Thomas Boberg

Genrer og tematikker

Rastløsheden er den vigtigste motor i Thomas Bobergs forfatterskab. Overalt mærkes en evig bevægelse, og kun sjældent får figurerne lov til at komme hjem eller finde en erkendelse. Rejseminderne ”Sølvtråden”, ”Americas”, ”Invitation til at rejse” og rejseromanen ”Africana” handler ikke om at finde sig selv, som det normalt er i dannelseslitteraturen. Der er blot tale om en strøm af begivenheder, som afløser hinanden. På samme måde kan man tale om en anti-dannelseslitteratur i romanen ”Flakker”, da ingen af de omflakkende typer rigtigt finder hjem til ro og erkendelse. På den måde kan man nærmest sige, at Thomas Bobergs rejseminder minder om beatlitteratur med bevidsthedsstrømme uden løftede pegefingre og udmalende, opbyggelige budskaber.

Når han skriver digte, lægger Thomas Boberg sig op ad centrallyrikken. Her handler det (oftest) om et jegs stærke møde med verden, gengivet i en meget subjektiv form. Bobergs digte er i høj grad iagttagelser, der er stærkt farvede af jeg'ets oplevelse af den. Det er allerede tydeligt i debuten ”Hvæsende på mit øjekast”, hvor mange digte kredser om rejseoplevelser. I ”Livsstil” er det digterens møde med forbrugssamfundet, der skildres, og her lægges på ingen måde skjul på digterens indignation over pengeræset. I ”Forberedelse til livet” er Bobergs blik især rettet indad mod eget liv fra undfangelse til midt i livet, hvor nuet indskriver sig i form af en pandemi og et lille barn. I de autofiktive digte gør digteren en slags midlertidig status over sit liv med alt, hvad det har budt på af begyndelser og afskeder, ind- og udlængsel, rastløshed, relationer og rejser.

Mødet med verden på rejserne trådte i en årrække i baggrunden for et stigende samfundsengagement i Thomas Bobergs forfatterskab. Som sagt er digtene i ”Livsstil” i høj grad politisk indignerede, og den tendens forsætter han i de dystopiske digte i ”Hesteæderne” og i opgøret med fædrene og den patriarkalske verdensorden i ”69 Dæmoner”. Disse samlinger ligner allegorier over nutidens samfund, hvor, hvis man skal tage ”Hesteæderne” for gode varer, solidaritet og fornuft er forsvundet som dug for solen.

Rent genremæssigt kaster Thomas Boberg sig i ”Hesteæderne” og ”Hesteæderne 2” ud i en form for episk digtning i og med, at han igennem digtene har en sammenhængende handling med gennemgående personer.

I rejsebogen – og kærlighedsromanen – ”Africana” fortsætter forfatteren det spor, der blev lagt i de tre tidligere rejseromaner, som tog læseren med til Sydamerika, Europa, Indien og USA. Og her altså Afrika.

Beslægtede forfatterskaber

Den rastløshed, som dominerer Thomas Bobergs forfatterskab, har det tilfælles med digteren Henrik Nordbrandts (f. 1945) virke. Ligesom Thomas Boberg er Nordbrandt lidt af en globetrotter, hvilket sætter sit præg på forfatterskabet, hvor der ikke findes et ”hjemme” nogen steder. Det demonstrerer Henrik Nordbrandt f.eks. i digtet ”Hvor vi end rejser hen” fra samlingen ”Opbrud og Ankomster” (1974): ”Hvor end vi rejser hen, kommer vi altid for sent / til det vi engang tog afsted for at finde.” Her støder man på samme følelse, som i Thomas Bobergs rejseminder, hvor jeg'et okser kloden rundt, hvor det dog er tvivlsomt, hvorvidt der overhovedet var et mål fra starten af rejsen. Rodløsheden og manglen på mål er et grundvilkår hos dem begge.

At de tidligste rejseskildringer i ”Sølvtråden”, ”Americas” og ”Invitation til at rejse” alle har fået genrebetegnelsen ”rejseminder” er ikke tilfældigt. De er en hilsen til den danske digter Sophus Claussen (1865-1931), der i sin digtsamling ”Pilefløjter” (1899) medtog digtet ”Rejseminder” fra 1887. Digtet foregår ikke på fjerne kontinenter, men på noget så ordinært som Skanderborg Station, hvor jeg'et fra toget får øje på en ung pige. Det eksotiske er altså ikke til stede hos Claussen, men digtet er ligesom Bobergs rejseminder en gengivelse af den unge rejsendes oplevelser fra en tid, hvor verden lå åben.

Generationsmæssigt tilhører Thomas Boberg en række digtere, som har stået lidt i skyggen af 80'er koryfæer som Michael Strunge, Søren Ulrik Thomsen og Pia Tafdrup, der debuterede en anelse inden Boberg. Den gruppe af digtere, som Thomas Boberg tidsmæssigt debuterer samtidig med, folk som Niels Frank, Pia Juul og Morti Vizki, har aldrig fået et egentligt generationsmærkat og opererer i højere grad i hver sin retning. Dog ser man i Thomas Bobergs tidlige digte et slægtskab med digteren Pia Tafdrups såkaldte kropsmodernisme, hvor der er et fokus på kroppen som naturens sidste bastion over for en disciplinerende civilisation.

Bobergs særkende i dansk kontekst er det latinamerikanske og sydeuropæiske islæt, som er temmelig unikt i dansk litteratur. Her er det folk som portugisiske Fernando Pessoa (1988-1935) og argentinske Jorge Luis Borges (1899-1986), der er blandt de store inspirationskilder. Boberg udvidede det geografiske felt med rejsebogen ”Africana”, et kontinent med en kolonihistorie, der tidligere er blevet beskrevet af blandt andre Jakobs Ejersbo i hans Afrika-trilogi fra 2009.

Relaterede forfattere