Niels Frank

Emneord:

Senest opdateret

Birgitte Bartholdy
journalist og forfatter, januar 2025

Hovedforfatter

Helle Eeg
cand.mag.

Niels Frank er blevet kaldt forfatternes forfatter. Årsagen er, at dialogen med andre forfattere og kunstnere vejer tungt og er tydelig igennem hele forfatterskabet. Blandt andet i digtsamlingen “Små guder” fra 2008, hvor flere af hans forfatterkolleger er portrætterede. Også i Franks essays diskuterer han andre forfattere og kunstneres værker. Hans forfatterskab er en løbende samtale om kunsten og dens væsen, der aldrig bliver færdig. I 2022 udgav Frank ”Fanden tage dig”, der handler om drabet på hans søster. Bogen adskiller sig fra resten af hans forfatterskab i både form og indhold. Frank ville ikke få ”tillægsordene til at glitre”, men i stedet: ”skrive det, som det er”. Bogen var med til at starte en offentlig samtale om partnerdrab i Danmark. I 2025 fulgte en selvstændig fortsættelse, ”Det slutter her”, med undertitlen ”Beretning om en familie”. Her undersøger han via skriftlige kilder og interviews om drabet på hans søster skyldtes, at hans familie var ramt af mental arvesynd.

Baggrund

Niels Frank er født den 25. februar 1963 i Brædstrup i Østjylland. Sit første digt skrev han i begyndelsen af sine teenageår i forbindelse med en skoleopgave, og siden er han blevet ved med at skrive. For at understøtte sin litterære interesse startede Niels Frank på litteraturhistorie på Aarhus Universitet i starten af 1980’erne. I 1985 fik interessen sit første udtryk i form af digtsamlingen “Øjeblikket”, og to år efter fik han papirer på sin lidenskab, i form af et kandidatbevis fra Universitetet.

”Digter mig her og digter mig der - Du fremstiller/ digte iført kittel, men du er ikke hjemme/ ét sekund i dem. Du har aldrig mærket poesien/ hærge i dig. Du kravler op mod den/ på blødende knæ, du er slesk over for den, trygler den om bare ét godt ord/ og får tissetrængende. Så prøver du nye ord/ foran spejlet, men alt sidder dårligt på dig./ Dine verslinjer ligner ordensbånd, skal/ dekorere dig i højere verdener. Du giver dig selv/ poesi for, så snart du har skrevet/ et nyt digt, ringer du til Gud/ og læser det højt.”

“Små guder”, s. 19.

Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Født
Den 25. februar 1963 i Brædstrup.
Uddannelse
Cand.phil. i litteraturhistorie ved Aarhus Universitet, 1987.
Debut
Øjeblikket, 1985. Digte.
Litteraturpriser
Heinrich Steffens-prisen, 1992. Emil Aarestrup Medaillen, 1995. Otto Gelsted-prisen, 1999, Georg Brandes-Prisen, 2007. Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, 2008. Montanas litteraturpris, 2008. Kritikerprisen, 2013.
Seneste udgivelse
Det slutter her : beretning om en familie. Gyldendal, 2025.

Selvom Frank aldrig officielt har gået på Forfatterskolen, var han en del af miljøet omkring Poul Borum, der i 1987 startede Forfatterskolen som en slags privatskole for særligt inviterede forfattere. Da Borum trak sig som rektor på den nu etablerede og statsstøttede Forfatterskole i slutningen af 1990’erne, var Niels Frank et naturligt valg som rektor. Her var han rektor indtil 2002, hvor han overlod stillingen til forfatteren Hans-Otto Jørgensen.

Niels Frank har i flere perioder boet i udlandet, blandt andet Paris, San Francisco og New York, og han har desuden rejst meget over hele verden. Han bruger ofte rejser og ophold i udlandet som et eksil, når han arbejder med en bog. Rejserne giver ham en afstand til Danmark og en mulighed for at se livet udefra, fordi, som han siger, at ens eksistens bliver sat i perspektiv, når man er i fremmede omgivelser. Siden 2008 har han været modtager af Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

Foruden at være forfatter til en række digtsamlinger har han skrevet flere essaysamlinger om litteratur og kunst. Grænsen mellem de to ting er flydende, og hans store engagement i samtalen om kunstens væsen har gjort ham til en stor inspirationskilde for mange kolleger. Niels Franks forfatterskab er berømmet og populært i den smallere del af den litterære sfære, mens han længe ikke havde et stort folkeligt gennembrud. Dette ændrede sig med udgivelsen af ”Fanden tage dig”, der handler om drabet på Franks søster Elin. Bogen var med til at starte en offentlig samtale om partnervold og –drab og blev bl.a. startskuddet på en længere artikelserie i dagbladet Politiken om emnet. Den selvstændige fortsættelse, ”Det slutter her”, er en bog om sår, der ikke vil hele, og en efterforskning af, om der var en sammenhæng mellem de mange ulykkelige skæbner i Niels Franks familie og drabet på hans søster. Var der ligefrem en mental arvesynd på spil?

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Niels Frank taler om "Det slutter her" med Forfatterwebs udsendte, Birgitte Bartholdy. Februar 2025.

Udvalgte bøger

Essayisten

Niels Frank har aldrig skrevet en egentlig poetik, men han har skrevet meget om kunst og om sit kunstsyn. Det første eksempel på det er “Yucatán” fra 1993, der har den noget prøvende genrebetegnelse “Essays og andre forsøg”. “Yucatán” består af ni tekster, der tager udgangspunkt i et værk eller en kunstner. Teksterne er sjældent særligt konkrete om deres emner, men afspejler i deres stil, hvad de taler om. Det første essay handler om, hvordan Paul Cézanne maler billedet “Nature morte med løg” og kunne i en anden sammenhæng sagtens betragtes som en novelle.

Franks næste essaysamling “Livet i troperne” fra 1998 har genrebetegnelsen “Metaforismer”, den er en blanding af dagbogsnotater, refleksioner og fragmenter over kunstens væsen, blandt andet skriver han: “alt hvad der ikke kan nedbryde sig selv eller kritisere sig selv eller overskride sig selv, alt hvad der ikke kan ødelægge sig selv, er ikke kunst” (side 78). Et kunstsyn Niels Frank har til fælles med den modernistiske litteratur, hvor overskridelsen og nedbrydningen er en selvfølgelig del af praksis.

Kunstoplevelsen står også centralt i hans næste essaysamling “Tak for i går. Kunsthistorier” fra 2006, som består af 15 tekster, der tager afsæt i hvert sit kunstværk af blandt andet Rembrandt, van Gogh, Picasso og Warhol. Desuden tematiseres lystprincippet i samlingen. Det pointeres, at essaysamlingen “Tak for i går” er for børn, unge og voksne. Den er derfor et forsøg på at formidle kunstoplevelsen som en sanselig og intuitiv oplevelse og ikke kun som en intellektuel øvelse. Det understreges i forordet, hvor Frank oplever, hvordan en lille dreng har en helt selvfølgelig forståelse for maleren Marcel Duchamp, “som havde de siddet sammen i sandkassen og lavet små kunstværker” (side 7).

I den næste essaysamling “Alt andet er løgn” fra 2007 er kunsthistorien blevet afløst af litteraturhistorien. I de syv essays gennemgås både amerikanske, europæiske og danske forfattere udvalgt efter, hvem der inspirerer ham. Titlen refererer til et citat af forfatteren Stéphane Mallarmé: “Der findes ikke andet end skønheden – og den har kun ét fuldendt udtryk: Poesien. Alt andet er løgn”. Mallarmé beskriver her en tradition for at se poesien som et sprog, der hæver sig over virkeligheden og kan befri læseren fra en løgnagtig hverdag. Franks essays er et opgør med den tradition, og han argumenterer i stedet for en litteratur, der anerkender, at forfatteren og værket er en del af sin samtid, og at den derfor må og skal forholde sig til den, hvilket Franks eget forfatterskab da også er et godt eksempel på.

Genrer og tematikker

Da Niels Frank debuterede i 1985 med digtsamlingen “Øjeblikket” var ingen i tvivl om, at her var der tale om en forfatter i særklasse. I Franks tre første digtsamlinger er sproget stramt og digtene korte, men med udgivelsen af digtsamlingen “Tabernakel” fra 1996, ændrede hans digte form og blev omvendt hverdagssprogssnakkende i ofte lange digte. Der er tale om en markant drejning i hans forfatterskab efter de tre første digtsamlinger, hvad angår stil og udtryk.

Foruden digtningen har Niels Frank en række essaysamlinger bag sig. De spænder fra rejsebeskrivelser, refleksioner over billedkunst, samtaler med andre forfattere og kunstnere og altid og meget centralt diskussioner om kunstens muligheder og begrænsninger. Om det sidste siger han i et interview i Ekstra Bladet: “Det er svært at bilde sig ind, at der f.eks. i poesien skulle ligge så mange indsigter, at man kan leve af den … – Min oplevelse af, hvad litteraturen går ud på, er nærmest det stik modsatte. At den hele tiden er nedbrydende og kaster forvirring på bålet. Den litteratur jeg holder af, siger: Du ved ingenting, du er ingenting, du må begynde fra nul hver dag” [3].

At starte forfra igen og igen og at nedbryde det allerede skrevne er en motor i hans digtning. Det er tekstsamlingen “Første person, anden person” fra 2004 et godt eksempel på. Den er en gennemskrivning af alle hans forrige udgivelser. Både digte, essays og fotobogen “CV” fra 2001 bliver omskrevet og blandet med hinanden, så de kommer til at fremstå som en helt ny og samlet tekst. Hans digtning er således i konstant samtale med sig selv som kunst. Et eksempel på denne kontinuerlige samtale er hans diskussion med forfatterkollegaen Jan Sonnergaard. Frank havde i et interview sagt, at der var ord, han ikke mente havde poetisk værdi, blandt andet ordet radiator. Det udsagn irriterede Sonnergaard, fordi han mente, at litteraturen var blevet for selvrefererende og derfor snæversynet, når man begyndte at udelukke ord fra poesien. Derfor valgte Sonnergaard at kalde sin debut fra 1997 for “Radiator”. Selv brugte Frank ordet radiator i sin næste digtsamling “Én vej” 2005 som en understregning af, at hans udsagn om ordet radiator var et forsøg på at finde grænserne for poesien for siden at overskride dem.

Det kan være svært at kende forskel på forfatteren og essayisten i Franks forfatterskab, hvis man altså skulle have lyst til at skelne. Netop den dobbelte rolle som forfatter og kritiker er hans kendetegn. Han er både en berømmet digter og respekteret essayist, hvilket blandt andet har ført til, at han i 2007 modtog Litteraturkritikernes Lavs Georg Brandes pris for sine essays om litteratur “Alt andet er løgn”, og at han året efter modtog Montanas litteraturpris for sin digtsamling “Små guder”.

Beslægtede forfatterskaber

Det er blevet sagt om Niels Franks generation af forfattere, at det eneste, de har til fælles, er, at de ikke har noget til fælles. Frank debuterede oven på den mediehypede 80’er-generation med Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen i forgrunden. Franks generation af forfattere tæller blandt andet Thomas Boberg, Pia Juul og Morti Vizki, men det er ikke en generation, der som den foregående har gjort sig specielt bemærket i forhold til en bestemt poetisk forståelse eller et fælles udtryksform. Det er da også svært at sætte ham ind i en særlig litterær strømning, ligesom det er svært at sætte hans forfatterskab i bås. Men det er klart, at Franks engagement som forfatterskolerektor og debattør har haft stor indflydelse på flere generationer af forfattere. Selv har han været inspireret af New York-skolen, som var en kunstbevægelse af løst forbundne billedkunstnere, musikere og forfattere. Blandt andet billedkunstneren Jackson Pollock, musikeren John Cage og forfatterne John Ashbery og Frank O’Hara, især har John Ashbery haft stor betydning for hans forfatterskab.

Franks digtsamling “Tabernakel” er blevet kaldt en af de største fornyelser af poesien i 1990’erne. De mangestemmige og i munden-på-hinanden-råbende digte i samlingen genfinder man hos forfattere som Lars Skinnebach og Ursula Andkjær Olsen. Det er svært at finde forfattere, der som Frank deler sit forfatterskab mellem digtningen og essayskrivningen. Af samtidige forfattere kan dog nævnes Søren Ulrik Thomsen, selvom de to langt fra ligner hinanden i hverken den ene eller den anden genre. Griber man længere tilbage i tiden, er det værd at nævne forfatterskaber som Thorkild Bjørnvig, Villy Sørensen og Per Højholt, der også blander deres skønlitterære produktion med litteraturkritik og essayistik.