”Jeg kan ikke huske at have set lange, sorte hår fra et bestemt modermærke på højre skulder før, men i dag var der to styks, som jeg prompte trak ud.”
”Jeg kan ikke huske”, s. 65.
At Adolphsen bruger det sproglige virkemiddel anafor til at indlede samtlige af bogens tekster giver sproglig rytme, samtidig med at det samler teksterne, der ellers har mange forskellige motiver. Heriblandt hans skolegang, mængden af skønhedspletter, tør hud, fnuller og hår på hans krop, amatørbandet Halal-Bambi og rollespilsforeningen Den Våde Trold.
Flere af teksterne har et biografisk indhold. Eksempelvis erindrer han, dengang han blev indkaldt til optagelsessamtale på Forfatterskolen, eller ungdommens sporadiske kærlighedsrelationer, som en pige, han ikke kan huske navnet på, men som tager med ham hjem til hans klubværelse på Trøjborg. Geografiske lokaliteter, både i Danmark og de steder i Wien og Córdoba han har boet, er tilbagevendende fikspunkter.
Enkelte af teksterne omhandler selve bogen og processen med at skrive den. I en sådan metatekst skriver han: ”Jeg kan ikke huske hvad jeg havde i tankerne som afslutningstekst til denne bog.” Og i en anden forklarer Adolphsen, at han har ladet sig inspirere af den danske forfatter Martin Larsens ”Hvis jeg var kunstner”, der bruger samme gentagelsesstruktur. Også forfattere som Per Højholt, Ivan Malinowski, Signe Gjessing og Arthur Rimbaud nævnes.
”Jeg kan ikke huske” er en humoristisk kortprosasamling om hukommelsen, der paradoksalt nok får opridset en lang række oplevelser fra Peter Adolphsens privat- og arbejdsliv, som han rent faktisk husker, ved at brainstorme på, hvad han har glemt.
Peter Adolphsen
Peter Adolphsens stil er på en gang drilsk og legende og samtidig drevet af en filosofisk erkendelsestrang. Med værkerne “Små historier” og “Små historier 2” blev Adolphsen kendt for sine kortprosa...
Læs hele forfatterportrættet
