”Hvis jeg var kunstner ville jeg have en mistanke om, at vi lever i en tid, hvor litteraturen har om ikke udspillet sin rolle så i hvert fald mistet en stor del af den betydning, den tidligere har haft, og at det i hvert fald ikke ligefrem er nogen guldalder for den.”
“Hvis jeg var kunstner”, s. 49.
Flere af teksterne gør sig latterlige på bekostning af kunstnerstereotyper: “ville jeg bruge mit eget liv som råmateriale” (s. 19), og andre er overvejelser over forskellen på kunst og litteratur: “ville der være større afstand mellem min kunst og kritikken af den, fordi de ikke begge var udarbejdet i det samme medium (sprog), og jeg ville af samme grund aldrig blive bedt om eller være nødt til at skrive anmeldelser af andres bøger eller udstillinger” (s. 56). At der skulle være forskel på en kunstner og en forfatter er en gennemgående påstand i “Hvis jeg var kunstner”, ikke mindst på grund af det relativerende “hvis”, der indleder hver sætning, men også igennem genrebetegnelsen (kontrafaktiv selvbiografi), der antyder, at Larsen altså ikke er kunstner, men forfatter. En forskel, som Larsen har fremhævet mellem de to discipliner, er materialiteten i slutproduktet: “det forekommer mig at litteraturens materielle fattigdom, det at den er et masseproduceret objekt, … at den ikke er hellig som objekt … – at det er samtidig dens største rigdom. Det er en selvmodsigelse at placere og udstille en bog i en montre, en bog er ikke en bog hvis man ikke kan pille ved den, bladre i den, skrive i den hvis man har lyst til det. En bog er til for at blive læst, ikke for at blive beundret på afstand.” (Thomas Hvid Kromann: Virtuelle danskere on demand, Den blå port nr. 79, 2008, s. 37 -38).
“Hvis jeg var kunstner” er inspireret af Joe Brainards værk fra 1975 "I Remember", hvor alle sætninger, ligesom hos Larsen, indledes med den samme sætning: “I remember ...”. Som hos Brainard skrives hvert udsagn hos Larsen med en selvfølgelighed og konstatering, og det er op til læseren at vurdere, om Larsen er alvorlig eller ej, selvom den forfinede måde, hvorpå bogstaverne ‘s’ og ‘t’ hænger sammen på i toppen, ikke lader nogen i tvivl om en god portion selvironi i teksten.
Martin Larsen
En æske sammenkrøllede noter, 5.984 siders oversigt over mulige navne i Danmark, et A4 papir foldet sammen til en digtsamling og en kontrafaktiv selvbiografi er bare nogle af de værker, Martin Lars...
Læs hele forfatterportrættet