni måneder gamle søn på armen, finder hun ham død i sengen. Sorg og skyldfølelser møder ny kærlighed og håb i den selvbiografiske roman, der lige så meget handler om parforhold og familieliv.

En bog, der på sin vis er blevet en klassiker inden for autofiktiv sorglitteratur, er Joan Didions ”Et år med magisk tænkning” (2012), hvori hun med fag- og skønlitteraturen som intellektuel klangbund skriver sig gennem året, der fulgte efter hendes mands død.