Thomas Hvid Kromann

Emneord:

dansk litteratur

Hovedforfatter

Anne Vindum
cand.mag., 2011

I sin seneste udgivelse, ”Saksehånd” fra 2011, har Thomas Hvid Kromann lavet et skarpt og satirisk portræt af det litterære undergrundsmiljø i København. Han kender miljøet indefra, og da han selv er del af det beskrevne, virker satiren ekstra godt – og knap så hånlig. Den klejne roman ”Hr. Toksvig” fra 2009 viser Kromanns talent for at kombinere filosofiske overvejelser med en beskrivelse af et meget stille hverdagsliv, som det ser ud for Hr. Toksvig. Thomas Hvid Kromann er en humoristisk forfatter, der med et innovativt sprog, den dybeste syntaks siden Per Højholt og en forkærlighed for fænomenologiske undersøgelser af verden underholder og åbner verden for læseren på samme tid.

Baggrund

Thomas Hvid Kromann er født på Nørrebro i København, hvor familien boede de første år af hans barndom. Da han var seks år, fik hans far job som gymnasielærer syd for grænsen, og familien bestående af Thomas, hans mor, far og lillebror, flyttede til Flensburg, hvor han gik i dansk folkeskole og gymnasium. Efter studentereksamen fra Duborg-skolen i 1994 var han på sprogskole i Australien, inden han læste Nordisk Filologi og Litteraturvidenskab fra 1995-1998.

”Den skarpe luft, der indimellem rev i næsen, kom fra et fugtskadet parti af Peter Laugesens Bakunin-oversættelse Gud og staten, der for nogle dage siden var blevet bugseret frem fra de bagerste papkassebjerge. Muggen og et par håndfulde glubske bænkebidere havde tålmodigt arbejdet sig fra betongulvet og opefter, hvorefter det spørgsmål, som denne destruktive praksis rejste, var: Hvornår var der egentlig tale om en bog, og hvornår var der tale om natur?”

”Saksehånd”, s. 41.

I 2002 blev han cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling, og han har fortsat sin karriere i universitetsverdenen med først en Ph.d. om dansk avantgardelitteratur ved Roskilde Universitet i 2009 og p.t. med en postdoc om danske kunstnerbøger i det 20. århundrede på Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet.

Foto: Flemming Gernyx

Født
29. juli 1974 på Nørrebro i København.
Uddannelse
Studier på Nordisk Filologi og Litteraturvidenskab i Kbh. 1995-1998. Cand.mag. i Moderne Kultur 2002. Ph.d.-stipendiat på Roskilde Universitet 2004-2008. Forskningsophold, MoMas arkiv, New York 2007. Ph.d. med en afhandling om den danske tresseravantgardes litterære eksperimenter 2009. Postdoc på Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet 2010-2012.
Debut
Vexelstrøm. Borgen, 1998.
Litteraturpriser
Legater fra Statens Kunstfond og Kunstrådet 2000-2009.
Seneste udgivelse
Kromann, Thomas Hvid og Tania Ørum: Stig Brøgger's artists' books. Møller / Officin, 2016.
Inspiration
Georges Perec, Italo Calvino, Roland Barthes og Lawrence Sterne.

Om sammenhængen mellem forskning og forfatterskab fortæller Kromann: ”Den teoretiske tilgang (mit daglige arbejde) kom først efter at jeg var begyndt at skrive for alvor i slutningen af mine teenageår, men jeg ser dem ikke – hvilket mange synes at gøre – som et modsætningsforhold. I en vis forstand er der nogle gange en indre sammenhæng mellem min aktuelle teoretiske interesse og det skønlitterære værk jeg arbejder med, f.eks. blev Hr. Toksvig skrevet samtidig med at jeg arbejdede på min ph.d.-afhandling om afpersonalisering.” (Interview med iBureauet, foråret 2011).

I barndomshjemmet var forældrenes bogreoler en stående invitation til at gå ombord i litteraturen, men biblioteket var også et sted, der har gjort sig gældende for Kromanns lyst til at læse. Fra læsningen er en egen skrift langsomt dukket op: Fra poesi over kortprosa til romaner, men en lyst til at bibeholde poesiens tætte sprog og kortprosaens små tableauer, som Kromann fortæller. I det hele taget har det ikke været en beslutning for ham at blive forfatter, snarere er der tale om at arbejdet med et skriftligt materiale langsomt har antaget en form, der minder om eller kunne blive til et værk. ”Jeg bryder mig ikke rigtig om "forfatteridentiteten". At det er noget man ”er”. Andre må dog gerne være det for min skyld. For mig er det snarere noget man ”gør”, dvs. man skriver. Den største lykke i den forbindelse er ikke at udgive en bog, men de få ekstatiske øjeblikke, hvor alting tilsyneladende synes at åbne sig – så må man tage den omfattende efterredigering og bearbejdning, der følger efter, med højt humør (og jeg elsker at efterbearbejde – at være sprogtekniker på mit eget værk). At ”dét” så forsvinder, når man ikke længere skriver, dvs. når man er færdig med sin bog og entrer et nyt tomrum ... sprogtekniker ja, men ikke kustode for mit værk.” (Interview med iBureauet, foråret 2011).

Kromann nævner den glæde, han har haft ved litterære samtalepartnere og fremhæver sin ven, litteraten Stefan Kjerkegaard, som han mødte på en højskole i efteråret 1994: ”Den første jeg mødte, hvor poesi ikke kun var pensum eller blot interessant, men var et uudtømmeligt og ekstremt vigtigt emne. Her indså jeg for alvor litteraturens potentiale som et dialogisk rum, vi blev førstelæsere på hinandens tekster og den dag i dag har jeg ikke udsendt en skønlitterær bog uden at den har rundet Stefan først. Også Claus Handberg Christensen og forlaget Afterhand, hvor jeg fra 1997-2002 arbejdede som volontør har være vigtige.” (Interview med iBureauet, foråret 2011). Netop denne volontørgerning hos Afterhand har været afgørende for forfatterskabet, da den har været anledning til at skrive hans seneste roman, ”Saksehånd”.

Udover de litterære udgivelser har Thomas Hvid Kromann haft tekster i adskillige antologier, været medredaktør på flere bøger og bestyrelsesmedlem i forlaget Arena siden 2004. Endvidere er han klummeskribent på litteraturmagasinet Standart.

Udvalgte bøger

Arena Kontra #4: metrodigte

I forlaget Arenas udgivelsesserie Arena Kontra udgav Thomas Hvid Kromann i 2010 ”Arena Kontra #4: metrodigte”. I denne småtryksserie publiceres materiale, ”der ikke passer ind i de gængse genre- og trykformater; poesi og prosa, interviews og artikler, oversættelser og essays, transskriptioner og tekstualiteter.” Kromanns bidrag er en gennemsigtig plasticpose indeholdende 19 metrodigte, 1 metroessay, 3 fotografier og 2 brugte metrobilletter – alt sammen fra forfatterens rejse til Paris i foråret 2010.

Essayet fortæller om metrodigtets oprindelse ved den franske OuLiPo-digter Jacques Jouet (OuLiPo er en primært fransk digtersammenslutning, der arbejder med litteraturens potentialer), der i 2000 udgav ”Poèmes de métro”, hvori reglerne for metrodigtningen opstilles: Et metrodigt skrives inden for det tidsrum en rejse med metro tager. Første vers udtænkes mellem afgangsstation og første stop og skrives ned, mens metroen holder ved perron. Næste linje udtænkes mellem stop 2 og 3 og skrives ned, når toget holder osv. Der må ikke skrives, mens toget kører og ikke tænkes, når toget holder. Ruten må ikke være bestemt af digteriske formål, da digtningen skal foregå som en bibeskæftigelse på den metrotur, man tager i anden anledning.

Thomas Hvid Kromann skrev sine metrodigte under et studieophold i Paris på vej til og fra de biblioteker, hvor han studerede samlinger af kunstnerbøger. Han fortæller om posernes indhold: ”Der er de samme digte og det samme essay i (med let varieret underskrift). Metrobilletterne er selvfølgelig forskellige og det er fotografierne til en vis grad også. Jeg havde egentlig udvalgt ca. 60-80 forskellige fotografier. Der skulle være det samme iturevne kort i alle plus et "stemningsfotografi" plus et fotografi af et bogobjekt. Dét ville betyde, at der var ringe chance for, at det var det samme i hver pose. Da vi sad og blandede fotografierne, synes jeg umiddelbart, at det så ud, som om der var sket en fejl, så der nødvendigvis måtte være det samme indhold i en del af poserne, så måske er der i realiteten ikke tale om unika-poser, men om en 8-10 varianter.” (Interview med iBureauet, foråret 2011).

Både i form og indhold adskiller metrodigtene sig fra en gængs bog, da værket udkom i en pose, ingen læseretning havde angivet og kun var tilgængeligt for medlemmer af Arenas bogklub, og derfor kun eksisterer i omkring 100 eksemplarer. Værket er instant poetry, der er blevet til i øjeblikket og ikke er undergået nogen form for redigering eller gennemskrivning.

”27/5/2010 Pyramides – St-Lazaire – Pigalle Det er som om Paris vil demonstrere hverdagstristessen for mit forblændede blik. Der er såmænd bare strejke, monsieur, sagde hun i nationalbibliotekets afdeling i Rue Richelieu. Den franske nationalsport, la grève. Skulle have studeret Boltanski-boksen i dag, satans. Så skal jeg komme igen i morgen. Nu tager jeg til Montmartre i stedet. Det styrtregner. Alle ser skuffede ud, hvis ikke ligefrem vrede. Det her er ikke et metrodigt. Det er metrobrok. Nu kom graffitien, tre sovende mænd og en gammel dame tiggende på knæ. Glimrende. Snart Pigalle. Læste om Stangerup og Mademoiselle Ninette i går. Begge er døde og formentlig for længst, Stangerup i hvert fald. Alle hvide lugter af lig.” ”Arena Kontra #4: metrodigte”, upag.

Genrer og tematikker

Gennem sit forfatterskab har Thomas Hvid Kromann vist forskelligartede udgaver af et vedholdende og veritabelt sprogfyrværkeri. En tilsyneladende umådeholden kærlighed til svungen syntaks, selvopfundne ord og omvendinger af eksisterende ord og vendinger går igen i alle hans bøger uanset deres varierende udtryk og indhold.

Første del af forfatterskabet virker meget ungdommeligt med sit hektiske flow og fokus på druk, damer og lommefilosofi. Et vendepunkt er ”Hr. Toksvig”, hvor det næsten frenetiske udtryk afløses af en strammere form og mere fokuseret indhold, her koncentreret om den passivt beskuende Hr. Toksvig. I Metrodigtene tager han en fransk avantgardistisk tilblivelsesform op, og denne udgivelse adskiller sig markant fra resten af forfatterskabet. Som han selv nævner i metroessayet er denne metrodigtning en kærkommen kontrast til universitetsafhandlinger og romanskrivning, som principielt kan ”finpudses i det uendelige”. Med den satiriske ”Saksehånd” afsøger Kromann et nyt område for sin skrivning: Han tager et kærligt livtag med den københavnske litterære undergrund, som han tydeligvis har et indgående kendskab til og part i. ”Saksehånd” har elementer af nøgleroman, men underminerer selv dette træk ved at lade navngivne personager optræde under eget navn. Der hersker en tvivl om fiktion og fakta i bogen, da mange personer, steder og begivenheder matcher virkeligheden, mens der også oses af det pure opspind.

En rød tråd gennem forfatterskabet er en interesse for forholdet mellem sprog og verden. Bliver verden anderledes, hvis man taler om den på en anden måde? Hvad sker der med verden, når man laver om på ordene om den? Kromanns egen forskerkarriere og intellektuelle tilgang til sprog og litteratur skinner igennem, selvom ingen af værkerne prætenderer at være teori eller decideret forskning. Om den vedholdende udforskning af formen fortæller han: “I lang tid kunne jeg ikke se bogen for bare litteratur. På litteraturstudiet er man meget fokuseret på skriften, men man glemmer selve mediet. Da først jeg begyndte at tænke over, hvad en bog er for en ting, fik jeg også lyst til at eksperimentere med formen.” [2]. Thomas Hvid Kromanns bøger er skønlitterære udforskninger af højpandet teori, syntaksens uanede muligheder – og ungdommeligt ordfræs.

Beslægtede forfatterskaber

Helt oplagt er det at drage en parallel til den danske forfatter Per Højholt, da både ”Hr. Toksvig” og ”Saksehånd” meget tydeligt refererer til ham. Som nævnt har ”Hr. Toksvig” helt eksplicitte referencer i form af muldvarp og solsort, men også syntaksen, der udfordres til det yderste, den poetologiske tilgang til verden og selve formatet, der ligner Per Højholts PRAKSIS-serie stort set på millimeteren, nikker en hilsen til Højholt. I ”Saksehånd” møder Volontøren og Handberg en person ved navn Mattesen, der deler navn med titelkarakteren i Per Højholts posthumt udgivne roman ”Hans Henrik Mattesen” (2007).

”Saksehånd” bruger løs af en genkendelig virkelighed med henvisninger til virkelige mennesker og lægger sig op ad den bølge af selvbiografiske værker, der udkommer i disse år. Selv siger Thomas Hvid Kromann om ”Saksehånd”: ”I disse Beckwerk-og Knausgård-tider skal man selvfølgelig passe på med at bruge virkelige navne. Men hvis jeg havde givet dem alle sammen opdigtede navne, ville jeg havne i nogle detektivlege, og det er slet ikke mit ærinde. Saksehånd er en roman, der tager afsæt i nogle virkelige personer, men det er deres offentlige skikkelser, jeg skriver om. Det er ikke smuds om deres privatliv.” [2].

Kromann nævner bl.a. Roland Barthes, Niels Frank, Maurice Blanchot, Per Højholt og Italo Calvino som litterære forbilleder og uddyber om ”Hr. Toksvig”: ”hele bogen er jo også et dialogprojekt med Calvinos »Hr. Palomar«. Bogen er på en måde, og det er sådan lidt pinligt at indrømme, et spin-off-projekt af en læsning af Calvino, og så har jeg så skrevet og tænkt en smule over afpersonaliseringen som litterært fænomen. Omvendt er Hr. Toksvig forankret i, hvad der kunne fortolkes som en dansk virkelighed, og så sker der noget andet.” [1].

Metrodigtene udspringer eksplicit af OuLiPo-digteren Jacques Jouets metrodigte fra 2000 samt mere overordnet den OuLiPo’ske tradition for at udfordre litteraturens muligheder, begrænsninger og potentialer. Den danske forfatter Martin Larsen udgav i 2009 en samling metrodigte med titlen ”Noter til det mere perfekte liv”.

Den danske forfatter Mikkel Thykier (der optræder som Barnekejseren i ”Saksehånd”) udgav i 2003 bogværket ”Struktur. 16 objekter – forarbejder til Peter Louis-Jensen”, der består af 16 løsblade i en transparent plasticpose med genlukning – akkurat som Kromanns metrodigte. Også disse tekster optræder som løsblade uden bestemmelse af, i hvilken rækkefølge, de skal læses, og undsiger sig de litterære konventioner, der normalt omgiver en tekst.