”Efter disse personlige hilsner vendte præsidenten blikket mod sine forfatterkolleger, en række charlataner, hundehoveder og blæksprittere, som ifølge præsidenten i fællesskab drev underskudsforetagendet Dansk Standardprosa A/S, et momsregistreret firma, der kunne tilbyde et endeløst, men også endeløst ringe varieret morads af hovedsætninger, kaskader af dialoger og gusten opbyggelighed, dvs. et lige-præcis-læseligt litterært blandingsprodukt.”
”Saksehånd”, s. 48.
En ung litteraturstuderende får ansættelse som volontør hos Saksehånd, hvilket indebærer at passe butikken (med de op til næsten ni kunder om dagen), deltage i oplæsninger, bogmesser, redaktionsmøder og anden litterær virksomhed. I løbet af romanens 11 kapitler følger vi Volontøren rundt i den københavnske litteraturundergrund – med en afstikker til pøbelvældet på BogForum og en biltur til bryllup i No i Vestjylland, hvor forlagets præsident bor. Ved et redaktionsmøde afholdt på cafeen Bankeråt diskuterer Præsidenten, Volontøren, Das Beckwerk, den revolutionære Nikolaj Vang (aka kunsthistoriken Mikkel Bolt) og barnekejseren (aka forfatteren Mikkel Thykier), i hvilken form deres avantgardistiske tidsskrift skal – eller som et statement netop ikke skal – udkomme: ”Måske skulle man, foreslog Das Beckwerk, simpelthen brænde tidsskriftet umiddelbart efter trykningen.” (s. 123). Dette møde er formentlig ikke udsprunget af virkeligheden, men ikke desto mindre en situation, der beskriver mange af de avantgardistiske tanker, miljøet og forlaget har lagt omgivelser til.
I en svungen og dyb syntaks fortælles der fra Volontørens synsvinkel om navngivne forfattere, litterater og kritikere samt en række unavngivne karakterer med eksakte forlæg i virkeligheden. Kromann kender det litterære miljø indefra og tegner et satirisk portræt af en verden, hvor det ofte handler mere om form og reception end indhold og tyngde. ”Nogle synes, at færre læsere er lig mere integritet, men der er vel ingen, der bevidst går efter at nå ud til så få som muligt. Det vil sige.. Nogle gør faktisk.” siger Kromann også selv i et interview. (David Jacobsen Turner: Litteraturpølser fra avantgardens kælder. Weekendavisen, 2011-03-18).
Satiren er ikke (kun) hånlig, da forfatteren selv er del af det beskrevne og dermed af satirens mål. ”Saksehånd” er også en hyldest til den litterære undergrund, der stædigt bliver ved med at udgive urentable små hæfter og på den måde holder liv i litteraturens vækstlag og skaber en vigtig modvægt til de store forlag.
Thomas Hvid Kromann
I sin seneste udgivelse, ”Saksehånd” fra 2011, har Thomas Hvid Kromann lavet et skarpt og satirisk portræt af det litterære undergrundsmiljø i København. Han kender miljøet indefra, og da han selv ...
Læs hele forfatterportrættet
