”(...) nede på slaggestranden stod han / allerede og ventede, min kollega med akademikumpaner, / han var i natsort outfit, nærmest en rustning.”
”Hesteæderne 2”, s. 62.
Hele digtsamlingen kulminerer i et storslået opgør mod en digterkollega, som synes langt mere inde i varmen end digterjeg’et, der beretter. Kollegaen, eller rettere modstanderen, repræsenterer parnasset, som jeg'et ikke er en del af, og de to rivaler ødelægger hinanden i lyrisk kamp på livet: ”Jeg fandt en knivskarp sætning og stak ham i låret, / han snoede et marmorvers og trak mig / ned, men jeg knækkede det ned et stykke diamantprosa” (s. 62-63).
Kollegaen repræsenterer det traditionelle kunstnersyn, hvor kulturverdenen (bestående af pensionerede bibliotekarer, kristne kulturnydere, vestlige diplomater, kendte veganere, konsulens sekretær, klummeskrivere, et par litterater, s. 35) hylder den aldrende digterkonkurrent. Han er kendetegnet ved at have overlevet den gamle verden, men er absolut ikke den, der siger noget interessant om nutiden, hvis man spørger det forsmået misundelige digterjeg (er det mon den engang så sprængfarlige, men nu tæmmede og borgerligt opbyggelige hesteslagter, billedkunstner Bjørn Nørgaard, vi har med at gøre?).
Ligesom sin forgænger er ”Hesteæderne 2” en rejse ind i et apokalyptisk land, hvor uorden er dagens ret. Men fokus i 2'eren er en kritik af samfundets hyldest af anakronistiske kunstnere med lige så lidt at sige om tilværelsen som de repræsentationer, den bevidstløse forbruger finder på butikkernes hylder.
Thomas Boberg
Thomas Bobergs forfatterskab bærer præg af uro og længsel efter et eller andet derude. Ud af det er kommet en lang række digte, et par romaner og nogle af de bedste rejseskildringer i dansk littera...
Læs hele forfatterportrættet
